Læsetid: 11 min.

Nu kører foråret

La Primavera kalder de det klassiske cykelløb Milano-Sanremo, som køres i dag, og dermed er den professionelle forårssæson skudt i gang. Forude venter nye myter og opgør med gamle
22. marts 2003

Foråret kan selvfølgelig godt tyvstarte. Eller lade vente på sig. Men i cykelsporten er der sat dato på den første forårsdag, hvordan klimaet end ter sig den dag. Datoen for Milano-Sanremo, som er den første af de professionelle cyklisters række af endagesløb i Italien, Belgien, Frankrig og Holland, som i kraft af deres tradition og ofte mere end hundredårige historie slet og ret kaldes klassikere. Og som siden 1989 har været rygraden i den World Cup-serie på ti løb, som køres forår og efterår, afbrudt af sommeren tre store etapeløb i Italien, Frankrig og Spanien, som kalder på ryttere med helt andre kvaliteter end endagesløbene. Milano-Sanremo kaldes slet og ret La Primavera. Foråret. Eller med manglende italiensk sans for beskedenhed La Classicissima. Klassikernes klassiker, som har været kørt siden 1907, og som med sine små tre hundrede kilometer er det længste af dem.
Der var engang, hvor cykelryttere stillede cyklen i stald i oktober og åd sig adskillige kilo tungere i fed vintermad for så først at trække den frem igen et par uger inden Sanremo. Der begyndte sæsonen. Slut med det. Nu står den på 14 dages vinterferie før jul på en tropisk badeø, og så er det ellers op på maskiner til indendørs styrketræning og ud med hue og vanter på cykel til daglange træningsture allerede fra lige efter nytår. Eller vintertræningen forlagt til eksotiske solbeskinnede himmelstrøg uden for Europa, hvor de første løb også køres allerede fra februar i Australien, Malaysia og Arabien.
Når rytterne i dag lørdag stiller op i morgenkøligheden ved siden af domkirken i Milano – jeg håber det stadig er dér – er det med adskillige titusind træningskilometer i benene allerede overståede sejre eller skuffelser fra tidligere løb, men samtidig med den forventningsfulde bevidsthed om, at det er nu sæsonen begynder for alvor. Der er ingen start på et cykelløb som starten på La Primavera, og selve løbets geografi er symbolsk. Råkulden inden start, 120 flade kilometer over Posletten inden bjerget Turchino, der sagtens kan have sortsmudskede sneklatter i vejkanterne, og som er kystalpernes spærring mellem den norditalienske vinter og Azurkystens mimoseblomstrende forår.
Ideelt og symbolsk set, for det kan selvfølgelig pisøsregne alle 294 kilometer, men det ændrer ikke på forventningerne eller dette løbs mytologi.

Da Mario var lille
Da den regerende verdensmester Mario Cipollini var dreng tog hans far ham med op på Turchino for at de kunne se rytterne køre forbi. Lille Mario, allerede dengang ret stor, holdt sin far i hånden, og kiggede op på ham, da Roger de Vlaeminck, Francesco Moser, Giuseppe Saronni og Sean Kelly var kørt forbi. »Det løb vil jeg også vinde en dag,« sagde lille Mario.
Men han vandt det aldrig. Med i omegnen af 180 sejre er Mario Cipollini verdens mest vindende aktive cykelrytter. De fleste sejre vundet på sin hurtighed på de sidste par hundrede meter i en massespurt. En specialist. Hans forhindring i Sanremo var altid det lille bjerg Poggio få kilometer før Sanremo, som ikke er specielt stejlt, højt eller langt, men som efter 280 kilometer skiller de tunge ryttere fra. Sådan var det i 80’erne og 90’erne, hvor Poggio eller det foranliggende småbjerg Cipressa var affyringsramper for det lettere kavalleri. Sådan er det heller ikke mere.
Hvis de tunge folk, sprinterne, kan sidde med over Poggio, vinder de. Erik Zabel vandt på stribe fra 1997, hvor Cipollini ikke kunne få røven med sig over Poggio, og hvert eneste år bekendtgjorde Løvernes Konge eller Supermario, at nu skulle han holde løftet til sin far. Som døde, det år hvor han fik røven med over og vandt det løb, han havde drømt om altid, og hvor han dedikerede sejren til ... nå, ja.
Det var sidste år. Samme år, som han vandt sin karrieres måske smukkeste sejr, og mest atypiske, ved at køre alene fra feltet op til en udbrydergruppe på Gent-Wevelgems brosten og råbanke dem i spurten. Samme år, som han meddelte, at han sluttede karrieren, fordi han var – berettiget – sur over, at han ikke måtte være med i Tour de France. Han og hans hold blev afvist med den syge begrundelse, at han aldrig fuldfører det, og at han med sit showmanship og gøgl i klædedragt og fremtoning gør sig selv større end løbet.
Og det var samme år, sidste år, at Cipollini fortrød sin beslutning, satte sig på cyklen igen og blev verdensmester i Zolder. I dag, netop i dag, fylder han 36 og kan vinde La Primavera for andet år i træk.
»Han er på plads,« sagde Johnny
Weltz forleden dag bag rattet i sportsdirektørbilen på næstsidste etape af etapeløbet Tirreno-Adriatico, som sammen med det samtidige Paris-Nice altid giver fingerpeg om favoritterne i Milano-Sanremo.

Gøgl og seriøsitet
Vi havde på den knaldhårde, bjergrige etape passeret grupper af ryttere, der ikke kunne hænge med, og blandt dem var der mange af Cipollinis folk i holdet Domina Vacanzas zebrastribede tricot’er. Gabriele Colombo blandt andre, som i 1996 var et stjerneskud, der vandt Milano-Sanremo, men som nu er ret slukket. Men Cipollini selv passerede vi ikke. Og undrede os. Først på den afsluttende stigning slap han de lette forreste, og vi kunne fra bilen, da vi kørte forbi ham, kigge direkte ind i hans møgsværtede, storgrinende ansigt. En lykkelig mand. Han havde fået sin tunge røv med over bjerge, som havde set klatrere stå af, og han var klar til Sanremo.
»Man kan sige meget om hans gøgl og pjat, men det er fandme en seriøs idrætsmand, ham,« sagde Weltz og bankede hånden anerkendende i rattet, da vi var forbi: »Han er på plads.«
Mindre seriøs var han på den afsluttende etape af Tirreno-Adriatico. I sit hvide tricot med de verdensmestersymbolske regnbuerstriber på tværs af trøjen – af ham selv suppleret med regnbuer på bukser, sokker, ærmer og pandebånd – havde han allerede armene i vejret i sejrsforvisning på strandpromenaden i San Benedetto, da den spanske verdensmester fra 1999 og 2001, Oscar Freire, i modvinden strøg frem og forbi langs barrieren og slog den overrumplede regnbuemand på selve målstregen. En overmodighed og letsindighed, som sætter Cipollini endnu mere op til i eftermiddag.

Freire er guld værd
Og en sejr til Oscar Freire, der gør også ham til en af favoritterne i Sanremo. Manden, der ikke kører så mange løb, fordi han plages af en kronisk dårlig ryg, og som også på næstsidste etape af Tirreno havde et af sine karrieres mange uheld. Også han syntes at være på plads. Også han sad med til den afsluttende stigning, men styrtede, og kunne ved siden af en mekaniker, der febrilsk baksede med han hjul, se sit løb være kørt den dag.
Da Oscar Freire blev verdensmester i Verona i 1999 var der ikke en kæft, der kendte ham. Nu er han en mand, som cykelsporten i dopingens – efterdopingens? – og sponsormanglens trængselstider skal leve af. Som person velbegavet og formuleret med stor personlighed. Som rytter alsidig, uplacerbar og uforudsigelig. Bjarne Riis’ hold CSC ville af gode grunde have ham i stalden, da hans italienske hold Mapei lukkede efter sidste sæson, men han trak sig ved selve kontraktunderskrivelsen, og hollandske Rabobank fik i stedet hans signatur for en større sum. Godt for dem. Freire pynter på enhver landevej og er guld hver for en idræt, som i højere og højere grad skal sælge sig til medier, publikum og sponsorer på menneskelighed, personlighed og ikke blot resultater.
Som Cipollini gør det. Ekstravagant, blærerøvet, men med en afvæbnende umiddelbarhed og strejf af selvironi i selviscenesættelsen. Regnbuestriberne på tværs af trøjen er obligatorisk. Striberne på bukserne kunne være to for mange og latterlige, men latterligheden ophæves og bliver til en slags selvironi i overdrivelsen med striber allevegne fra bus til drikkedunk. Cipollini er for meget, ved han er for meget, spiller på, at han er for meget – og så skærer han klart igennem, når han så går på fjernsynet og irettesætter regering, RAI og alle skumlere, der tvivler på ham og hans kolleger og hans idræt.
»Det er offer, afsavn og lidelse, det vi laver – det er også smukt – og vi repræsenterer værdier, som man en gang imellem kan savne ude i samfundet,« sagde han forleden i et tv-indslag.
Fra typer som Freire og Cipollini, personligheder, er der lang vej til Erik Zabel. Han er indbegrebet af en moderne idrætsmand, der passer sit arbejde med nidkærhed og omhu og leverer resultater for lønnen. Men så heller ikke andet. Han kan fortælle, at han er glad for sejren, han kan tage sin lille søn på armen og en gang i mellem fremvise sin afblegede hustru. Han virker flink og glad i medgang og modgang, men der er ikke påfaldende tyngde eller skarpe kanter i ham. Ingen stor personlighed. Han vinder meget, men hvad så? Og på trods af, at Cipollini og andre har banket ham i den lille klub af sprinteres interne opgør i dette forår, så er Zabel stadig blandt de store favoritter til at vinde i Sanremo for femte gang. Og intet ville være mere imponerende eller mere kedeligt.
Så er det sjovere at tro på, at den blot 21 år gamle Fillipo Pozzato rider videre på den bølge af succes, som har båret ham siden han som blot 17-årig og hidtil yngste professionelle skrev kontrakt – eller hans forældre gjorde det – med Mapei. Næsten 20 sejre vandt knægten sidste år på Mapeis hold for ryttere under 23 år, men i år har stortalentet virkelig foldet sig ud på en måde, som adskiller sig fra andre italienske talenthistorier. Førnævnte Gabriele Colombos for eksempel. Tidligt modnede, straks udnyttede og hurtigt glemte stjerner, der nu kører rundt i feltet som desillusionerede arbejdsmænd eller forlængst er søgt ind i andre hjørner af faget som massører,
soigneurs eller mekanikere. Pozzato fremtræder som en mere holdbar type.
Han lagde denne sæson ud med at vinde Laigueglia, som er den italienske sæsons traditionelle åbningsløb, fulgte op med sejr løbet rundt om Etna, og vandt både en etape og den samlede sejr i det nyligt overståede Tirreno-Adriatico.
Han fyrer alle en ung vinders klicheer af: Nej, det havde jeg ikke ventet, der er jo så mange campioni i feltet, og jeg prøver jo stadig at finde mine grænser. Men der er i hans omgang med publikum og presse en selvbevidsthed og tegning til personlighed, som kan gøre ham til mere end en døgnflue på vejen og mere end en resultatmand i den offentlige bevidsthed.
Fillipo Pozzato, som i sit talents sammensætning er en mand mere for klassikere på en dag end lange etapeløb, har i dag den bundne opgave at køre for sit holds hurtige, men meget alsidige mand Petacchi, men den vil ikke være mere bunden – efter sejren i Tirreno – end at han selv kan søge sejren på Cipressa eller Poggio, hvis løbet udvikler sig sådan, at sprinterne bliver sat ud af spil.

CSC’s nye håb
Det håber man sådan set ikke på hos det danske hold CSC. Man satser på newzealænderen Julian Dean, som har en Erik Zabels egenskaber, men indtil videre på lavere niveau. Han er en sprinter med råstyrke til at sidde med over stigninger, og kommer han bedre over Poggio end de allerhurtigste, Cipollini og Zabel, kan han vinde. Og blive en mand med en personlighed, som publikum vil elske.
Alle ulykker har ramt ham, siden han skiftede hold fra US Postal til CSC, og arbejdsgiverens forventninger ligger tungt på ham, fordi han er købt til at vinde i de massespurter, som måske ikke lige har Cipollini og Zabel eller Freire som kunder. At Lance Armstrong, og før ham Greg Lemond, har vundet Tour de France på striber rokker ikke ved, at oversøiske ryttere skal til Europa for at køre. Det er her det sker. Og Julian Dean har kørt meget lang vej fra et newzealandsk bondesamfund til at rakke Europa rundt med en kuffert for at få sit livs formål opfyldt. Det lyder højbenet, men sådan er det. Julian Dean er fattet, illusionsløs, målbevidst, usikker, følsom, oprigtig, veltalende og simpelthen knuselskelig sød. Tykke muskuløse lår og stort hjerte. En personlighed i svøb, hvis blot han kunne få den ene forheksede sejr, der ville kunne forløse ham og hans drømme.
Johnny Weltz i bilen, der er tømrer af uddannelse og cykelrytter af profession, bygger på ham. Revser, roser, opmuntrer.
»Det er altså sjovere at arbejde med en mand som Julian end med en type som Zabel. Vi kan jo godt ligge og købe folk ind, som i forvejen har 500 point på verdensranglisten, men hvad sjovt er det ved det? Julian har potentialet til at vinde, men han mangler bare nogle til at fortælle ham det. Det er da meget sjovere.«

Tafis tyngde
Der er ingen, der skal fortælle Andrea Tafi, hvordan man vinder. Ved siden af etapeløbsrytterne Tyler Hamilton og Carlos Sastre er han CSC’s stjerne i klassikerne. Han har vundet fem af dem: Paris-Roubaix, Rochester – som ikke er klassisk, men et World Cup-løb – Lombardiet Rundet, Flandern. En stor mand med så tykke lår, at holdets fysiologiske mirakelmand, Ole Føli, for tre uger siden kunne konstatere, at han ikke med sin hånd kunne gribe om et menneskelår lige over knæet. Da var han s’gu imponeret.
Det var de ikke ovre i Canada hos den cykelproducent, der på Tyler Hamiltons anbefaling leverer holdets cykler. Andrea Tafi er for tung og muskuløs i lårmuskulaturen til de saddelpinde, der passer til cyklen. Han har brækket adskillige af dem, og fantasien kan sagtens fortælle, hvordan det er, når man pludselig ikke sidder på en saddel, men får ... nå, ja.
»Når hans store røv kører rundt på den saddel og den pind i 200 kilometer, ja, så skal den sgu brække,« sagde mekanikeren Johnny Løgtved ved klargøringen af den store italieners cykel i San Benedetto forleden. Men konsekvensen er taget.
Tafi får bygget to nye cykler af stål –
ikke det moderne lette pjat i alluminium, kulfiber eller titanium – og på en gammeldags cykel rider han i dag til Sanremo. Lettere handicappet af en vinters sygdom. Men han skal nok komme på plads til Flandern og Paris-Roubaix.
Og så er Andrea Tafi en af de personligheder, som dette forår og denne idræt ikke kan leve foruden.
Et forår som begynder i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her