Læsetid: 9 min.

Krigens demokratiske ansigt

Når moderne, demokratiske lande fører krig, så udkæmpes en meget stor del af slaget i medierne. Nu om dage skal krige retfærdiggøres, siger Jamie Shea – der var talsmand for NATO under Kosovo-krigen i 1999. Den politiske krise i Europa og det folkelige oprør mod Irak-krigen overrasker ham ikke
10. marts 2003

Når moderne, demokratiske lande fører krig, så udkæmpes en meget stor
del af slaget i medierne. Nu om dage skal krige retfærdiggøres, siger Jamie Shea – der var talsmand for NATO under Kosovo-krigen i 1999. Den politiske krise i Europa og det folkelige oprør mod Irak-krigen overrasker ham ikke
,

I foråret 1999 blev der pludselig sat et kraftigt jernhegn op omkring en have i et fredeligt villakvarter uden for Bruxelles. Det kunne umiddelbart være lidt svært at gennemskue, hvad hegnet havde at gøre med de bomber, der flere tusinde kilometer borte regnede ned over Kosovo-enklaven i det sydlige Serbien.
»Min kone er en ekstremt snedig, skotsk advokat. Hun havde længe villet have et hegn af æstetiske grunde. Nu fik hun en anden undskyldning, og den var hun ikke sen til at benytte sig af,« siger Jamie Shea.
Undskyldningen var det hold af journalister og kamerafolk fra CNN og andre internationale tv-stationer, som havde slået lejr døgnet rundt foran det hus, hvor Shea bor med sin kone og to børn.
Den selvironiske, afvæbnende fortællestil, krydret med anekdoter og leveret på frejdigt cockney-engelsk, er alt sammen typisk for den snart 50-årige brite. Man risikerer hurtigt at glemme, at man sidder over for en respekteret ekspert i militærhistorie og sikkerhedspolitik – og en mand, der i dag er øverste chef for presse- og informationsafdelingen i verdens stærkeste militæralliance.
Dengang hegnet blev sat op, var Jamie Patrick Shea talsmand for NATO. Under den daværende generalsekretær Javier Solana var alliancen for første gang nogensinde gået i krig for at bremse en diktator. I de 77 dage fra 23. marts til 10. juni 1999 hylede bomberne ned over Serbien for at få den jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic til at trække sine tropper ud af Kosovo.
Hver eneste dag stod Jamie Shea på podiet i NATO’s politiske hovedkvarter i det nordlige Bruxelles. Hans job var at forklare en krig, og mere end det: At retfærdiggøre krigens rædsler over for de millioner af mennesker, der fulgte med foran den vestlige verdens tv-skærme.
I dag – fire år efter Kosovo – samler en kvart million amerikanske soldater sig omkring Den Persiske Golf. Verden holder vejret og venter på et amerikansk angreb på Saddam Hussein, som har skabt en politisk krise i Europa, der rammer både EU og NATO.
En krise og et folkeligt oprør i de allierede lande, som Jamie Shea slet ikke er overrasket over.

Den retfærdige krig
»Krige i det 21. århundrede er et spørgsmål om vurdering. Det handler ikke længere om en åbenlys nødvendighed. Vi er jo ikke truet af en invasion, som det var tilfældet under Anden Verdenskrig,« siger Jamie Shea.
»Den krig tog seks år. Det havde den aldrig fået lov til, hvis CNN havde eksisteret dengang! Det ville være utænkeligt i dag, hvor hele verden sidder på tilskuerpladserne. Under Kosovo-kampagnen begyndte folk at miste tålmodigheden allerede efter et par uger – selv dem, der var enige i målene,« siger han.
Sheas karriere har i mere end 20 år bragt ham gennem en række chefstillinger i NATO-hierarkiet, men han er samtidig en begejstret gæstelærer på universiteter både i USA og i Europa. Historien med stort H er stadig den vigtigste lidenskab for en mand, der ved sin afgang fra Oxford Universitetet skrev doktordisputats om Europæiske Intellektuelle og Den Store Krig 1914-1918.
»Før i tiden blev historien skrevet, når krigen var overstået. Sådan er det ikke mere. På grund af mediernes udvikling, så bliver historiebøgerne om moderne krige skrevet i selve øjeblikket, hvor begivenhederne finder sted. I real time. Det gør en enorm forskel.«
Ifølge Jamie Shea kommer forskellen ikke kun til udtryk, mens krigshandlingerne står på. Udviklingen betyder også, at det er blevet meget sværere for demokratiske magthavere at tage selve beslutningen om at gå i krig. De seneste måneders politiske og diplomatiske drama om Irak på tværs af Atlanten er et åbenlyst eksempel.
»Jeg siger ikke, at det er en dårlig ting. Jeg konstaterer blot, at tærsklen for, hvornår militær handling er acceptabel, ligger et helt andet sted i dag. Der er blevet skabt en overbevisning om, at der findes uretfærdige og retfærdige krige. Hvis moderne, demokratisk valgte politikere vil gå i krig, så bliver de nødt til at overbevise folket om, at målet helliger midlerne,« siger han.

Betingelserne for troværdighed
Under Kosovo-krigen var der en britisk general, der sagde til Jamie Shea: »Jeg har deltaget i 12 krige, men det her er den første gang, jeg har brugt mere tid i tv-studier end på slagmarken.«
De uendelige timer tilbragt på NATO-podiet lærte Shea en hel del om, hvad medierne og deres modtagere forventer.
»Det nye er, at krig i dag er en valgmulighed. Hvis man vælger den, så tager man derfor samtidig ansvaret for alt, hvad der foregår og alt, hvad der går galt. Derfor må politikerne konstant forklare sig og demonstrere, at krigen er retfærdig og nødvendig,« siger han.
»Det er vel kun cirka 10 procent af alle mennesker, der virkelig er pacifister. Men den modsatte gruppe – dem, der gerne vil slås – er lige så lille. Langt de fleste mennesker befinder sig midt imellem de to: De kan modvilligt acceptere en krig, hvis det sker på nogle klare betingelser.«
Shea nævner nogle grundlæggende betingelser for, at mediekrigen kan vindes:
*Krigen skal være sidste udvej.
*Målet skal være en god gerning. Under Kosovo skulle serbernes etniske udrensning standses, og de mange tusinde flygtninge hjælpes hjem igen. I Irak lyder parolen, at det irakiske folk skal reddes fra deres grusomme diktator.
*Civilbefolkningen skal skånes og hjælpes.
*»Man betaler for det, man ødelægger.« Sejrherren skal genopbygge taberens land.
*Der skal være et retsgrundlag og helst et internationalt mandat.
»Det er meget vigtigt at have allierede, hvis politikerne skal kunne overbevise deres befolkninger om, at krigen er den rette vej. Nøglen til det hele er spørgsmålet om legitimitet, retfærdiggørelse. Selv om målene var rigtige og retfærdige under NATO’s Kosovo-kampagne, så var det et problem for os, at vi ikke havde et FN-mandat. Det var skadeligt for vores troværdighed,« siger Jamie Shea.
For NATO’s informations-direktør var en del af læren fra Kosovo-krigen, at medie-beredskabet er lige så afgørende som arsenalet af våben. En anden lærestreg var, at ting altid vil gå galt – og at offentligheden altid vil være enten skeptisk eller direkte fjendtlig over for en konflikt.
»Alle konflikter – selv dem, vi betragter som retfærdige – er kontroversielle. Det vil aldrig være nemt at forsvare en krig. Hvis krigshandlingen er ’forebyggende’, så er det naturligvis endnu sværere,« siger Shea.
»Der vil altid være en modsætning mellem mål og midler. Og den bliver forstærket af de moderne mediers massive dækning, som har givet os en ny opfattelse af tidsforløb. Medierne sover aldrig, og deres korrespondenter er overalt i verden. De giver indtryk af, at alt afhænger af krigen. At vores almindelige, dagligdags liv må sættes i stå, indtil det er overstået,« siger han.
»Det betyder, at vi alle bliver gjort til tilskuere, til nyheds-narkomaner. Vi vil konstant vide, hvad der foregår. Vi kan ikke koncentrere os om vores arbejde, vi tør ikke tage ud og rejse. Vi har indtryk af, at livet går i stå, så længe konflikten varer. Derfor bliver vi utålmodige. Tre dage føles som tre måneder.«
Endnu en betingelse for en moderne krig er altså, at den skal være hurtigt overstået. Og at kravet om hurtig og konstant information er umætteligt.

Illusionen om viden
»Før i tiden spurgte journalisterne om, hvad der var sket. Nu om dage ved de det i de fleste tilfælde allerede. Nogle gange før militæret. Men de skal jo spørge om noget, så derfor spørger de hvorfor – og hvordan kunne det ske? Problemet er, at det i mange tilfælde kan være meget svært at svare på,« siger Jamie Shea.
I løbet af Kosovo-krigen stablede NATO et overfladisk set imponerende medieapparat på benene. Flere gange dagligt dirigerede Shea pressemøder, som efterhånden udviklede sig til de rene multimedie-shows med diverse generaler og jagerpiloter som gæstestjerner. Alliancen blev kritiseret for propaganda.
Jamie Shea siger selv, at han aldrig løj på podiet. »At lyve er at sige ting, man ved er forkerte,« som han siger. Han accepterer ikke formuleringen om, at sandheden altid er krigens første offer. Det er den præcise og troværdige information, der er krigens offer, præciserer Shea.
»Det er meget dumt at lyve eller forsøge at tilbageholde viden, for det bliver altid opdaget. Så jeg løj ikke. Problemet var derimod, at jeg nogle gange slet ikke vidste nok til at svare på spørgsmålene,« siger han.

Nye trusler
Shea glemmer for eksempel aldrig den dag, hvor NATO’s fly ved en fejl havde bombet en traktor og dræbt uskyldige Kosovo-albanere på flugt. Billederne gik verden over, og journalisterne overfaldt talsmanden – som ikke kunne få at vide, hvad der var sket.
»Der var faktisk en general, der forsøgte at berolige mig ved at sige, at hændelsen ville blive efterforsket nærmere efter krigen! Det gik op for mig, at jeg slet ikke fik nok at vide. Vi måtte overbevise de militære ledere om at standse bombardementerne, så ulykken straks kunne blive undersøgt og forklaret. Ellers ville det se ud, som om vi forsøgte at lægge låg på sagen,« siger han.
Efterhånden lykkedes det at få mere information ud af militæret, fortæller Jamie Shea. Men det var aldrig nok.
»Sandheden var, at jeg vidste langt mindre, end jeg burde vide. En krig bliver styret af en lille gruppe mennesker, og de fortæller dig ikke alting. Det værste ved mit job var, at jeg som talsmand var nødt til at opretholde en illusion om alvidenhed. I virkeligheden havde jeg kun en fjerdedel af brikkerne,« siger han.
Jamie Shea siger selv, at han var »en soldat i mediekrigen« – og at han følte det personlige pres som enormt tungt. »Hvis vi havde tabt i Kosovo, så ville det have været mediekampagnens og ikke militærets skyld,« siger han.
Et langt stykke af vejen var det Shea selv, der besluttede, hvordan tingene skulle fremstilles. Set i bakspejlet er der ting, han fortryder. For eksempel det forkætrede militære udtryk ’collateral damage’, der kunne oversættes som ’følgeskader’ eller ’bivirkninger’. Det blev brugt som betegnelse for omkomne civile ofre.
»Det skulle jeg aldrig have sagt,« siger han i dag. Problemet var, at NATO er en alliance af lande med forskellige sprog og forskellige grader af følsomhed.
»En dag blev jeg kaldt ind til generalsekretær Solana, som sagde, at jeg blev nødt til at fremstå mere menneskelig og medfølende over for ofrene. Samme dag fik jeg en opringning fra Det Hvide Hus, hvor en person råbte: ’Så hold dog op med at sige undskyld!’« husker Jamie Shea.
Han erkender, at NATO for tiden balancerer på kanten af en alvorlig krise på grund af splittelsen mellem de lande, der følger USA, og de, der ikke gør – i hvert fald ikke uden skepsis. Der har altid været kriser i alliancens historie, og de er altid blevet løst til sidst. Men i det 21. århundrede vokser mediekrigens betydning samtidig med, at truslerne er blevet mere diffuse.
»Den Kolde Krig var på en måde meget nemmere at forstå. Man kunne tage et fotografi af Europa, trække en streg og pege på truslen. Nutidens trusler er terrorisme og skjult produktion af masseødelæggelsesvåben, og truslen kan komme fra Afghanistan eller Irak. Det er sværere at forstå og sværere at forklare,« siger Shea.
»Ærligt talt så tror jeg ikke rigtig, at europæerne har forstået det nye trusselsbillede endnu. Det er en smertefuld omstilling. Vi har svært ved at vurdere farens omfang og finde en passende reaktion. Men én ting er sikkert: Europa bliver nødt til at blive stærkere militært, for ellers er vi utroværdige, når vi kræver en diplomatisk løsning. Amerikanerne vil ikke høre på os, hvis vi ikke er i stand til at agere militært,« siger han.

FAKTA
Jamie Patrick Shea
*Født den 11. september 1953 i London
*Gift, to børn
*1977: Afslutter grundstudier i moderne historie og fransk ved universitet i Sussex
*1981: Doktorgrad i moderne historie ved Oxford-universitetet
*1980-1988: Forskellige mellemleder-stillinger i NATO, blandt andet ansvarlig for alliancens ungdomsprojekter og konferencer
*1988-1991: Personlig assistent og taleskriver for generalsekretæren
*1991-1993: Vicedirektør for politisk planlægning
*1993-2000: Talsmand for NATO og vicedirektør for information og presse
*Siden 2000: Direktør for alliancens informations- og presseafdeling
*En række akademiske poster som gæstelærer og forelæser i international sikkerhedspolitik, blandt andet ved universiteter i Bruxelles, Antwerpen, Lille, Oxford, Cambridge, Michigan, Boston og Washington DC
*Forfatter til en række udgivelser om NATO og om sikkerhedspolitik generelt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her