Læsetid: 5 min.

Glathed er ikke os

Thelma Schoonmaker har klippet Martin Scorseses film siden ’Raging Bull’, og hun fortæller her om parløbet med instruktøren og om arbejdet på hans seneste film, ’Gangs of New York’
21. marts 2003

(2. sektion)

Interview
50 procent af klippeprocessen er hårdt arbejde, disciplin og tålmodighed, siger den amerikanske filmklipper Thelma Schoonmaker. Og de sidste 50 procent er så en blanding af rytme, veludviklet kunstnerisk og visuel sans og forståelse for musik.
63-årige Schoonmaker, der for nylig gæstede Den Danske Filmskole, er en af branchens mest respekterede klippere. Ikke fordi hun har lavet et hav af film og arbejdet sammen med alle de store instruktører, men fordi hun gennem snart 25 år har været kvinden bag ved Martin Scorsese.
Det lykkelige samarbejde begyndte for alvor med Raging Bull (1980), som hun vandt en Oscar for – de arbejdede dog første gang sammen på Woodstock (1970), som Scorsese klippede – og har uden afbrydelser varet indtil nu, hvor Scorseses seneste film, The Gangs of New York, har dansk premiere.
Efterhånden, som Schoonmaker taler, får man bekræftet sin forestilling om, at Scorsese stoler blindt på hendes evner, og at hun i sjælden grad forstår ham. Det var gennem Scorsese, at Schoonmaker i 1980 mødte sin fremtidige ægtemand, den britiske instruktør Michael Powell, der døde i 1990.
Scorsese, der selv begyndte sin karriere som klipper og har en udpræget musisk tilgang til filmmediet, har fundet sig en sjælekammerat i Thelma, der til gengæld siger, at Marty har formet hendes smag.

Stor udfordring
Schoonmaker, af ydre en velholdt, smilende bedstemor, er træt efter to lange dage med foredrag, filmklip og spørgsmål fra de mange danske filmfolk, der er stimlet sammen på Filmskolen for at høre hende fortælle.
Alligevel tager hun sig tid til at tale med en enkelt journalist – om Gangs of New York og om samarbejdet med Scorsese på film som Raging Bull, GoodFellas (1990), Uskyldens år (1993) og Casino (1995).
Den største udfordring på Gangs of New York var, fortæller Schoonmaker, at »sammenflette en personlig historie med det historiske og sørge for, at de historiske, fakta var meget tydelige.«
Problemet var blandt andet, at Scorsese og Schoonmaker til at begynde med havde lavet en fire timer lang version af filmen, og at den skulle klippes ned til lige under tre timer.
Resultatet var en masse løse ender, som skulle samles, og begivenheder, som skulle forklares.
»Vi skrev en voice over, indsatte flashbacks og omstrukturerede filmen for at tydeliggøre tingene,« siger Schoonmaker, der tog til Rom sammen med filmholdet og begyndte at klippe filmen på computer, mens Scorsese optog scenerne i de berømte Cinecittá-studier i den italienske hovedstad.

Montagestil
Gangs of New York foregår i midten af 1800-tallet og kombinerer på sin vis det underspillede periodedrama, som Scorsese arbejdede med i Uskyldens år, og gangsterfilmen, som han gav et brutalt ansigt i GoodFellas og Casino.
»I Uskyldens år brugte vi en masse overtoninger, fordi det stilistisk set passede godt til de aristokratiske newyorker-familiers ritualistiske, elegante væsen,« siger Schoonmaker.
»I GoodFellas brugte vi masser af jumpcuts, zoom-ins og skarpe, hurtige panoreringer med kameraet, fordi det passede bedre til personer, som var på kokain.«
I Gangs of New York skifter tempoet ofte, men ikke mindst begyndelsen, hvor man ser banderne gøre sig klar til et stort opgør og så selve opgøret, er præget af Scorseses forkærlighed for montage og inspireret af russiske stumfilminstruktører som Eisenstein og Pudovkin.
» Man får en masse energi ud af at sætte to ting sammen, som man ikke normalt forventer at se sammen,« siger Schoonmaker og understreger, at hun og Scorsese har den holdning, at et filmklip gerne må være som et slag i ansigtet på publikum.
»Der er mange, som mener, at klippene skal være usynlige, men vi kan godt lide at være provokerende,« siger hun og nævner en scene fra Casino, hvor en cigar i en af skuespillernes hænder er med i et klip, men ikke i det næste. Der blev improviseret meget i scenen, og Scorsese og Schoonmaker valgte at gå efter de bedste præstationer.
»Hellere det end bekymre os om, hvorvidt det er glat. Glathed er ikke os.«
»Det er det, som Marty elsker ved den russiske klippestil, friheden, alt er tilladt. I stumfilmtiden var alt nyt, og de eksperimenterede meget mere, end vi gør i dag. De behøvede ikke bekymre sig om lyd og havde mere frihed, og vi har baseret vores klippestil på det.«

Digital teknologi
Som filmklipper kan det være svært at forny sig, men med materialet kommer de
nye ideer, siger Schoonmaker.
»Scorsese ændrer hele tiden stil, skubber sig selv længere og eksperimentere med forskellige udtryk. Og hvis man har en instruktør, som giver én godt materiale, så kan man udvikle sig. Man holder sig også frisk ved at vise filmen. Lige så snart, der er et andet menneske hos én i biografen, så ser man filmen med andre øjne. Man ser den pludselig, som de ser den, ikke som man selv ser den.«
Den digitale teknologi, som tillader, at man klipper en film, mens den bliver optaget, har ikke haft den store indflydelse på den kunstneriske proces, mener Schoonmaker. Men klippearbejdet er blevet nemmre, og hun er begyndt at eksperimentere mere, fordi hun hurtigt og uden problemer kan lave en kopi af filmen og i den flytte frit rundt på scenerne.

Klip er det bedste
Både Schoonmaker og Scorsese er af den gamle skole og har lært at klippe på et klippebord, hvor man rent fysisk klipper i filmstrimlen og samler den igen. Og for Scorsese har det været en blandet fornøjelse at overgå til den digitale klippeproces, hvilket skete på Casino.
»Nogle gange kan han ikke gennemskue, hvad jeg er i gang med, fordi han ikke kan se filmstrimlen løbe gennem klippebordet,« siger Schoonmaker.
»Jeg hopper bare ned midt i forløbet, og han får kun et enkelt billede fra hver scene at se. Han kunne godt lide den tid, det tidligere tog mig fysisk at pille en version af filmen fra hinanden, fordi han så kunne tænke på nye ideer. Når jeg kørte frem og tilbage gennem materialet, kunne han vurdere det og finde ud af, om der var en anden måde at gribe det an på.«
Schoonmaker har stor frihed til at forme materialet, som hun synes, men hun klipper altid først den version af filmen, som Scorsese selv har forestillet sig. Desuden tænker han som en klipper, og visse sekvenser har han allerede klippet i hovedet, når han optager dem.
»Når han begynder på en film, så har han noget, som han gerne vil afprøve,« siger hun.
»Han har en stil for filmen i hovedet, og det sætter sig tydelige spor i manuskriptet og i selve optagelserne.«
Selv om han tilbringer mindre tid i klipperummet end tidligere, har Scorsese altid elsket klippeprocessen.
»Han føler sig hjemme i klipperummet,« siger Schoonmaker.
»Der har han mere kontrol over filmen end på optagelserne, hvor solen går ned, en skuespiller er syg, og statisterne gør oprør. Og så er det i klipperummet, at de vigtige beslutninger tages om, hvordan en karakter skal formes, og hvad man skal foretage sig i forhold til en præstation. Bruger man den optimalt, skal han være koldere eller varmere? Det er noget, som alle instruktører bør være interesseret i, og for Scorsese er klippeprocessen den bedste del af en films tilblivelse.«

*Anmeldelse af ’Gangs of New York’ side 8-9

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu