Læsetid: 5 min.

Hurtigt ind, hurtigt ud

Molly Luft kalder sig Tysklands tykkeste luder. Hun driver et traditionelt bordel i Berlin. Selv om loven giver mulighed for det, kunne hun ikke drømme om at fastansætte sine kvinder
13. marts 2003

På bordel
BERLIN – Molly Luft har iført sig arbejdstøjet. En underkjole, der ikke kan skjule det, den egentlig skal gemme. Hun er ikke bare tyk – hun skvulper, når hun går.
»Ja, jeg er Tysklands tykkeste luder,« kvidrer Molly, vægten viser 318 pund.
»Mine kunder siger, at jeg endelig ikke må tabe mig. Derhjemme har de alle sådan nogle radmagre koner, men engang imellem vil mænd altså gerne tage ordentligt fat, mærke en rigtig kvinde.«
Gardinerne er trukket for, midt på formiddagen er der mørkt i lejligheden. Ude i køkkenet sidder et par letpåklædte kvinder og venter, mens en pornofilm lydløst illustrerer, hvad der foregår her i Bamberger Strasse.
I Mollys dagligstue står tunge, grønne lædermøbler, i reolen et billede af sønnen, i hjørnet en dobbeltseng uden dyne.
»Jeg både bor og arbejder her. Man kan jo ikke have en seng stående, som ikke bliver brugt.«
Den 58-årige Molly er blevet en legende i Tyskland – og dertil en succesrig forretningskvinde med bordel, souvenirhandel og videoproduktion.

Som hos frisøren
Og chefen er hverken for fin eller for gammel til selv at tage fat. På væggen hænger hendes prisliste – ligesom hos frisøren. Ydelserne koster fra et par hundrede kroner og op efter.
»Det er meget billigt her. Jeg siger altid: Molly Luft er Tysklands Aldi-bordel,« smiler hun fornøjet.
Og selv om discount-kæden sikkert væmmes ved sammenligningen, er Mollys forretningskoncept det samme som Aldis. Høj omsætningshastighed. Med korte mellemrum ringer det på døren, og en af pigerne smutter ud af køkkenet for tage imod.
»Mænd har jo aldrig penge, men øl og bordel skal der være råd til. Jeg siger altid: Hellere flere kunder med få penge, end få kunder med mange penge. Dagen går meget nemmere på den måde.«
Hurtigt ind, hurtigt ud. Mændene har travlt. De kigger ind i frokostpausen eller på vej hjem fra arbejdet. Hvis deres lyst skal forblive en hemmelighed, kan de ikke blive her i timevis.
»Man skal ikke skamme sig over at gå på bordel. Jeg siger altid: En god ægtemand skåner sin kone. Der er også kvinder, som ikke vil gøre det, manden har lyst til, men derfor behøver man da ikke straks at blive skilt. Der er vel andre grunde til, at man blev gift? Mennesker er forskellige, og mænd ser ikke så snævert på det...«
»Singler bliver der flere og flere af. Jeg har mange yngre mænd, som jeg spørger, hvorfor i alverden de går på bordel, når de ser så supergodt ud. De svarer, at de arbejder meget og hverken har tid eller råd til at flirte, købe blomster, give middage, gå ud at danse og den slags. Altså går de på bordel – og det er da helt fint.«

Alfons i fåreklæder
Engang – for 40 år siden – ekspederede Molly Luft i en radioforretning. Dengang var Vestberlin en løssluppen ø midt i Østtyskland, beskyttet af allierede tropper. Hendes mand arbejdede på kontor for amerikanerne. Pengene var små i den lille familie, men den var fuld af kærlighed. Troede hun.
»Jeg forgudede min mand. En dag sagde han, at han godt kunne tænke sig at kigge på, mens jeg var i seng med en anden. Jeg var længe om at forstå, at det i virkeligheden kun handlede om pengene. Han var en alfons gemt bag ægteskabets anstændige facade. Alt, hvad der var smukt og dyrt, ville han have... Og hvis man ikke selv har pengene, må man finde en kvinde, der kan skaffe dem!«
Vreden lyner pludseligt i Mollys øjne – selv om de to forlængst er blevet forsonet og har giftet sig igen. Men dengang havde hun fået nok af hans griskhed og hykleri. Hun lod sig skille.: Jeg ville hævne mig på ham!«
Nok var Molly prostitueret, men hun var også stolt – og nu satsede hun alt på at blive berømt. Hun lagde ud med at byde på en enorm marmor-penis, som en privat tv-station holdt auktion over til fordel for AIDS-hjælpen.
»Jeg var sikker på, at når jeg først havde den, ville jeg blive kendt.«
Prisen blev høj, knap 40.000 kr., men den var alle pengene værd – pludselig vidste hele landet, hvem Molly Luft var.
Hun fik lavet plakater af sig selv. Te-krus og sex-videoer. Hun lejer sig ud til fester som topløs surprise-gæst, hun har indspillet en cd med et rockband. Længe anede hendes to børn intet om virksomheden i Bamberger Strasse. Da de endelig fandt ud af det, blev de så forargede, at de vendte hende ryggen.
»Men pengene ville de stadig gerne have!« fnyser Molly.
Også dét hykleri fik hun ram på. En dag ringede datteren og sagde, at hun var på spanden. ’Du kan da arbejde hos mig,’ foreslog Molly. Og sådan gik det til, at bordellet en kortere overgang kunne tilbyde en mor-datter løsning.
»Hun var ikke særlig god.«

Nær pensionen
Arbejdet er stadig sjovt – bedyrer Molly – selv om turen ned i banken efter lukketid er sjovest.
»Mændene er der ingen problemer med. Man glæder sig, når de kommer, og man glæder sig, når de går. Men kvinderne! Dem er der altid ballade med; så møder de ikke til tiden, så er de syge, så gider de ikke arbejde...«
Derfor kunne hun ikke drømme om at fastansætte sine kvinder, selv om tysk lovgivning giver prostituerede ret til en kontrakt, fast løn og faste arbejdstider, sygedagpenge og en pensionsordning – blot de betaler skat.
»Hele sagen blev startet af de prostitueredes organisation, Hydra. Et par af funktionærerne dér har måske været ludere engang, men nu får de deres faste løn af det offentlige og skal finde ud af at gøre gavn for pengene...«
Loven, der blev indført den 1. januar 2002, er ganske ude af trit med virkeligheden, mener arbejdsgiveren Molly.
»For det første: Kvinderne vil aldrig betale skat frivilligt. Jeg har talt med mange kvinder gennem tiderne, og de siger: Hvis jeg skal betale skat, holder jeg straks op og går på socialen. For det andet: Sygepenge og pension interesserer dem ikke – mange prostituerede er sært nok gift og er dermed dækkede af deres mands sociale forsikringer. Og endelig vil kvinderne nødigt ’oute’ sig som prostituerede.«
Molly Luft forstår egentlig ikke, hvad loven skulle gøre godt for. Lovliggørelse? Skat? Sygekasse? Hun har aldrig lagt skjul på, hvad hun levede af – selv om det egentlig var forbudt i følge den gamle sædelighedslov fra 1901.
»Jeg meldte mig hos skattevæsenet for 28 år siden som ’selvskabsdame’, og ingen – heller ikke sygeforsikring eller pensionsselskab – har nogensinde sagt noget.«
Næste år vil Molly Luft gå på pension. Hun har sparet sammen til sin alderdom, snart vil hun nyde livet i sin lejlighed ved Østersøen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her