Læsetid: 8 min.

Jeg kan min metiér

Gennem et langt liv med film er Søren Kragh-Jacobsen blevet så sikker på sig selv, at han præcis ved, hvad han vil have, fortæller den danske instruktør her i et interview om sin nye film, den engelsksprogede ‘Skagerrak’
7. marts 2003

(2. sektion)

Interview
Halvvejs inde i min tildelte time med Søren Kragh-Jacobsen begynder han at tale om Iben Hjejle, og han kan næsten ikke stoppe igen. Jeg er troppet op hos Nordisk Film for at tale med instruktøren om hans seneste film, den engelsksprogede Skagerrak, hvori Hjejle har hovedrollen.
»Som mand finder du den skuespillerinde, som du synes er allerdejligst at rette dit kamera mod,« siger han og tager sig selv i at stirre på en plakat for filmen, der hænger bag mig og blandt andet viser et stort billede af den unge skuespillerinde.
Hun er også dejlig – og god i rollen som den danske pige Marie, der arbejder og fester sig frem i verden sammen med sin skotske veninde
Sophie. Uden penge havner parret i en skotsk flække, hvor Marie af nød siger ja til at være rugemor for et velhavende godsejerpar, der har brug for en arving.
Det er en rolle og en præstation fuld af humor og liv, men også præget af smerte og rådvildhed.
Søren Kragh-Jacobsen og Iben Hjejle arbejdede første gang sammen på dogmefilmen Mifunes sidste sang (1999) og besluttede, at det ville de gerne igen.
»Der er mange dejlige skuespillerinder i Danmark, men til Mifune var Iben den bedste,« siger Kragh-Jacobsen.
»Desuden var hun lidt ubrugt på den måde, at hun kun havde lavet Portland (1996) og en enkelt kortfilm. Hun er sjælden, fordi hun kan være både grim og skøn på én gang. Hun er en metodeskuespiller, som arbejder meget med sit forståelsesapparat og temperament. Og så har hun en meget stor sensuel udstråling, hvis man altså har sit modtageapparat i orden.«
Og det har Søren Kragh-Jacobsen. Han synes, at Hjejle har noget Brigitte Bardot over sig i visse scener. Og så stiller hun gode spørgsmål til det, han laver og kan få ham til at ændre ting. Som instruktøren begejstret fortæller om skuespillerindens fortræffeligheder, får man næsten indtrykket af, at han er blevet forelsket i hende. Det er han på sin vis også.
»Der er ikke nogen mandlige instruktører, der laver en kærlighedsfilm, hvis ikke de kan blive forelskede i deres hovedperson. Jo, det er der nok, men så er de fulde af løgn.«

Styret af tegn
Skagerrak er en kærlighedsfilm, ikke et drama eller en komedie, men et eller andet midtimellem. Et eventyr kalder Søren Kragh-Jacobsen den selv og vedkender sig inspirationen fra både Snehvide og de syv små dværge og Bibelens fortælling om jomfru Maria og de tre vise mænd.
»Det meste af mit liv har jeg været fascineret af eventyr,« siger han.
»Med Skagerrak kunne jeg godt tænke mig at bygge en udviklingshistorie over nogle af eventyrets elementer, ridderen på den hvide hest f.eks., og så putte det ind i nutiden.«
Eventyret har i høj grad også være til stede, side om side med realismen og hverdagen, i Søren Kragh-Jacobsens tidligere film, Gummi-Tarzan (1981), Skyggen af Emma (1988) og Øen i Fuglegaden (1997), og han mener, at det giver historierne et strejf af poesi.
»De får en form, som ikke bare er tv-filmens,« siger han.
»Jeg kan også godt lide arketyperne, og så er jeg styret af tegn. Jeg træder ikke på stregerne mellem fliserne, og hvis jeg skal opnå noget godt, går jeg altid med en fetich i lommen. Det er både godt og ondt, men nogle gange synes jeg, at det hjælper mere, end det skader.«
»Jeg har en primitiv tro på, at man med små fingerpeg kan gøre folk opmærksom på, at de ikke helt kan kontrollere deres eget liv, at der er noget over dem. Nu, hvor begrebet Gud svæver langt, langt borte, kan jeg godt lide, at der er noget andet.«
Samtidig mener Søren Kragh-Jacobsen, at han skal medvirke til at udvikle dansk film, og han bruger megen tid på at overveje, hvordan han kan lave film, som ikke er som de andre. Han har stor respekt for de unge instruktører, som laver hverdagsdramaer, men vil selv gerne lave noget andet.
»Jeg er træt af at rende rundt i tre stuer på Lolland og en baghave (som i Mifunes sidste sang, red.). Derfor vælger jeg det brede format og oppustet super16 til Skagerrak. Det er ikke på grund af pengene, men giver et lidt jordslået og grafisk udtryk. Jeg ville også gerne ud i landskabet og se noget hav, noget havn, noget bjerg og ting og sager. Det er en stor kagedåse, hvor man siger, ’dét skal jeg have styr på, dét skal jeg forsøge, det skal handle om det og behøver ikke ligne alt det andet.’«
Manuskriptet til Skagerrak har Søren Kragh-Jacobsen skrevet sammen med Anders Thomas Jensen, der også skrev med på Mifunes sidste sang, og de fandt sammen ud af, at overskriften for historien skulle være tilgivelse.
»Vi ville gerne have, at filmen skulle handle om de fortabte sjæleÇ« siger instruktøren.
»Alle i filmen har et problem eller står i et dillemma. Alle bliver tilgivet, og alle flytter sig.«

Rugemødre
»Ibens karakter bygger på nogle tv-programmer om unge, engelske piger på Tenerife, som fyrede den af og levede i nuet. De arbejdede som hotelstuepiger eller fik arbejde på et cruiseskib, tog de fyre, de havde lyst til og drak sig skidefulde. Det handlede kun om én ting: Her og nu og mig, mig og mig.«
»Vi lever i en tid, hvor der ikke rigtig er noget at opdage mere, og finder du en hvid plet på verdenskortet, så kan du komme dertil på 21 timer, hvis det går rigtig langsomt. Jeg forstår godt dem, der kaster sig ud på snowboard eller tager til Tenerife. Der er ikke flere bjerge at bestige, og så prøver vi at slå os ihjel på en anden måde. Det er da interessant.«
Selve handlingen i filmen blev Søren Kragh-Jacobsen inspireret til, da han så en dokumentarudsendelse om rugemødre.

Hårde kanter
»Rugemødre fascinerer mig, fordi jeg synes, at det er så skræmmende, at de kvinder bruger deres kroppe som automater. Ni måneder efter leverer de ved kasse 1. Jeg tilhører den generation, som har været med til både vejrtrækningsøvelser og selve fødslen, og her er en gruppe kvinder, som i det øjeblik, hvor barnet kommer ud, skal skære alle de bånd over. Der lå en god historie i alle de kvinder, som må rende rundt med en supertanker af bondeanger over, hvad de har gjort.«
Alle film er konstruktioner, mener Søren Kragh-Jacobsen, som dog ligesom alle andre filminstruktører er bange for, at hans historie virker for konstrueret, eller at han mister overblikket og balancen.
På et tidspunkt i Skagerrak knækker historien – et hårdt gearskifte, kalder Kragh-Jacobsen det – og skifter meget brat fokus fra Marie og Sophie til de tre mekaniere Gabriel, Willy, og Simon, som er ved at begrave en god ven og Sophies store kærlighed. Siden smelter de to historier sammen, og instruktøren er overbevist om, at et moderne publikum sagtens kan følge med.
»Det handler om min fascination af Robert Altman og Paul Thomas Anderson, der kan det med at smide os af og så samle os op igen,« siger han.
»Og sådan er det i eventyret. Man kører de hårde kanter op, drejer pludselig om hjørnet og regner med, at folk hænger på. Jeg har altid godt kunnet lide at blive smidt af og så tænke, ’det var satans, hvor går vi nu hen?’ Skagerrak er både den mest komplicerede og mest pegebogsagtige film, jeg nogensinde har lavet. Og på den måde har det været et eksperiment, som jeg har været utroligt glad for at lave.«

At kende sin metiér
Kragh-Jacobsen er godt klar over, at succesen med Mifunes sidste sang har givet ham nogle muligheder for at komme ud i verden, som han ellers ikke ville have haft. Men han understreger, at det hele tiden har været meningen, at Skagerrak skulle foregå i Skotland og på nær Iben Hjejle have engelsktalende skuespillere i rollerne.
»Jeg har haft en enorm lyst til at arbejde med nogle specielle skuespillere og forsøge mere eller mindre at skrive til dem,« siger han.
»Jeg har længe vidst, at Ewan Bremner skulle spille Gabriel, at Gary Lewis skulle spille hidsigproppen Willy, og at Bronagh Gallagher skulle spille veninden. Det er typer og hamrende dejlige skuespillere, og det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik lov til at sætte dem sammen.«
Kragh-Jacobsen lavede sin første film på engelsk med Øen i Fuglegaden, der blandt andet havde Jack Warner og Patrick Bergin på rollelisten. Arbejdet med at samle et stort filmhold i Polen, Tyskland og England og optage filmen i Polen og Tyskland var indimellem et helvede, men processen var meget lærerig for instruktøren.
»Polakkerne arbejder på én måde, tyskerne på en helt anden og englænderne på en helt tredje. Jeg fik lov til at dumme mig rigtig meget på Øen i Fuglegaden, men det er også en film, som jeg er glad for at have lavet,« siger han.
»På Skagerrak havde jeg i baghovedet, at jeg havde overstået min læretid, og jeg høstede af de erfaringer, jeg gjorde mig på Øen i Fuglegaden. Det befrugter også dansk film, at vi en gang imellem render ud og ser noget andet.«
Instruktørgerningen er ikke noget, man kan læse sig til. Det handler om at prøve det, mener Kragh-Jacobsen. Gennem et langt liv med film har han opnået en tro på egne evner – han debuterede i 1978 med Vil du se min smukke navle. Han fortæller de historier, han har lyst til at fortælle og ved, at han kan fortælle og i stedet for at spilde tiden med tekniske overvejelser kan han koncentrere sig om arbejdet med skuespillerne.
»Jeg kan sige til mig selv, at jeg virkelig forstår min metiér. Jeg tegner mine egne storyboards og har meget kontrol over, hvad jeg laver. Jeg ved fuldstændig, hvad jeg vil have. Det har taget mange film at nå dertil, men i dag kan jeg ikke anklage nogen, like it or not. Det var det, jeg ville, og det var det, jeg gjorde.«

*’Skagerrak’ har premiere den 14. marts og bliver anmeldt her i avisen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her