Læsetid: 5 min.

Den klassiske rocks sidste nadver

’The Last Waltz’ er mere end en musikfilm om legenderne The Bands afskedskoncert en novemberaften i 1976 – filmen markerer afslutningen på den store fællesskabsbetonede hippiedrøm
21. marts 2003

(2. sektion)

Repremiere
»The hardest things in rock’n’roll are knowing when to quit and how to do it with class.«
David Fricke, Rolling Stone Magazine
Da The Band – især dets talsmand og primære sangskriver, Robbie Robertson – i 1976 besluttede, at det havde fået nok efter 16 år som aktivt turnéband, besluttedes det, at i stedet for at nøjes med den sædvanlige lakoniske pressemeddelelse ville man gøre det til et spektakel, en fest – og en film.
Man hyrede derfor den da brandvarme filminstruktør Martin Scorsese til at optage gruppens afskedskoncert på spillestedet Winterland i San Francisco, hvor orkesteret otte år forinden havde spillet sit første gig under navnet The Band.
Og det siger noget om The Bands status, at selvom Scorsese var midt i optagelserne af musicalen New York, New York, tøvede han ikke et øjeblik med at gå om bord i filmatiseringen af afskedskoncerten, der passende døbtes The Last Waltz.
Koncerten arrangeredes af den legendariske og vulkaniske San Francisco koncertentreprenør Bill Graham og et sandt who’s who af datidens enten største – Eric Clapton, Joni Mitchell, Neil Young – eller mest indflydelsesrige – Muddy Waters, Dr. John, Van Morrison – rockstjerner blev indforskrevet til et show, der i real time kom til at vare i næsten fem timer med Bob Dylan som naturligt klimaks... og med The Band på scenen i hele tidsrummet.

Fra dille til kunstart
I processen spillede The Band – og de var i usædvanlig fin form den aften – 13 af deres egne sange, mens de backede deres 11 gæster på mindst dobbelt så mange numre, og de forsamlede 5.000 publikummer må have oplevet det, som var de døde og kommet i himlen.
Der er mange grunde til, at filmen – og dets tilhørende soundtrack, der genudsendtes sidste år af Warner Brothers som et bokssæt med fire cd’er, heriblandt en times ikke tidligere udsendt musik - med årene har antaget skær af det legendariske.
For det første, fordi det er en god film med masser af overskud, musikalsk kammeratskabsfølelse, fabelagtig musik og en stribe magiske øjeblikke; som da Eric Claptons guitarrem glider af i starten af »Further On Up The Road«, og Robertson uden at blinke træder til med en gnistrende solo, eller når Neil Young skvatter rundt i kabler og mikrofoner under en i øvrigt fin fortolkning af »Helpless«.
Men den anden – og nok vigtigere – grund er det historiske skærepunkt, filmen markerer, hvad angår rock’n’roll; alle på scenen den aften er over 30, ja, Muddy Waters 61!
Voksne mennesker, der alle som én havde opnået mere, end de havde turdet håbe på i deres vildeste drømme – og i processen havde taget turen fra de repressive 50’ere over de frigørende 60’ere til de komplekse 70’ere som musikalske rebeller med en sag; i deres tid var rockmusikken gået fra at være en foragtet modedille for teenagere til en respekteret, kritikerdyrket og kommerciel brandvarm kunstart.

En ny dagsorden
Men ude i kulissen stod punk, new wave og techno-pop parate til at række tunge
ad, spytte på og parodiere alt, hvad, der var blevet opnået på små 20 år.
The Band – fire canadiere og en sydstatsamerikaner – startede omkring 1960 som backing for rock’n’roll-sangeren Ronnie Hawkins på det kredsløb af små spillesteder i USA og Canada, der holdt liv i 50’er-rocksangerne, da 60’erne ankom med en ny dagsorden og Beatles, Dylan og den psykedeliske revolution forude.
Efter at have frigjort sig fra Hawkins optrådte de i samme stil som Levon and the Hawks, før Bob Dylan indforskrev dem som sit backingband i 1965-66, hvor han skiftede den akustiske guitar ud med en elektrisk ditto og i processen ændrede rockmusikkens klang, tone og hele udtryk.
Derefter flyttede hele banden kollektivt til den lille by Woodstock, hvor de i 1967 indspillede de famøse Basement Tapes med Dylan, før de som The Band sprang ud med en trio af udødelige album: Music From Big Pink (1968), The Band (1969) og Stage Fright (1970).
Gruppen optog i sin læretid stort set alle amerikanske rootsformer – jazz, vaudeville, blues, rock’n’roll, bluegrass, country, folk og show-tunes – og samlede dem i i et på en gang jordnært og sofistikeret udtryk. Læg dertil ikke færre end tre forrygende sangere – Levon Helm, Richard Manuel og Rick Danko – den smågeniale keyboardtroldmand Garth Hudson og Robertsons flair for at skrive sange, der var til marven gennemsyret af Americana.

Djævlens musik
Samt en fremtoning, hvor de lignede skovhuggere, jernbanearbejdere, prædikanter og kvægdrivere fra midten af det 19. århundrede, og man vil forstå, at de brød radikalt med tidens hippie-chikke, farverige, sindsoprivende og af stoffer fremdrevne psykedeliske musik og satte en helt ny dagsorden... ved at kigge tilbage!
Ud over musikken består filmen af en række interviewbidder med de fem Band-medlemmer, hvoraf to nu sørgeligt nok er væk; Richard Manuel – der her i sangen »Stagefright« profetisk synger at »out of nine lives, I’ve spend seven« – begik selvmord i 1986, og Rick Danko døde i sin søvn i 1999.
Her fremstår Robbie Robertson som den mest velformulerede, men Garth Hudson får alligevel sagt mest, da han på sin egen stilfærdige måde forklarer, hvorfor hans familie ikke ville have, at han skulle blive rockmusiker:
»De mente, jazz var Djævlens musik. Men de der musikere udførte nu mere helende arbejde end de første tusinde præster ...«
The Last Waltz’ fortjeneste er måden, hvorpå den opfanger den sidste rest af fællesskabsfølelse blandt en række forskelligartede musikere, før de hver især fulgte deres egen kurs videre frem; Dylan blev nyfødt kristen og Clapton ren mainstream, Morrison forfinede sin vision om keltisk soul, hvor Young i stigende grad fremstod eklektisk og sær, Mitchell skabte en unik fusion af jazz og singer-songwriter og så videre.

Bedste og værste
Hvor meget af den varme og venskabsfølelse så skal tilskrives den fremragende coke, der var i omløb denne aften, får stå hen i det uvisse, men faktum er, at her er tale om en feel good-film af de helt usædvanlige.
Som en anden legende, skribenten Ralph J. Gleason, skrev om The Band i 1972: »This band is not composed of teenage millionaires. It is composed of men, veterans of years and years of the whole of American music.«
Og lige nu, hvor ’Cowboy’ George Bush Jr. er i færd med at demonstrere de værste sider af den amerikanske psyke, er det rart at se The Band og deres venner fremvise nogle af de bedste.

*The Last Waltz. Instruktion: Martin Scorsese. Amerikansk (vises for en kort bemærkning i Imperial og derefter på skift i en lang række biografer landet over)

*The Band: The Last Waltz (Rhino/Warner 4-cd bokssæt, remastereret og udvidet 2002)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu