Læsetid: 3 min.

Klangen fra jammer-dalen

Betty Nansen Teatret får for lidt ud af Brecht og Weills Laser og Pjalter
10. marts 2003

Teater
Ud med skuffen, vend stakken, blæs støvet af. Nu er de danske teaterchefer tilsyneladende nået til manuskriptbunken med Bertolt Brechts skillingsopera fra 1928, Laser og Pjalter. Den uforskammet indignerede tysker har stort set ikke været fremme siden en bølge i de tidlige 80'ere. Men inden for et år får vi så pludselig historien om den skruppelløse Mackie Messer og hans farefulde færd mellem giftesyge kvinder, korrupt politi og hævnsyge gangstere. Og det i hele tre versioner.
Det er måske ikke så mærkeligt endda. For Brechts svidende svirp med tungen er ikke blevet mindre værd at lytte til med årene. »Forbrydelse betaler sig«. »Hvad er et brækjern mod en aktie?«. »At æde kommer først, moralen kommer sidst.« Åh ja, slå mig igen, Bertolt! Har vi ikke meget mere grund til at dukke os dernede i plyssæderne, når Brecht og Weill med deres udødelige songs smækker sandheder fra jordens jammerdal i fjæset på den lade hob? Har vi ikke netop i disse år accepteret det gennemliberalistiske samfund, hvor pengene i den grad gennemsyrer vores kollektive bevidsthed? Er dansen om guldkalv, sparegris og pengekat ikke blevet folkedansen? Den har de også øjnene op for på Betty Nansen Teatret, der øjensynlig altid er på udkig efter musik med mening. Men desværre har instruktør Kim Bjarke ikke helt vidst, hvordan han skulle tøjle
Brechts svære tiggergang.

Halvhertet opdatering
Svaret er blevet et par halvhjertede forsøg på opdatering. Lars Knutzons diminutive tiggerkonge Peachum styrer sit imperium af en førerbunker, hvorfra han optræder som tv-prædikant på storskærm, mens Tammi Østs skingre Mrs. Peachum famler rundt i alkoholtåger og ukontrollabel sex-sult. Og henne hos Mackie er der gået perker-bande i den med Mackie selv som indvandrerprins.
Vor tids udskud, der bliver som de bliver, når samfundet ikke giver andet valg. Fin tolkning, brug det til noget. Problemet er bare, at det gør Kim Bjarke ikke. Og når forestillingen i sidste sekund forsøger at mande sig op og synge revolutionære afskedssange med rank ryg og alvorsmine, kommer det for sent. For indtil da har betoningen af det ydre tegneserieshow trukket hajtænderne ud på Brecht.
»Der er mange fede sætninger i løbet af sådan en aften. Men hvis I virkelig skal ha' noget med hjem, så lyt til den her,ã joker Michael Carøe forud for endnu et nummer, vi ikke hører ordentlig efter. Attituden er symptomatisk for en forestilling, der tilsyneladende er bange for, at tage Brecht på de skarpe ord, men i tidens ånd forsøger at dække sig ind med ironi og show.
Hvorfor skal Peachums sange aflires som fjollede revyviser med Lars Knutzon i fri koreografisk abekatte-dressur? Mener Tammi Øst overhovedet noget af det, hun synger, når Mrs. Peachums kvad reduceres til farceagtige, tonale sammenbrud for fuld skærebrænder? Den dejlige skuespiller er i det hele taget svigtet af sin instruktør, der giver frit amokløb for overspil.
Det samme gælder for Xenia Lach-Nielsen som politidirektørens yndlingsdatter Lucy, der i bogstaveligste forstand kæmper om Macheaths gunst med alle kneb. Tom Jensen, Morten Eisner og Gordon Kennedy er afvæbnede som ufarligt håndlangeryngel. Lutter ydre komik og pauseklovneri uden forankring i noget som helst.

Kaya kan
Endelig er både Michael Carøe og Louise Mieritz typemæssigt rigtigt placeret som den slebne Mackie og hans svigtede brud, den småborgerlige Polly Peachum. Men i den uklare indfatning får Carøe slet ikke lov til at vise tænder og autoritet, skønt han til overflod har hvad rollen fordrer af sex og slikket smartness. Og Louise Mieritz er ikke bare skønt klædt på som lyserød drømmekage, men når også et stykke af vejen med sin særlige evne for lillepiget, sødt-skarp snusfornuft.
Hvad forestillingen mangler, oplever man for alvor, når Kaya Brüel entrer scenen som den svegne og svigtende Jenny, der forråder Mackie med viden i blikket og vuggende haremshofter. Hun synger sine sange brandvarmt og iskoldt, så vi forstår, at der er nogen, der vil os noget. Han hedder Bertolt
Brecht. Husk navnet.

*Laser og Pjalter. Tiggershow af Bertolt Brecht. Musik: Kurt Weill. Oversættelse: Teatret og Peter Laugesen. Iscenesættelse: Kim Bjarke. Scenografi og kostumer: Martin Bigum og Pernile Egeskov Bigum. Musikalsk ledelse: Jeppe Kaas. Betty Nansen Teatret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu