Under krigen mod Iran i 1980erne benyttede Saddam Hussein giftgas for at besejre fjenden. Om den irakiske præsident i dag stadig råder over tilstrækkeligt store mængder af de frygtede kemiske våben, og om han er villig til at bruge dem er uvist.
Historien om giftgas er historien om den store fristelse. Selv om verdens nationer har afsvoret brugen af dette masseødelæggelsesvåben, er gassen blevet anvendt i talrige krige og konflikter.
Ved hjælp af kemi kan slag afgøres, hære udslettes, krige vindes meget billigere end med konventionelle våben, lyder forlokkelsen. Og desuden er ødelæggelserne begrænsede, de angrebne områder atter beboelige efter få timer eller dage.
Hvem der først faldt for fristelsen, fortaber sig i århundrederne forgiftet drikkevand og giftig røg har længe hørt med til krigskunstens repertoire. Men den tyske kemiker Fritz Haber fandt som den første på at anvende giftgas systematisk.
Første Verdenskrig var ikke mange måneder gammel, før vestfronten kørte fast. Soldaterne på begge sider gravede sig ned og lod granaterne regne ned over hinanden. Det var umådelig dyrt, og hvad værre var; det gav sjældent nogen gevinst. Fronten rykkede sig ikke, fordi forsvarsværkerne var langt bedre end angrebsmulighederne.
Den tyske hærledelse var i vildrede, den kemiske industri havde svaret.
Frem til krigen havde den tyske kemiske industri være blandet landets største eksportører, men med krigen stoppede forretningen. Det betød, at der var fri kapacitet og ydermere havde fabrikkerne tonsvis af affaldsprodukter, som de ikke kunne komme af med, bl.a. klor.
Fritz Haber fik fyldt klor på gasflasker og bragt dem til fronten. Via et system af blyrør kunne han fordele klorgassen på et flere kilometer langt frontafsnit ved den belgiske by Ypern.
Ud på aftenen den 22. april 1915 blev der åbnet for hanerne, og gassen bølgede ind over fjendens linjer.
»Jeg må indrømme, at opgaven med at forgifte fjenderne som rotter var mig inderligt imod, sådan som det formentlig vil være for en hver anstændig soldat,« skrev den kommanderende tyske general Berthold von Deimling senere i sine erindringer, men denne aften trøstede han sig med, at gassen kunne afgøre slaget om Ypern.
»Ved et så stort mål måtte al tvivl tie,« ræsonnerede han og så dermed bort fra, at Tyskland så sent som i 1907 havde underskrevet Landkrigsordenen i Haag, hvor brugen af gas var blevet forbudt.
Hitler udsat for gasangreb
Habers klorgas udløste grufulde scener blandt de franske soldater.
»Da mørket faldt på denne forfærdelige nat, kæmpede de med deres angst, løb blinde ind i gasskyen, lungerne peb i dødskampen. Hundreder af dem faldt om og døde, andre lå hjælpeløse hen med skum for deres døende læber, deres martrede kroppe gennemrystedes af opkastningskramper, med anstrengelsens tårer i øjnene. Også de ville dø, en langsom sikker død i ubeskrivelige kvaler,« berettede en fransk soldat.
Kemikeren Fritz Haber havde personligt overværet gasangrebet, og selv om tyskerne ikke havde soldater nok til at udnytte sammenbruddet i de fjendtlige linjer, var han yderst tilfreds.
»I krigskunstens historie regnes den 22. april 1915 som begyndelsen på gaskampen, fordi det på denne dag lykkedes at opnå ubestridt militær succes med anvendelsen af gas,« sagde han efter krigen.
Få dage efter Ypern-angrebet begik Habers kone, Clara selvmord med hans tjenestepistol, men kejser Wilhelm II udnævnte ham til kaptajn.
Frem til krigens afslutning var Fritz Haber beskæftiget med forskning i giftgas, ligesom også Frankrig og England begyndte at opruste på denne front. Efter 10 måneder var franskmændene klar til at iværksætte et gasangreb ved Verdun.
Efterhånden som gasmaskerne blev bedre, var forskerne tvunget til at finde på nye gifte. I Tyskland eksperimenterede kemikerne Lommel og Steinkopf med diklordiethylsulfid og fandt frem til en gas med helt nye egenskaber den kunne trænge gennem huden og bevirkede kvælning og smertende blærer. Som en hyldest til forskerne fik gassen navnet Lost, efter deres forbogstaver, i dag er den kendt som sennepsgas.
I juli 1917 blev Lost anvendt første gang i Ypern, i oktober samme år gjorde ordonansen Adolf Hitler tjeneste i området og blev offer for et engelsk gasangreb.
»Henad morgenen greb smerten også mig, for hvert kvarter blev det værre, klokken syv tumlede jeg tilbage med brændende øjne, min sidste meddelelse i krigen fik jeg med mig. Nogle timer senere var øjnene forvandlet til brændende kul, det var blevet mørkt omkring mig. Sådan kom jeg på lazarettet i Pasewalk i Pommern,« berettede han i bogen Mein Kampf.
Churchill brugte gas
Få måneder forinden havde marineminister Winston Churchill gjort sine erfaringer med giftgassen. I Mellemøsten var den britiske hær presset i kampen mod tyrkerne under ledelse af Atatürk, og Churchill havde derfor overtalt krigskabinettet til, at der skulle overføres 190 ton gas til ekspeditionskorpset.
Briterne var ved at erobre Palæstina fra syd men kørte fast ved Gaza. Den øverstbefalende general Archibald Murray havde moralske skrupler ved at anvende den tilsendte gas.
Efter lang tids tøven bestemte han, at den kun skulle bruges som et sidste middel. Den 17. april 1917 var det kommet så vidt.
3.000 granater ladet med tåre- og nervegas regnede ned over tyrkerne, men miraklet indtraf ikke. Da briterne stormede de tyrkiske stillinger, var disse fuldt bemandede og kampklare. Før gassen fik nogen virkning, havde en stærk opvind ført den bort fra fjenden. Offensiven endte i et nederlag.
Da Første Verdenskrig sluttede i 1918 var seks millioner soldater døde, omtrent hver tiende som offer for gas.
Under fredsforhandlingerne i Versailles måtte taberen Tyskland skrive under på, at alle giftgasanlæg skulle ødelægges og forskningen stoppes et løfte som snart blev brudt ved hjælp af laboratorier opbygget i Rusland.
Officielt blev gassen fordømt, men i praksis fortsatte forskningen flittigt i lande som USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Tyskland.
I 1939 fandt fire tyske forskere frem til en gas, som kunne lamme centralnervesystemet den fik navn efter sine opdagere Schrader, Ambros, Rüdiger og von der Linde og blev kendt som Sarin.
Frem til 1945 producerede Tyskland alene 30 ton Sarin.
Trods fyldte lagre hos de krigsførende parter afstod alle fra at anvende gas under Anden Verdenskrig uden at nogen kan forklare hvorfor. Skyldtes det måske, at både Hitler og Churchill havde erkendt, at gassen var et upålideligt våben? Næppe.
Kort efter Første Verdenskrig udtalte krigsminster Winston Churchill, at han var en »stærk tilhænger af at bruge giftgas mod uciviliserede stammer« uden at man behøvede at bruge de mest dødbringende, man skulle blot sprede terror og ubehag.
Udtalelsen faldt som svar på en forespørgsel fra luftværnet RAF, der ville vide, om ikke man skulle »eksperimentere« med kemikalier mod araberne. I årene 1919-1924 anvendte Storbritannien således gasbomber og andre kemiske våben mod oprørere i Mesopotamien/Irak, der var kommet under britisk kontrol efter Tyrkiets krigsnederlag.
Også den tyske fører Adolf Hitler fravalgte gas som våben i krigen i det mindste på den synlige front. Men Hitler førte også krig mod jøderne, og her kom gassen effektivt til anvendelse. Under kontrollable forhold i kz-lejrenes baderum. Forsøg havde vist, at insektgiften Zyklon-B var langt billigere og mere effektiv end konventionelle metoder som skydning og udstødningsgas.
Kemiske krige
Med Anden Verdenskrigs afslutning mistede giftgassen for en tid sin tiltrækningskraft. USA havde netop detoneret to atombomber over Japan, nu koncentrerede den militære forskning sig om atom-kapløbet. De tyske lagre af bl.a. sennepsgas, op mod 300.000 ton, blev dumpet i Østersøen og Skagerak.
Først i 1950erne kom der atter gang i de kemiske laboratorier. Svenskeren Lars-Erik Tammelin videreudviklede nervegassen, og man fandt frem til psykotoksisiske substanser, der ikke dræber men gør den forgiftede ukampdygtig ved hjælp af hallucinationer og voldsomme angstanfald.
I USA udviklede man binære våben. De gammelkendte gasser havde vist sig at være hårde ved de materialer, de blev emballeret i ingredienserne i binære våben blandes først i anvendelsesøjeblikket og lader sig derfor lettere lagre.
Og trods internationale aftaler fandt gift i forskellige former alligevel anvendelse især under fjerne himmelstrøg, fremgår det af en liste offentliggjort af Medicine Worldwide: Under den kinesiske borgerkrig (1945-1949), i fransk Indokina (1947), mod egyptiske soldater i krigen mod Israel (1948), under Korea-krigen (1951-1952) og i Algier-krigen (1957).
USA anvendte plantebekæmpelsesmidler i Vietnam-krigen, midlerne skulle blot ødelægge nordvietnamesernes gemmesteder i junglen, men viste sig at indeholde den stærke gift dioksin, som i årene derefter førte til arvelige sygdomme og svære misdannelser blandt indbyggerne.
Det irakiske styre tog ved lære af englænderne og anvendte kemiske våben mod kurdiske separatister (1965), og portugiserne brugte gift mod oprørene i Guinea (1968).
Det hvide mindretal i Rhodesia lod drikkevand forgifte for at få ram på oprørsbevæglserne ZAMU og ZAPU (1970), Portugal brugte afløvningsmidler i Angola (også 1970), og Sovjetunionen anvendte kemiske våben i Afghanistan (1979-1984).
Den 20. marts 1985 udledte medlemmer af AUM-sekten Sarin i Tokyos undergrundsbane. 12 døde, 5.000 måtte behandles for forgiftninger, og verden måtte indse, at gas var den fattige mands atombombe.
Saddams angreb på Halabja
Under krigen mellem Irak og Iran i 1980erne anvendte Saddam Hussein bl.a. Sarin, senepsgas og andre kemikalier mod iranske soldater.
»Vi hørte en kraftig eksplosion. Rundt om bombekrateret dannede der sig en cirkel af sukkeragtigt støv. Så begyndte det at lugte af rådden fisk, og på vores hud dannedes røde blærer, der kløede forfærdeligt,« fortæller den iranske krigsinvalid Hamid Dehghan om sine oplevelser under et irakisk angreb i avisen Die Welt.
De irakiske giftangreb kostede 10.000 iranske soldater livet, 80.000 overlevede med svære mén. Hamid vil resten af livet lide af svær astma og blodig hosten. Hans læger giver ham ingen chancer for at blive 60 år.
Samtidig med den iransk-irakiske krig gjorde den kurdiske befolkning i Nordirak oprør. Diktatoren Saddam Hussein kunne imødese sin egen undergang, hvis oprøret spredte sig til shiitterne, der udgør landets flertal. Saddam gav derfor sin fætter Ali Hassan Al Madshid ordre til en terrorkampagne, der skulle kvæle kurderne og tage modet fra shiitterne.
Titusindvis af kurdere blev drevet ud af deres landsbyer, snesevis bombet af byer angrebet med kemiske våben. Overgrebene kulminerede med massakren på Halabja den 16. marts 1988.
De 45.000 indbyggerne havde netop fået ordre til at pakke deres bohave og forlade byen, da det irakiske luftvåben kort før middag begyndte at sprede gas. 20 gange fløj flyene henover byen og fordelte en blanding af senneps- og nervegas. Mere end 5.000 døde under grusomme kvaler.
Efter Halabja stoppede det kurdiske oprør, Saddam Hussein havde fået ro. For at indsamle erfaringer i kemisk krigsførelse blev byen efterfølgende undersøgt minutiøst af irakiske soldater, der optalte de døde, for at man kunne beregne giftenes virkning.
At Saddam fik fingre i gasserne skyldes i første række hans rolle som bolværk mod det fundamentalistiske Iran. Hans allierede i Vest og Øst var behjælpelige med både våben og teknologi og da han efter angrebet på Halabja og den senere besættelse af Kuwait (1990) ikke længere kunne betragtes som en allieret, kom bl.a. tysk industri ham til undsætning.
Den tyske forbindelse
Midt i 1980erne anlagde en række tyske firmaer et stort kemisk værk i Samara nord for Bagdad; her skulle der fremstilles »pesticider til beskyttelse af daddel-høsten«, som det officielt hed, men alene anlæggets størrelse dementerede påstanden.
Blandt de eksporterede genstande til Samara var i øvrigt også et gaskammer til afprøvning af kemiske kampstoffer på hunde og katte, et andet tysk firma leverede otte mobile laboratorier monteret på lastbiler.
Senere hjalp tyskere og franskmænd med at opbygge kemiske anlæg ved bl.a. Falluja og Salman Pak.
De tyske eksporter skete uden større vanskeligheder. Trods de indførte sanktioner viste skiftende tyske regeringer ingen alvorlig interesse i at kontrollere udførslerne.
I alt har mere end 80 tyske virksomheder deltaget i oprustningen af Irak det meddelte Irak sidste år i december, da landet i FN fremlagde en omfattende men ufuldstændig redegørelse over sine våbenprogrammer. I følge redegørelsen sluttede samarbejdet med den sidste tyske leverandør i 2001.
10 år før under Golfkrigen afstod Saddam Hussein fra at bruge sine kemiske våben, men muligvis kom en del alligevel til anvendelse. Ved et uheld.
Ifølge aviserne Washington Post og Tagesspiegel ramte amerikanske bomber et ammunitionslager ved den irakiske landsby Khamisiyah, hvor der også blev lagret Sarin.
Gassen kan have fordelt sig i atmosfæren og udsat de amerikanske landstyrker for lettere forgiftninger. Måske er Sarin-lageret skyld i, at 159.000 soldater siden da har lidt af svimmelhed, koncentrationsbesvær og ændringer i personligheden de uforklarlige symptomer, der sammenfattende kaldes Golfkrigs-syndromet.
FAKTA
Giftig historie
*Armis bella, non venis geri krig skal føres med våben, ikke med gifte.
Romersk talemåde
*1675: Frankrig og Det tysk-romerske Rige indgår en aftale, som forbyder brugen af giftige kugler.
*1863: Under den amerikanske borgerkrig fastlægger de stridende parter en krigsorden, der forbyder brugen af gift.
*1874: Landkrigsdeklarationen i Bruxelles.
*1899: Krigskonventionen i Haag.
*1907: Landkrigsordenen underskrives i Haag af alle europæiske nationer og USA. »Bortset fra forbudene opstillet i særaftaler forbydes: a) anvendelsen af gift eller forgiftede våben; b) brugen af våben, ammunition eller stoffer, der forårsager unødvendig lidelse,« hedder det i artikel 23.
*1925: Geneve Konventionen, der »forbyder brugen af kvælende, giftige eller lignende gasser samt biologiske midler i krig.« Konventionen er underskrevet af mere end 100 lande.
*1975: FN-overenskomst om »forbud mod udvikling, fremstilling, lagring af bakteriologiske og toksiske våben.«
*1993: Efter 20 års forhandlinger er en FN-konvention mod kemiske våben klar. Den underskrives af 130 lande.
Fritz Haber
Giftgassens fader
*Fritz Haber (1868-1934) blev under Første Verdenskrig sat på briternes liste over tyske krigsforbrydere, men modtog alligevel Nobelsprisen i kemi 1918 for sin opdagelse af ammoniak-syntesen (en metode til udvinding af kvælstof, som indgår i kunstgødning og i dag er med til at brødføde halvdelen af jordens befolkning). Efter Første Verdenskrig arbejdede Haber i seks år på at udvinde guld af havvand, så Tyskland kunne betale sin enorme krigsskadeersatning til sejrherrerne. Forsøgene mislykkedes. Haber var protestant men af jødisk oprindelse, han blev afskediget af nazisterne i 1933, og døde før han kunne tiltræde en stilling på universitetet i Cambridge.
