Læsetid: 4 min.

Kritikeren fra karaoke til læserens bedste ven

Information tilbyder avislæseren og de andre studenter overblik over de forskellige typer kritikere og anmeldere på kulturområdet
7. marts 2003

(2. sektion)

Kritikertyper
*Det hæmmede menneske Det hæmmede menneske elsker det gakkede, det flippede, det rablende og det ustyrlige: Det hæmmede menneske mener, at kunst bør være det modsatte af rationalitet: Kunsten skal bryde med alle faste former og traderede strukturer. Det hæmmede menneske elsker billedet af sig selv som en, der tager populærkulturen alvorligt. Det hæmmede menneske citerer Anders And og finder litterære kvaliteter hos Hanne Vibeke-Holst. Principielt kan alt for det hæmmede menneske vise sig at være kunst. Kunsten skal ifølge det hæmmede menneske være ustyrlig som lemmerne på en spastiker.

*Læserens bedste ven Denne kritikertype har et særdeles afslappet sprog. Han kan sagtens være oppe i årene, men det forhindrer ham ikke i at benytte udtryk som at disse nogen eller UK.
Frække ord er bestemt heller ikke et tabu. »Man må da gerne skrive pik og kusse i en avis.« Han kører den der, du ved, stilen. Albuen i siden og hånden gennem håret.
For læserens bedste ven er der desuden ingen halvgode objekter. Alt er enten helt kanon eller totalt latterligt.
Læserens bedste ven ynder at skabe klare billeder i folks bevidsthed. »Sæt dig i den bløde sofa med damen, dæmp lyset, og smæk denne skive på.«
Læserens bedste ven anmelder ofte inden for flere genrer, men har det dog bedst med tv-anmeldelser.

*Lønmodtageren Lønmodtager-kritikeren lægger sig i det helt specielt rum, som findes imellem det konkrete og det abstrakte. Det er hverken det anmeldte objekt eller de perspektiverende overvejelser, der er i centrum, men derimod den ubestemmelige masse midtimellem. Det tager som regel mange år i branchen at finde frem til dette rum, som så til gengæld synes at kunne rumme talrige kritikere. For lønmodtageren er anmelderiet en sidegesjæft, oftest suppleret af timer på et af landets universiteter.
Her er lønmodtageren ekspert i få flettet sine egne anmeldelser ind i undervisningen, hvilket imponerer eleverne og giver ordet lønmodtager et polyfonisk islæt.
Når lønmodtageren når pensionsalderen, omfatter retræten imidlertid kun den universitære del af jobbet, mens anmelderiet sagtens kan stå på i adskillige år endnu. Lønmodtageren har det bedst med korte bøger eller teaterforestillinger/koncerter i Københavnsområdet.

*Forbrugervejlederen Forbrugervejlederen lever i det postmoderne samfund, hvor hvert enkelt menneske selv har valgt sin identitet og sin egen smag.
Det er et samfund, hvor selv akademikere kan finde på at købe Ekstra Bladet på en vild dag! Forbrugervejlederen anbefaler Jan Kjærstads romaner til en lang ferie og antologier redigeret af Anne Knudsen til den, der vil vide lidt mere. Forbrugervejlederen roser Martin Amis for hans ’professionalisme og solide håndværk.’ Forbrugervejlereden udråber kunstværker til ’den perfekte mandelgave.’

*Karaokekritikeren Karaokekritikeren synger med på det, han anmelder. Han lader sig smitte af værket, og han er stolt af det. Karaokekritikeren kan slet ikke lade være med at skrive ligesom de forfattere, han anmelder. Man kender karaokekritikeren på en tendens til at citere lidt for meget og gerne bruge variationer af citater i overskriften. Han skriver også ofte kommentarer, hvor han gør sig betragtninger over tendenser og generationer og kunsten som det vigtigste i verden. Karaokekritikeren taler meget om sig selv til fester.

*Den inderlige Den inderlige og egentlige anmelder bruger ord som ’livsklog’ og ’det private rum’ og den inderlige kritiker mener det alvorligt. Den inderlige anmelder ser kunst som et metafysik moment ved tilværelsen. Den inderlige anmelder bliver mere og mere optaget af klassikerne og fastholder til enhver tid, at der er mere end som så mellem himmel og jord. Den inderlige anmelder hader Anders Lund Madsen og synes at Connie Hedegaard ’kommunikerer formidabalt.’ Den inderlige kritiker kalder bøger om sammenbrud, undergang og skilsmisser for ’destruktive’.

*Den forladte elsker Den forladte elsker måler nutiden med fortidens standarder: Den forladte elsker efterlyser værker og tendenser: Hvor er avantgarden? Hvor er samtidsromanen? Hvor er den internationale kunst i dette provinsielle møghul, de kalder Danmark. Den forladte elsker mener at Epidemic og The Element of crime er Lars von Triers suverænt bedste film. Den forladte elsker skriver under på protester mod Irak-krigen og ser sig selv som offer for regeringens hetz mod smagsdommere. Han eller hun vil altid føle sig svigtet, fordi fortiden er overstået.

*Vitalisten Den vitalistiske kritiker ser sig selv som et barometer og kunsten som en effekt. Den vitalistiske kritiker tager temperaturen på sig selv og det er en sønderlemmende kritik når han eller hun skriver: ’Dette album efterlader mig kold’. Til gengæld er det meget positivt, når den vitalistiske kritiker kalder et værk for ’livsbekræftende’. Den vitalistiske kritiker bruger gerne udtryk som: ’Dette er Hemingway på syre’ eller ’Scherfig på LSD’. Man forestiller sig, at den vitalistiske kritiker lever sit liv på en motionscykel, og at den gode kunst er den, der får dem vitalistiske kritikers tempo til at accelerere. Den vitalistiske kritiker kan også skrive, selvom han har drukket øl eller røget hash, og den vitalistiske kritiker har aldrig forstået, hvordan Søren Ulrik Thomsen kunne blive så træt af rockmusikken.

*Temaet om vilkårene for kritik fortsætter som serie på Informations kultursider

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her