Læsetid: 3 min.

Kollektivets leder

Teatermanden Jens Albinus blev i weekenden hædret for sin præstation på det hvide lærred – endda for anden gang i år
4. marts 2003

Portræt
I weekenden blev Jens Albinus hædret med en Bodilstatuette for sin rolle som Richard Malmros i Niels Malmros’ faderportræt At kende sandheden. De danske filmkritikere ønskede at hædre Albinus for rollen som den skyldsplagede hjerneki-rurg, der i 40’erne brugte det kræftfremkaldende thoratrast på flere af sine patienter. Et klassiske dilemma om at vælge det rigtige at to onder.
»I rollen yder han en fornem præstation præget af præcise nuancer og dyb seriøsitet,« lød skudsmålet til Jens Albinus i Imperial i København. »Det er en figur af nærmest skræmmende format, og det er skuespil af ædel kaliber.«
Filmkritikerne valgte Jens Albinus frem for garvede kræfter som Ole Ernst og Jørgen Kiil og nærmest folkekære Mads Mikkelsen. Det valg var de ikke ene om. Da filmbranchen for mindre end en måned siden uddelte Robertstatuetter, gik prisen for bedste, mandlige hovedrolle nemlig også til Jens Albinus.
»Jeg er fuldstændigt begravet i det her teaterprojekt,« fortæller han på telefonen fra Basel, »så jeg havde ikke rigtigt forventet noget. Jørgen Kiil havde også fortjent æren – han var fremragende i Små ulykker.«
»Men jeg kan dårligt få armene ned. Det er bare ærgerligt, at takketaler ikke er længere end de er, for man får lyst til at takke og takke og takke.«

Idioten Stoffer
Det var som kollektivets leder Stoffer i Lars Von Triers Idioterne, fra 1998, at det store publikum lærte Jens Albinus at kende. Som Morten Piil skriver om rollen: ’På den ene side kantet besværlig og slagkraftigt aggressiv, på den anden side svag i sin ambivalens og barnlig i sit forsinkede antiborgerlige oprør.’ Med andre ord en rigtig pestilens, og det er ikke helt ved siden af ambitionen.
»Så må folk for min skyld gerne tænke: ’Skal det være kunst?’ Bare man vågner en lille smule, og måske bliver en anelse i tvivl. Der er nok som gerne vil elskes på scenen. Det behov skal jeg nok få dækket privat. Men på scenen, der vil jeg gerne være et dumt svin. Det har jeg ikke det fjerneste imod,« sagde han året efter.
Jens Albinus har været med i en lille og eksklusiv række film, blandt andet: Niels Arden Oplevs dystre Ålborg-portræt Portland, Christian Braad Thomsens Den Blå munk, Lars Von Triers Dancer in the dark og Per Flys Bænken.
Sidste år endte Jens Albinus midt i orkanens øje. Det var dengang diskussion om Stefan Bachmanns opsætning af Hamlet med en mongolid Ofelia skabte forargelse. Bagefter skabte det forargelse, at Det Kongelige Teaters ledelse bøjede sig for presset og aflyste forestillingen.

Aflyst drømmerolle
For Jens Albinus var Hamlet en drømmerolle, og han lagde ikke skjul på sin skuffelse over, at samarbejdet med den schweiziske instruktør blev stoppet.
Men han lod det dog ikke blive ved skuffelsen. I stedet tog han kontakt til Stefan Bachmann, og fik hovedrollen i instruktørens opsætning af Paul Claudels sidste, store opus Silkeskoen på Basel Theater. Det lyder måske ikke af noget særligt, men Jens Albinus spiller hovedrollen i det ni-timer lange stykke. En rolle der sætter visse krav til skuespillerens tyskkundskaber.
»For tre år siden spillede jeg på Volksbühnen, og det nyder jeg godt af nu. Jeg har været hernede siden november med talepædagog og det hele,« fortæller Albinus kort før aftenprøverne.
»Stykket spiller over en hel dag og det er en gave af en rolle: Det er et helt liv der udspilles på en dag. Man kan beskrive stykket som Per Gynt møder Romeo og Julie. Det er en gigantisk kærlighedshistorie om to mennesker, der bevæger sig mod hinanden hele livet, men blot mødes en enkelt nat. Det er højstemt, men samtidigt kulørt som det værste Hollywood.«
»Paul Claudel levede et fint og efter sigende harmoniske borgerligt liv. Silkeskoen er et filosofisk højdepunkt i forfatterskabet, men samtidigt er det skrevet med blod og sperm: Det er lidt af en djævleuddrivelse, en eksorcisme af en kærlighed han ikke kan nå til klarhed omkring,« siger Albinus og tilføjer: »Det er et monstrøst værk – for nu at sige det på Informationsk.«
Silkeskoen har premiere om tre uger.

Jens Albinus
Uddannet på Teaterskolen ved Aarhus Teater i 1989 og ansat samme sted indtil 1994. Har spillet en lang række teaterroller og medvirket i film som Lars von Triers Idioterne og Per Flys Bænken. Er midlertidigt bosat i Basel, hvor han spiller hovedrollen i Stefan Bachmans ni timer lange opsætning af Silkeskoen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu