Læsetid: 4 min.

Fra heksekedel til sandkasse

Sidste gang landsholdet mødte rumænerne, havde de placeret en heks bag Schmeichels mål
28. marts 2003

EM-kamp
»Ja, de spillede i hvert fald ikke på kærnemælk,« sagde Søren Lerby, da han analyserede 1-3 nederlaget i sin 67. og sidste landskamp.
Det var onsdag den 15. november 1989. Stedet var Bukarest. Vinderen var Rumænien – mens det danske landshold sammen med kampen tabte deltagelsen i VM-slutrunden 1990 i Italien.
Siden har de rød-hvide ikke spillet mod rumænerne. Men rygtet fra dengang om, at de vilde og utrættelige rumænere var ’krudtet’ med et eller andet, som var betydeligt stærkere end »Lerbys kærnemælk«, rumsterer stadig blandt os, der var med på Steuas stadion dén triste novembereftermiddag i Bukarest. Dér, hvor selv folkesjælen var blevet grå.
Hvad der ikke blev fortalt dengang var ifølge en rumænsk kollega, at en heks forklædt som pressefotograf i al hemmelighed var placeret bag Peter Schmeichels mål. Hun havde lovet et par funktionærer i fodboldforbundet, at hun kunne hekse lidt med det danske mål og dets vogter – og de havde i al stilhed og af frygt for den kommunistiske diktator og despot Nicolae Ceaucescu takket ja til den magiske håndsrækning. Det kunne vel aldrig skade i en kamp, som rumænerne skulle vinde, hvad de også gjorde ved at passere Schmeichel tre gange efter Flemming Povlsens åbningsmål tidligt i matchen. Blot seks uger efter 3-1 sejren og Rumæniens første kvalifikation til en slutrunde i 20 år blev Ceaucescu væltet og skudt. Det er ikke alle politiske problemer, der kan holdes nede af en stor national fodboldsejr.
Omvendt kan EM-fodbolden i dag ikke stoppes af, at Danmark rent faktisk deltager i krigen i Irak. Det har end ikke været til diskussion!

Copacabanabold
Både for Rumænien og Danmark blev kampen åbningen til et årti med de største landsholdsresultater nogensinde. Danskerne som europamestre i 1992 og VM-kvartfinalister i 1998 med et hold, der havde rødder i det olympiske landshold, som lammetævede rumænerne
8-0 i en kvalifikationskamp i Aalborg i 1987. Rumænerne nåede ottendedels-finalen i VM 1990, hvor de tabte på straffesparkskonkurrence til Irland. Historien gentog sig i VM-finalen 1994 mod Sverige, mens rumænernes svar på Maradona, Gheorghe Hagi, og hans medspillere i VM 1998 tabte ottendedels-finalen 0-1 til Kroatien.
I EM 2000, hvor Bo Johanssons aldrende hold blev sendt hjem med tre klare nederlag, vandt Rumænien 2-1 over England på sejrsmål af Ganea, spillede uafgjort mod Tyskland – og tabte finalen klart, 0-2 til Italien. Og det er altså EM-slutrunden 2004 i Portugal, som det gælder i morgen på det nationale stadion i Bukarest. Under Ceaucescu var det opkald efter ’frihedsdagen’ 23. august, men i dag hedder det Liu Manoliu – efter den kvindelige diskoskaster, som deltog i seks olympiske lege og vandt guld i 1968 – 36 år gammel.
Heksekedlen fra dengang er ifølge Informations rumænske hjemmelsmænd blevet en ren sandkasse, som »Europas brasilianere« med morbid selvironisk humor kalder Copacabana, efter den berømte ’fodbold-strand’ i Rio de Janeiro. Balladen om banen er en udløber af en lang, hård vinter med sne så sent som i lørdags – og utilstrækkelige ressourcer til at trimme den. Ved at hælde sand ud over græstotterne prøver man at forebygge, at der skal spilles i en mudderpøl, som da rumænerne i efteråret tabte 0-1 på hjemmebane til Norge.
Men godt ser det ikke ud, og det er ikke kun Morten Olsen, der ved, at en dårlig plæne rammer det hurtige rumænske kombinationsspil – og hjemmeholdets kvikke driblere – mindst lige så hårdt som det danske.

Pløjemark
Der er trods 50.000 tilskueres støtte ikke megen hjemmebanefordel i at spille på en pløret og opkørt pløjemark. Og de dansker-studier, som den rumænske træner Anghel Iordanescu til Morten Olsens fortrydelse foretog under VM i sommer i Korea, hvor han som FIFA-observatør »groft udnyttede« muligheden for se Danmark træne, bliver helt ligegyldige på en umulig bane. Det har Morten Olsen i øvrigt forberedt sine spillere med træningsøvelser, hvor der blev sparket længere og højere fremad og spillet i mere enkle mønstre end normalt.

Fravær
Skader har berøvet begge trænere nogle spillere. Værst hos Danmark er Thomas Helveg og Kasper Bøgelund, men de er som defensiv-spiller lettere at erstatte (med Jan Michaelsen eller Thomas Rytter) end Iordanescus angribere Adrian Ilie fra Alavés, Viorel Moldovan fra Nantes og Marius Niculae fra Sporting Lissabon. Især fordi opgøret mod danskerne er lakmusprøven for det unge rumænske landshold med de tre gamle Bundesliga-rygstøtter i en forventet 3-4-3 åbningsformation: Popescu, 35 fra Hannover 96 som defensiv styrmand, Munteanu, 34 fra Wolfsburg på venstre midtbane og målskytten Ganea, 30 fra Stuttgart.
Rumænerne skal vinde over Danmark efter 0-1 hjemme til Norge i Bukarest, 7-0 over Luxembourg og 3-0 over Bosnien Hercegovina. Uafgjort er ingen katastrofe for de rød-hvides EM-ambitioner, men det ville Morten Olsen aldrig sætte som mål for en kamp, hvor fløjmændene Dennis Rommedahl og Jesper Grønkjær (igen) bliver afgørende for dansk succes. Og hvor det er sidste udkald for den mål-løse forward Ebbe Sand som stamspiller i front, Sand scorede sidst for Danmark mod Luxembourg den 12. oktober (2-0) og for Schalke 04 den 7. december sidste år.

*TV 2 lørdag klokken 16.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu