TEL AVIV Den 10. internationale teaterfestival i Amman er blevet aflyst. I sidste uge skulle skuespillere fra 27 lande i og udenfor Mellemøsten have kastet glans over den jordanske hovedstad, men arrangørerne fandt det klogest at udsætte arrangementet.
»Vor konstante frygt for amerikanske og zionistiske forsøg på at undertrykke os er begrundelsen for aflysningen,« siger festivaldirektør Nader Imran til dagbladet Jordan Times.
Bemærkningen falder godt i tråd med en generel stemning, som er blevet opbygget gennem de sidste mange måneders krigsforberedelser, og nu da offensiven mod Bagdad er i fuld gang, synes det at øge jordanernes frygt for, hvad udviklingen vil bringe. Landets ledere udtrykker sig i overensstemmelse hermed, men søger samtidig ved diskret at lade amerikanske og britiske tropper tage afsæt fra landets territorium at holde sig bedst mulige venner med krigens sandsynlige vindere.
I 1991 holdt man grænsen til Irak åben og lod transporten af varer til Saddam Husseins styre fortsætte uhindret. Efterfølgende faldt straffen i form af en stærk beskæring af amerikansk hjælp til Jordan, som også blev lagt på is af en række velhavende arabiske stater. Blandt andet var det slut med saudiarabisk olie til fornuftige priser, og den situation vil man gerne undgå at sætte sig selv i igen.
Eller rettere: Man har ikke råd, men kan næppe undgå vanskelighederne.
»Vi befinder os i et alvorligt dilemma,« siger dr. Mustafa Hamane, som er direktør for Centeret for Strategiske Studier (CSS) ved University of Jordan i Amman.
»Jordan har længe stået overfor valget mellem at støtte amerikanerne ved at lade deres tropper benytte jordansk territorium og så håbe på, at de hjælper os begefter, eller at slutte os til den meget skarpe arabiske modstand mod krigen og se hvad der så vil ske.«
Dr. Hamane forklarer overfor
Information, at Jordan forsøger at gøre begge dele, hvilket i praksis betyder, at man søger at holde den lavest mulige profil og håber på en hurtig afslutning på krigen. Jordan er gået på stand by.
Handel med Bagdad
CSS foretog kort før krigen en meningsmåling, som udtrykker jordanernes bekymring. Hele 98 procent af befolkningen mener, at krigen vil have negative følger for landet, og af disse mener 53 procent, at konsekvenserne vil være af økonomisk karakter. Sammenholdt hermed mener beskedne seks procent, at prisen skal betales i form af forringet sikkerhed og stabilitet, mens fem procent ser problemet som demografisk, altså ved et større antal flygtninge fra Irak.
Denne fordeling af holdningerne hænger blandt andet sammen med, at Irak indtil nu har været jordanernes største arabiske handelspartner, og at man nu ser en vigtig økonomisk partner glide af hænde, hvilket allerede mærkes nu.
Stort set hele Jordans årlige forbrug på fem millioner ton olie er kommet fra Irak halvdelen som gave og resten til stærkt reduceret pris. At købe tilsvarende mængder til almindelig markedspris kan blive en alvorlig belastning for den allerede stærkt vaklende jordanske statskasse.
Ganske vist har Saudi-Arabien i denne uge givet tilsagn om at genåbne olieleverancerne til Jordan, »men det vil ikke være til særpris,« oplyste prins Saud al Faisal på et pressemøde tirsdag.
Til gengæld for olien har Irak fået forsyningslinjen gennem Jordan, hvilket har skabt både arbejdspladser og omsætning. Det er borte, hvilket også gælder irakiske indkøb i Jordan. Eksporten af plastikprodukter er faldet med 100 procent og lædervarer med 77, siger de seneste handelstal.
USA har forsøgt at imødegå problemet. Sidste søndag trædte en omlægning af Jordans gæld til amerikanerne i kraft, hvilket vil nedbringe afdragene i de næste fem år, og den statslige udviklingsorganisation USaid har allerede fordoblet sit budget for Jordan. På samme vis afsatte Verdensbanken allerede i januar 305 mio. dollar til Jordan, hvilket dog ikke dæmmer op for en udbredt mistro.
»Jeg har også hørt, at USA har sendt penge i dag for at lukke nogle huller, men hvad sker der efter krigen?« spørger en forsker ved CSS, Hassan Barari.
»Der er ikke megen folkelig tillid til, at den amerikanske interesse holder. Efter krigen vil der være et enormt hjælpearbejde at udføre i Irak, Israel kræver støtte og palæstinenserne skal have deres, så det er en udbredt opfattelse, at vi bliver glemt igen.«
Freden med Israel
Det er ikke forbudt at demonstrere mod krigen, men som noget nyt kræver det myndighedernes forudgående godkendelse. Dette skridt har styret også taget i Egypten, men både i Cairo og Amman ved man til fulde, at utilfredsheden kun lader sig dæmpe for en tid. Men man kender også afhængigheden af ydre faktorer for at skabe varige løsninger.
En af disse er USA og Vesten, som f.eks. kommer ind i billedet, hvad angår Egyptens og Jordans respektive fredsaftaler med Israel.
»Vi støtter palæstinensernes sag, men vi kan ikke slås for dem,« fortsætter Hassan Barari.
»Dette stiller os i en ydeligere kompliceret situation i forhold til den arabiske verden, fordi krigen i Irak har sat ekstra fokus på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Vi er hensat til at håbe på, at amerikanerne sætter deres køreplan igang, men så længe Israel har Sharon ved magten, tror jeg ikke på noget fremskridt, og følgen bliver med sikkerhed politisk uro her i landet. Så hvordan du end vender og drejer spørgsmålet må jeg konkludere, at Jordan vil komme ud af denne krig som taber!«
