Rockkritik
Erik Jensen og Henrik Queitsch er rockanmeldere på henholdsvis Politiken og Ekstra Bladet. De to er samlet til en snak om anmelderi, og diskussionen kommer hurtigt til at tage afsæt i programmet Popstars. Ingen af de to anmeldere er begejstrede for det program, men Erik Jensen kan godt forstå, at de unge stiller op:
Erik Jensen: »Jeg kan godt forstå, at en knægt på 17 som kan synge stiller op i Popstars. TV 2 sætter bedste sendetid til rådighed. Det er jo en kæmpe mulighed. Der tror jeg forskellen på os er, at du ikke kan se det fra deres side.«
Henrik Queitsch: »Jeg kan godt forstå, at det er glimrende underholdning at sidde og se naboens søde datter stå og synge en eller anden ligegyldig coverversion af et nummer. Men det er ikke kunst. Og når jeg skal forholde mig til det, så forholder jeg mig til det som et æstetisk produkt, og ikke til, om folk har det sjovt, når de gør det. Eller om det giver dem en eller anden personlig tilfredsstillelse at være med.«
»Jeg synes bare, at det er ekstremt nemt at fordømme...
Queitsch: »...nej, det var ikke det...«
Jensen: »...lad mig nu lige tale færdig. Jeg synes også, at Popstars og Stjerne for en aften og de der opfindelser er noget værre fucking juks, og ind til videre er der også kun kommet en anstændigt plade ud af det, nemlig Jons plade. Men der synes jeg så også, at man må være ærlig nok til at indrømme det, når der så kommer noget, der efter omstændighederne er godt.«
Jon
Erik Jensen gav i november Jons debutplade This side up gode anmeldelser i Politiken:
Jensen: »Nogle gange må man gøre sig klart, om man skriver til forældrene, eller til dem, der rent faktisk køber pladerne. Jeg tror, at vi alt for tit skriver til forældrene. I tilfældet Jon synes jeg, at man må prøve at genrebestemme det. Det er teenage-pop, og inden for de vilkår synes jeg, at det er godt. Det kan ikke gøres fandens meget bedre inden for det afgrænsede felt.«
Queitsch: »Jeg kan godt forstå Eriks irritation, men jeg tror også, at han foregøgler noget selv. Man skal ikke lade, som om man er 16 år, når man lytter. Jon skal ikke bedømmes ud fra særlige vilkår... ok, i forhold til Eye-Q er han den ganske vist den rene Einstein, men det er altså stadigvæk ikke god musik. Jeg vil hellere være objektiv og sige, at Jons plade er velproduceret, og at knægten kan synge. Men jeg kan ikke høre noget bagved. For mig er det fuldstændig tomt.«
Jensen: »Der vil jeg så indskyde, at det kræver jo nok også, at man kan lide popmusik. En af forskellene på Henrik og mig er jo, at jeg rent faktisk godt kan lide pop. Og det har ikke noget at gøre med, om man er 16 år eller 750 år. Og jeg har selv været til fester, hvor voksne mennesker har danset lykkeligt rundt og sunget med på Jon, og det synes jeg ikke er mangel på indhold...«
Queitsch: »...det lyder som et horribelt syn...«
Jensen: »...og jeg kan afsløre, at det blandt andet er til fester på Politiken. Man skal sgu lige passe på med at sige, hvad der er tomt og ikke tomt. Bare fordi det ikke lige er Bob Dylan, så kan det sgu godt have nogle kvaliteter. Og i forhold til, at Jon kun er 17 år, så synes jeg, at outputtet er godt. Og det siger jeg ikke for selv at være 17 år.«
Kommercielt
Den kommercielle udvikling i musikbranchen, som Popstars er et udtryk for, frygter begge anmeldere. Derfor må anmeldelsen først og fremmest være en kritisk og uafhængig forbrugervejledning
Jensen: »Det kan godt være, at jeg er lidt mere mild over for et dansk debutband, der har brugt de sidste mange år på en plade, og droppet deres uddannelser for at øve sig, end jeg er over for et amerikansk orkester med flere år på bagen. Den slags hensyn må man tage. Men man skal huske, at anmeldelsen først og fremmest er forbrugervejledning. Jeg skal som læser have at vide, om det her er en plade, jeg skal investere i eller ej. Måske har jeg alle Kylie Minogues plader, men skal jeg så også have den nye, eller kan jeg springe den over. Den information er for mig langt vigtigere end Kylies fine følelser, som jeg er sikker på, at hun har rigtig mange af... og jeg vil gerne lære dem alle sammen at kende.«
Queitsch: »Haha. Ja, og på den måde er vi er en slags korrektion over for markedsmaskineriet, som jo påstår, at alle plader er skide gode. Så er der nogen, der må gå ind og sige, at det her er noget crap. Det kan godt være, at Julie fra Popstars ser sød ud, men det er altså en dårlig plade, hun har lavet.
Jensen: »Ja, hun ser sød ud, men det er jo desværre ikke hendes udseende, vi skal anmelde.«
Noget værd?
Queitsch: »Når det netop er sådan noget, der bliver pumpet ud i tv-reklamer, har man en forpligtigelse til at forholde sig æstetisk til det. Er det et produkt, der er noget værd, eller er det opreklameret.«
Jensen: »Vi er vigtige over for de kommercielle kræfter, for vi er efterhånden det eneste led, der går i mod den her kommercialisering. Men lige så vigtigt er det også, at vi skriver om de der små danske bands, som aldrig kommer på MTV, og som ikke reklamerer på TV 2, for de har sgu knap nok har råd til en annonce i Information. Det kan virke lidt politisk korrekt-agtigt, når Politiken altid skriver om de små bands, men det er fandeme vigtigt. Hvis der nogensinde er nogen, der skal høre om Moon Gringo, eller hvad fanden det nu måtte være, så er det hos os, det findes.«
Queitsch: »Vi har ikke den samme politiske korrekthed som Politiken, men der bliver skrevet om mange obskure plader i Ekstra Bladet også. Jeg synes også, at jeg har en forpligtigelse til at sige: her er en fyr, som har lavet en skide god plade, han har selv lavet den hjemme i soveværelset, og han har ikke noget...«
Jensen: »...på.«
Queitsch: »Haha.«
Fed up
Jensen: »Når vi tit er mere positive over for de mere obskure plader, så må vi også være ærlige og sige, at det også er en erhvervsskade. Når man hører så meget musik, som er lavet efter en skabelon, så er det befriende af og til at få noget, som er originalt.«
Queitsch: »Ja, hellere en interessant fiasko end endnu en ligegyldighed. Nogle gange slår man måske også ekstra hårdt til en plade, selvom den i virkeligheden ikke er så meget dårligere end de 10 andre, man lige har hørt. Men så er man bare så fed up med den slags musik.«
Jensen: »Branchen har så mange kommercielle kort at spille ud. Der er tv-reklamerne, men der er også alle de tv-stationer, der kritikløst spiller musik døgnet rundt. Og når tv ikke tager musikken alvorligt, og radioen næsten heller ikke gør det, så er der ikke rigtig andre led. Der er kun dagbladskritikerne tilbage... Når der så kommer fænomener som Popstars og Stjerne for en aften, skal vi selvfølgelig være kritiske. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal fordømme det.«
*Serie
Kritikkens vilkår
Dette er femte og sidste artikel i serie om kritikkens vilkår.
Tidligere artikler blev bragt 7., 11. og 13. marts.
Alle artikler på http://tema.information.dk/kritik
