Læsetid: 10 min.

Her haster fortiden ikke

Sankt Petersborg fylder 300 år med pomp og pragt, men festlighedernes Potjomkin-kulisser kan ikke skjule, at der fortsat er ydmygede og fornedrede i Peters pragtby
1. marts 2003

Sankt Petersborg fylder 300 år med pomp og pragt, men festlighedernes Potjomkin-kulisser kan ikke skjule, at der fortsat er ydmygede og fornedrede
i Peters pragtby

Nikolaj Gogol, den gale mand, skrev om dem i sin dagbog og i Næsen, Kappen, Nevskij Prospekt og andre Petersborg fortællinger. Og Dostojevskij, gamle Fjodor, ikke mindre gal, forevigede dem i Kældermennesket og i romaner som Forbrydelse og Straf og De Ydmygede og Fornedrede. Alle disse små, tjavsede og forhutlede, skæbnesvangre skikkelser, som lever i skyggesiden af tsarernes forgyldte pragtby.
Forfatteren til den symbolistiske roman Petersborg, Andrej Belyj, sagde det på denne måde: »Gaderne i Petersborg har én utvivlsom egenskab: De forvandler de forbipasserende til skygger«.
Hverken 74 års kommunisme eller 12 års demokrati har formået at ændre det: Sankt Petersborg – alias Petrograd, Leningrad, og nu igen Sankt Petersborg – er fortsat de ydmygede og fornedrede skyggemenneskers by.
Man ser det ikke ved første øjekast, hvor øjet mødes af den tidligere hovedstads prægtige paladser, kanaler, broer, gader og pladser, der er nyistandsatte i anledning af jubilæet. Øjet søger uvægerligt langs Neva-flodens stolte facader, forbi Peter-Poul fæstningen, Smolnyj, Bronzerytteren, statuen af den vestvendte Peter Den Store til hest, forbi Vinterpaladset, de små broer over kanalerne Mojka og Gribojedov med den fantastiske Blodkirke, til de lange snorlige prospekter og gader, for hvis ende Aleksandr Nevskij Klostret troner frem med sine gyldne spir og tårne. Og øjet frydes over, at Peter for 300 år siden lod byen anlægge her i Ruslands nordlige sumpe for at tvinge det kæmpestore, men tilbagestående rige vestpå og ind i vestlig rationalisme og oplysningstid. Peter flyttede hovedstaden hertil, væk fra den lige så pragtfulde, men langt mere mystiske, asiatisk-byzantinske og ufremkommelige Moskva med de mange snirklede gader og løgkupler.
Vladimir Putin, selv en søn af byen, har sat sig for at fuldføre Peter Den Stores mission – at vestliggøre Rusland. Han trækker – ligesom Peter gjorde det – Rusland mod Vesteuropa, ind i europæiske organisationer og sammenhænge.

Vigtig brik
Sankt Petersborg er en vigtig brik i dette spil.
Så vigtig, at Putin har ladet det faldefærdige Konstantinovskij Palads uden for byen istandsætte for hundrede millioner af rubler, så det nu som præsidentens officielle sommerresidens står klar til at modtage de omkring 40 statsledere, der ventes til byen i anledning af jubilæet den 31. maj. Byen er officielt blevet udnævnt til Ruslands kulturhovedstad og SNG-landenes fælles hovedkvarter befinder sig i det smukke Tauriske Palæ i Petersborgs centrum.
Der har endda været vedholdende rygter om, at præsidenten faktisk havde tænkt sig at flytte hovedstaden fra
Moskva til Nevas bredder. Det afvises dog af Aleksej Sjustov, leder af den komite, der forbereder jubilæet. Sjustov siger i kampagnehovedkvarteret på Mokhovaja gaden, at Petersborg i kraft af sin historie altid har været Ruslands kulturcentrum: »Det er nu blevet bekræftet officielt og formelt, men foreløbig kommer det ikke på tale at flytte flere statslige institutioner, ministerier eller lignende til byen. Det ville koste alt for mange penge. Det er lidt lige som i USA, hvor Washington DC er hovedstad, men New York er centrum for kultur, FN og kapitalen. Vi ønsker en lignende situation her. Vi har kulturen, vi har den internationale organisation SNG, vi mangler bare at tiltrække kapital og forretningsliv.«

