Kald det bare kompensation

Qlummen
Ebba Strange, der blev gruppeformand i SF i 1977, leverer i bogen Blomster & Spark fra 1985 en personlig, men også meget tidstypisk og alment identificerbar forklaring på, hvorfor fænomenet kønskvotering eller ’positiv særbehandling’ havde en markant kvindeopbakning i 70’erne og i starten af 80’erne. I dag er begrebet en død sild herhjemme. Hvad der netop nu er god grund til at reflektere over efter denne uges offentliggørelse af en kortlægning af antallet af lande, der i de sidste 10-15 år har indført kønskvotering til de nationale parlamenter. 32 lande i alt er der tale om.
Ebba Strange fortæller om sin første tid i folketingsgruppen: »Jeg har været børnehaveleder, jeg har været afdelingsleder, jeg har haft ledende poster på seminariet – det har aldrig generet mig at have lederposter, det har jeg det fint med, jeg kan godt det kram der, men jeg har altid haft det i kvindeverdener. Og pludselig havner jeg i den folketingsgruppe og oplever en mandschauvinisme, så jeg troede, det var løgn, jeg troede ikke, det fandtes blandt mine egne. Ikke bare skulle de kigge mig an, fordi de ikke kendte mig, der synes jeg for så vidt er fair nok, men de skulle kigge mig særligt an, fordi jeg var kvinde og havde afløst en af deres gamle mænd, Holger Viveke. En kolossal skepsis rettet mod min person og mine evner og min formåen.«

Vi er masser af kvinder, der har oplevet og den dag i dag jævnligt oplever det samme. Som kvinder har vi ofte en anden logik end den mandlige. Vi har i mange tilfælde et andet værdisæt og en anden måde at gebærde os på – på godt og på ondt. Hvad vi savner i forhold til konfrontation og direkthed – en af mænds dyder er vel, at de ikke er så bange af sig, men siger tingene lige ud, så man ved, hvor man har dem – leverer vi i indlevelsesevne og omsorgsmønt. Ingen sammenhænge – hverken ude eller hjemme – kan fungere uden et element af omsorg. Forskellen i de to køns fremtoning og adfærd betyder ikke desto mindre, at de mænd, der gennem historien har leveret normerne og sidder på magten, ofte ser på os – ’de fremmede’ – med skepsis. Som nogen, det er charmerende at have med, hvis der er overskud og råd – fordi vi jo er både kønne, kvikke og sanselige. Men helt ’rigtige’ som kolleger og kammersjukker er vi ikke. Den dom har de færreste kvinder som Ebba Strange selvtillid til at kapere, så mange trækker sig såret tilbage. For det tænkte de jo også selv et eller andet sted – at de ikke var gode nok.
Omsat til politik hedder instrumentet til at gøre noget radikalt ved det resultat, der kommer ud af historiens traditionelle mandsstyring af samfundet, kønskvotering eller positiv særbehandling. Efter min opfattelse et klart undervurderet redskab ikke mindst af danske kvinder. Jeg kan for min dyd ikke se, at det på nogen måde skulle være angribeligt at gøre som eksempelvis staten Costa
Rica, der stræber efter, at 40 procent af pladserne i parlamentet skal tilfalde kvinder. Eller hvad med de mange stater, der har lagt sig fast på et ønske om en kvinderepræsentation i det nationale parlament på 30 procent eller lidt mere: Argentina, Bolivia, Eritrea Guyana, Indonesien, Makedonien, Mexico, Panama, Serbien-Montenegro, Tanzania og Ve-nezuela. For ikke at tale om Kenya, der siger 50 procent. Eller det mere hjemlige Frankrig, der på papiret kræver 45 procent kvinder i parlamentet, men rent faktisk kun kan opbyde 12,1 procent. Hvilket jo unægtelig trækker ridser i polituren.
»Jamen jeg vil ikke vælges, fordi jeg er kvinde, men fordi jeg er mig,« argumenterede en masse danske kvinder, dengang det endnu skete, at en arbejdsgiver på bedste EU-lovgivningsmanér efterlyste en ansøger til en ubesat stilling med tilføjelsen, at hvis der blandt ansøgerne optrådte en lige kvalificeret mand og kvinde, ville det ringest repræsenterede køn blive foretrukket. Jamen hvorfor dog ikke? Alle ved jo, at en arbejdsplads fungerer bedst med både kvinder og mænd i personalet. Vi deler forhåbentlig viden og håndværksmæssig kunnen, men kvaliteten ligger vel netop i, at vi ikke nødvendigvis forvalter vores faglighed fuldstændig ens, men i bedste fald supplerer hinanden. Og så gør det vel heller ikke noget, at de to køn har glæde af at omgås og gerne pudser fjerene på en lystigere måde ved udsigten til hinandens selskab.
Er det i virkeligheden ikke morderisk individualistisk og selvcentreret at tro, at man er et så helt særegent væsen, at man skal vælges på sin helt individuelle personlighed? Fremfor at repræsentere en konkret faglighed og det køn, som man jo ikke kan bortforklare at tilhøre – på godt og ondt.
Sådan mente jeg i 70’erne, hvor jeg selv som følge af et krav fra læserne af dette blad om flere kvindelige skribenter blev kønskvoteret ind på Information. Hvilket var det eneste anstændige, eftersom der var ganske få kvinder på redaktionen sammenlignet med antallet af mænd. Og det samme mener jeg i dag. Jeg synes stadig, at det tyder på et vist selvhad ikke at opfatte sine kønslige kvalifikationer som en værdi i sig selv.

Kønskvotering eller positiv særbehandling blev opfundet som redskab i en tid, hvor man begyndte at definere kønsroller som en social konstruktion. og begyndte at se de konstruerede kønsforskelle som årsag til den almindelige ulighed og diskrimination af kvinder. Der rejste sig i 7o’erne et oprør mod den traditionelle opfattelse, at kvinder og mænd fra naturens hånd er forskellige og derfor bør placeres forskellige steder i samfundet. Problemet i oprørsårene var – set fra mange kvinders side – at mændenes liv fortsat blev fastsat som normen, men nu også for kvinderne. Og sådan er det jo i vid udstrækning stadig.
Drude Dahlerup, der i dag er professor ved Stockholms Universitet, leverer i sin store bog om Rødstrømpebevægelsen et sjovt billede på, hvad der i 70’erne sker med ligestillingsbegrebet. Hun taler om, at det klassiske liberalistiske ligestillingsbegreb, lige muligheder, blev sat under pres af den ny kvindebevægelse. Den stillede et nyt ligestillingsideal op, som Dahlerup kalder faktisk lighed, eller resultatlighed. Forskellen illustrerer hun med et 100-meter løb. Lige muligheder er et krav om lige vilkår ved startlinien, mens faktisk lighed eller resultatlighed er et krav om, at alle skal komme i mål på samme tid.
Nogen afviser princippet om positiv særbehandling med, at det strider mod princippet om
lige muligheder for alle uanset køn. Fortalerne hævder derimod, at ligestilling ikke kan opnås ved hjælp af ligebehandling, så længe betingelserne for de to køn er så forskellige. Så længe vi med andre ord ikke reelt har lige muligheder – som følge af de traditionelle kønsrolleopfattelser.
Kønskvotering blev i 70’erne og 80’erne et redskab til at skynde på en for langsom udvikling – helt på linje med den store gruppe lande i den tredje verden, der nu målrettet forsøger at få flere kvinder ind i parlamentet. Ofte ud fra den tankegang, siger Drude Dahlerup, at »lad os prøve med kvinderne – det kan ikke blive værre.« Dahlerup peger på Pakistan og Indien som lande, hvor det af samme grund viser sig at rykke.
Det har i øvrigt overrasket de svenske forskere på Institut for Democracy and Electoral Assistance (IDEA), at hele 32 lande verden over har fastsat en bestemt kvindekvote i enten forfatningen eller i lovgivningen til de nationale parlamenter. 17 lande har samme bestemmelser, når det gælder valg til forsamlinger på lavere niveauer – forsamlinger, der svarer til vores amtsråd og kommunalbestyrelser. Udviklingen begyndte forsigtigt efter FN’s kvindekonference i Beijing i 1995 og er så taget til indenfor de seneste år.

Og hvorfor er det så lige præcis, at vi her i Danmark skulle bruge energi på at spekulere i positiv særbehandling – os, der kan rose os af at have hele 38 procent kvinder i Folketinget? Vel at mærke uden krav om kønskvotering i forfatningen. Svaret er, at vi stadig ligger langt fra de 50 procent. Stik mig en god grund til, at vi ikke skulle dele folketingsarbejdet med mændene?
Drude Dahlerup siger til Politiken, at hun mener, at de nordiske lande, som p.t. har den højeste parlamentariske kvinderepræsentation, er godt på vej til at blive overhalet. Fordi debatten simpelthen er ’faldet i søvn,’ og vi slet ikke ’tør røre ved redskabet kønskvotering.’ Island er allerede overhalet af Costa Rica.
Ved valget herhjemme i 2001 gik kvinderepræsentationen i amtsrådene tilbage, kommunalbestyrelserne holdt kvinderne på status quo, mens Folketinget fik få kvinder mere. Måske skal vi bare finde på et nyt navn og så i øvrigt udvide brugen af begrebet til en række andre områder i samfundet? For min skyld må kønskvotering gerne hedde kompensation, som professor Dahlerup foreslår. Hvis det glider lettere ned i disse nyliberalistiske tider.