Læsetid: 1 min.

Klip

7. marts 2003

(2. sektion)

*Englændere – Det amerikanske blad Vanity Fair har på forsiden placeret et gruppebillede af de 13 mandlige stjerner, magasinet regner for førende i amerikansk film. I England er man pavestolt over, at hele tre britiske aktører gnider skuldre med navne som Harrison Ford (der som den førende får 22 millioner dollars pr. film!), Tom Cruise, Jack Nicholson, Tom Hanks, Brad Pitt, Edward Norton og andre filmiske storheder.
De tre englændere er Hugh Grant, Ewan MacGregor og Jude Law. En højst fortjent kanonisering, for hvad rent skuespillertalent angår, giver den engelske trio ikke amerikanerne det mindste efter.

*Danskere – Fortjent er det også i høj grad, at instruktørerne Annette K. Olesen og Jesper W. Nielsen i dag hver får overrakt en pris på 30.000 kr., uddelt af Carl Th. Dreyers Mindefond. Fonden giver årlige priser til fortrinsvis yngre filminstruktører som anerkendelse af fremragende kunstnerisk indsats. Og selv om hverken Annette K. Olesen eller Jesper W. Nielsen for nylig fik Bodil for henholdsvis Små ulykker og Okay, var de begge nominerede til Bodil-prisen og havde til fulde fortjent den for de to træfsikre, vittige hverdagsdramaer.

*NatFilmfestival – Den meget værdsatte NatFilmfestival, der nu får konkurrence af Copenhagen Film Festival til sommer, afvikles fra 28. marts til 6. april. Og en række af festivalens film kan allerede i denne måned ses i Cinemateket, deriblandt en serie med nye koreanske film, samt blodryppere af den italienske horror-legende Lucio Fulci.
Der er også en serie med NatFilmfestivalens største hits gennem 12 år, deriblandt Todd Haynes’ Safe, Michaels Winterbottoms Go Now og Takeshi Kitanos Kids Return. Altså titler af instruktører, der senere i allerhøjeste grad har markeret sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her