Økonomisk boost
Sjustov fortæller, at bystyret under guvernør Aleksandr Jakovlevs ledelse har benyttet jubilæet og præsident Putins velvilje til at give byen et stort økonomisk boost.
»Der er blevet brugt meget store midler på at sætte byen i stand. Veje, paladser, teatre, museer, dæmninger, broer – overalt er der blevet restaureret. Det er med til at bedre byens image i Rusland og internationalt,« siger Sjustov, der er medejer af et stort politisk PR-firma.
Han er derimod ikke meget for at kommentere Petersborgs rygte som Ruslands ’kriminelle hovedstad’ og det faktum, at mange af de statsmidler fra Moskva, som er bevilget til byfornyelse i forbindelse med jubilæet, er forsvundet ned i korrupte embedsmænds lommer.
»Præsidenten har beordret finansministeren til at sende midler til de forskellige ministerier, som så skulle bruge dem på forskellige projekter her i byen – Vinterpaladset, Marinskij teatret, Peter Poul fæstningen, en ny banegård og så videre. Ministerierne har udsendt projekterne i licitation. Nu viser det sig så, at der ganske rigtig er forsvundet mange penge undervejs. Det kører der retssager om allerede. Men det er ikke folk her fra byen, der har ansvaret, det er embedsmænd fra ministerierne i Moskva. De forsøger bare at tvære den af på vores guvernør.«
– Der er mange fattige, bumser, tiggere, alkoholikere, narkomaner, gadebørn i byen – ville det ikke have været bedre at bruge alle de mange midler på dem, end på byforskønnelse?
»Hvis jeg har fem guldmønter, så investerer jeg dem i business og holder lidt igen med udgifterne her og nu,« svarer Sjustov. »Men senere kan jeg leve godt af investeringen. Det er det samme her. Vi bruger alle pengene på at øge byens tiltrækningsevne. Vi skal tiltrække in-vesteringer, penge, folk. Det giver senere penge i statskassen, som så kan bruges på sociale programmer«.

Ingen død muesumsby
»Byens jubilæum er en stor international begivenhed,« fortsætter jubilæets PR-mand. »De fleste lande og byer har tætte historiske forbindelser til Sankt Petersborg. Byen ligger på ottende pladsen på verdensplan som tiltrækkende turistby. Men desværre er det først og fremmest ældre mennesker, der kommer for at se vore museer. Nu har vi chancen for at tiltrække unge og forretningsfolk. Jubilæet vil ændre byens omdømme. Det er ikke en død museumsby, men en levende, dynamisk og moderne forretningsby.«
Der er dog lang vej endnu, inden Sankt Petersborg med sine fem millioner indbyggere kan hævde at være en moderne turistvenlig by. Byen har alt for få hoteller, og serviceniveauet er langt under niveauet i både Vesten og i Moskva. Udlændinge betragtes som lette ofre af både ludere, lommetyve og såmænd også af de officielle myndigheder. Udlændinge må ofte finde sig i at skulle betale det dobbelte eller tredobbelte af, hvad lokale betaler for hoteller, rejser, billetter. Men når Musorgskij Teatret tager dobbelt pris – 200-300 kroner – for en billet til balletten Giselle og glemmer at annoncere, at forestillingen er uden
orkester, fordi orkestret desværre er på turne i Asien, så ligner det bedrageri. Og bedrageri er der meget af i Petersborg.
Det er f.eks. bedrageri, når politiet optager rapport i forbindelse med, at en dansk bus fra Esbjerg bliver påkørt af en bilist, som stikker af. Buschaufføren får at vide, at han skal anmelde påkørslen næste dag på stationen, hvis han skal bruge et dokument til forsikringen. Bedraget består i, at chaufføren ikke får et dokument, men bliver sendt videre til et andet kontor en dag senere. Her er der over en dags kø ind til kontoret, så eneste mulighed for at nå at få det nødvendige dokument er at bestikke en betjent til at udfærdige dokumentet i en fart.
Som sagt så gjort. Og sådan gør rus-
siske borgere hver dag for at holde de evigt sultne og korrupte embedsmænd og politifolk på afstand. Det kæmpemæssige snyltende bureaukratiske apparat, som Gogol og Dostojevskij skrev om allerede i 1800-tallet.
»Blændværk er et russisk naturfænomen,« forklarer dumamedlem Julij Rybakov i sin lejlighed i Petersborg.
»Svindel og humbug er hverdagskost, korruptionen rammer os alle. Embedsmændene stjæler de penge, der skulle gå til at modernisere byen. I stedet laver de fupmoderniseringer. Blændværk. Det er kun facaderne, der er blevet pæne. Det er det, vi kalder Potjomkin-facader. Inde bag ved er der ingenting. Intet.«
Inde bagved hos Eduard, der ikke ønsker sit efternavn nævnt, er der i hvert fald hverken moderniseret eller restaureret. Han bor på Voskov gaden nummer 2. Tæt på byens centrum og Nevskij Prospekts fancy og dyre varemærkeboutiquer som boutique Liza i Passagen, der sælger Baldini, Vicini, botticelli, Nando Muzi sko til mellem 10.000 og 50.000 rubler. 10.000 rubler (ca. 3.000 kroner) svarer til fem gange Eduards månedsindkomst. Huset, som Eduard bor i, ejes af bystyret. Eller rettere – ruinen.
Eduard, en 65-årig pensioneret atomfysiker, deler en tidligere lejlighed med fire andre. De har fælles køkken og lokum og hver sit hummer. De bor som alle andre i bygningen og i kvarteret og som flertallet af russiske borgere stuvet sammen i en af sovjetstyrets levn – en såkaldt kommunal lejlighed. Og huset er i total forfald.
Kælderen har i månedsvis været oversvømmet med varmevand og kloakvand. Der er ingen varme i radiatorerne, selvom det udenfor er 20 graders frost. De sparer på strømmen, fordi den er dyr. Eneste opvarmning er gaskomfuret i køkkenet. 10 grader viser termometret.
»Og alligevel betale vi hver 120 rubler om måneden for varme og varmt vand,« siger Eduard og famler sig frem i den mørke og beskidte opgang. Han viser vej til nabokonen Sinajda Aleksandrovna på 79, som netop har besøg af sin søn. De ligger under tæpper og frakker for at holde varmen.
»Bystyret er banditter, ledelsen er banditter, demokrater er tyve og røvere, der stjæler som ravne. Gorbatjov, Jelt-sin, Gajdar og Tjubajs burde bures inde,« raser Eduard og peger i stedet på sine helte, Lenin og hans offer, tsar Niko-laj den anden, der begge hænger på væggen og skeler olmt til hinanden.
Eduard fortæller, at han i sin tid havde sparet 1.000 dollar op til sin søns uddannelse. Men krakket i august 1998 reducerede dette beløb til tre rubler.
Eduard blev skilt fra sin kone, som »ikke ville leve sammen med en simpel sovjetisk ingeniør«.
Så nu »lever og ånder jeg for min søn og tjener lidt penge til ham ved at køre taxi i min gamle Lada. Men det er svært at holde det ud, når myndighederne bare ignorere os og lader vort hus falde sammen for øjnene af os, mens de bruger milliarder på byjubilæet«.

Vildt uoplyste mennesker
Eduards tillid til det russiske demokrati kan derfor ligge på et meget lille sted. Han tror ikke på, at russerne er modne til demokrati:
»Vi er vilde uoplyste mennesker. Og man kan ikke tvinge demokrati ned over hovedet på vilde mennesker. Det tager generationer, inden vi bliver tilpasset vestens mentalitet og tankegang. Hvis man forcerer denne proces, vil det uvægerligt igen føre til krige, revolutioner og katastrofer,« siger en filosoferende Eduard trods kulde, kloakstank og mørke her i en bygning, der minder meget om dem, som Dostojevskijs kældermennesker og ydmygede og fornedrede levede i.
I Dostojevskijs egen lejlighed, Dostojevskij museet på Kuznechnyj gaden, myldrer det med skolebørn, der langt fra virker, som om de er ydmygede og fornedrede. En af museets kustoder, Galina Verbitskaja, fortæller gerne og længe om den store forfatters liv og levned.
»Han blev selv ydmyget og fornedret, men tog sig af ydmygede og fornedrede i hele verden. Lenin kaldte ham en skidt forfatter, fordi han var religiøs, menneskelig og antirevolutionær. Men Dostojevskij var alle tiders største forfatter, og det er godt, at han nu igen bliver udgivet, og at de rejser mindesmærker for ham både her og i Moskva,« siger Galina Verbitskaja.
Hun er filolog og litteraturhistoriker af uddannelse, men er nu pensionist og supplerer den ynkelige pension med
kustodearbejde her på museet.
»Lenin og hans bolsjevikker har brugt 74 år på at ødelægge Peters og Dosto-
jevskijs skønne by. Demokraterne skal måske bruge lige så mange år på at genoprette den, men vi ser tydelige forbedringer for hver dag, der går. Det skal Jeltsin og Putin have tak for,« siger hun ivrigt.
Galina Verbitskaja peger ud ad vinduet på gaden, som huser et stort velassorteret fødevaremarked, en bank, en sexshop og en juridisk konsultation, og fortsætter:
»Alene på denne gade kan du se fremskridtene. Der har du symbolerne på demokrati, ytringsfrihed og markedsøkonomi. Der er varer på markedet i modsætning til under kommunisterne, der er fri adgang til juridisk hjælp imod både banditter og myndigheder, og det er blevet muligt at tale om sex, læse Dosto-
jevskij og diskutere politik. Endda med en udlænding som dig.«
»Jo, vi bliver mindre og mindre ydmyget og fornedret, selvom guvernøren gør sit bedste for at hindre fremskridtene, og selvom demokraterne også forsøger at lægge et tyndt lag fernis over virkeligheden. Demokratiet er også på sin vis en Potjomkin-kulisse,« siger hun.
Galina Verbitskaja peger igen ud på den gade, som gamle Fjodor selv vandrede rundt på, tynget af spillegæld og plagsomme indre dæmoner. Her står et nyt monument over den store forfatter.
»Han ligner en tigger,« siger Galina Verbitskaja.
På den anden side af gaden ligger den smukke kirke med guldkupler – Gudsmoder Kirken – som forfatteren frekventerede på sine vandreture i Peters by. Uden for kirken står der traditionen tro nogle forhutlede krøblinge og gamle koner, som ikke blot ligner tiggere. De ér tiggere.
»Det er fortidens skygger – de ydmygede og fornedrede,« siger Galina Verbitskaja med et sørgmodigt smil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu