Læsetid: 5 min.

Livet er fuldt af paradokser

I sin nye film, ’Betty Fisher og andre historier’, en bevægende og mosaiske skildring af en angstfyldt barndom, er den franske instruktør Claude Miller ude efter de moralske stereotyper
14. marts 2003

(2. sektion)

Interview
Claude Miller er en overmåde venlig mand. Jeg har mødt den franske instruktør to gange, og begge gange har han været imødekommende og svaret beredvilligt på alle spørgsmål, såvel de dumme som de lidt mere begavede.
Derfor kan det måske synes en smule underligt, at han også er en af de mest artikulerede og indædte forkæmpere for europæisk filmkultur i en verden, hvor store Hollywood-produktioner fylder det meste.
Omvendt fuldender hans filmpolitiske engagement kun billedet af en samvittighedsfuld filmskaber, der ikke nøjes med at lave ofte seværdige film – som fortællemæssigt og visuelt byder på lidt ud over det sædvanlige – men som også kerer sig om de forhold, hans egne og kollegernes film bliver til og vises under.
I snart sagt alle interviews, jeg har læst med ham, taler han om den nødvendige krig mellem europæisk og fransk film, som, mener han, kun vil slutte i det øjeblik, hvor Europa har tabt.

Mosaikfortælling
»Kampen fortsætter, og den er nødt til at fortsætte,« siger Miller, som argumenterer for en lovgivning på europæisk plan i stil med den, som allerede findes i Frankrig, og som blandt andet gennem et kvotesystem tilgodeser franske film.
Den 61-årige Claude Millers kampgejst taget i betragtning synes det ganske passende, at det er det statssubsidierede Unifrance, hvis formål er at fremme fransk film i udlandet, der har inviteret en håndfuld danske filmjournalister til Paris for at møde bl.a. Miller.
Tiden er oktober 2002, stedet det celebre Sofitel le Faubourg midt i byernes by og anledningen Millers seneste film, Betty Fisher og andre historier (2001), som nu har dansk premiere.
Filmen handler om den unge, enlige mor Betty (Sandrine Kiberlain), der mister sin lille dreng.
Hendes egen, ikke helt normale mor (Nicole Garcia), der aldrig har været der for Betty, kidnapper en anden dreng i håbet om, at det vil opmuntre datteren. Sideløbende følger vi så den kidnappede drengs mor (Mathilde Seigner), som hellere bager på sin rige chef end tager sig af sin nu forsvundne søn og sin omsorgsfulde kæreste.
En håndfuld menneske-skæbner vikles ind i hinanden i Millers mosaikfortælling, der, som flere af instruktørens tidligere film, blandt andet Klasseturen, bringer os tæt på den følelse af afmagt og angst, som børn (og voksne) kan have, hvis de bliver stillet over for ting, de slet ikke forstår.
»Mine forældre var som de fleste mennesker ikke perfekte, men i hvert fald vældig rare mennesker,« siger Miller som svar på spørgsmålet om, hvor interessen for børns følelsesliv kommer fra.

Udfordrer klicheer
»Som alle andre børn oplevede jeg naturligvis både frygt og angst, og jeg har stærke minder om de følelser, meget mere end om de samme følelser som voksen. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg også opdagede film som barn. Der er en forbindelse mellem de to ting.«
Claude Miller forklarer, at han som dreng fortalte sine skolekammerater om de film, han havde set, og hvordan han prøvede at videreformidle de følelser, filmene havde vakt i ham.
»Det er stadig det, jeg forsøger,« siger han om sit arbejde som instruktør.
»At kommunikere de dybe følelser, jeg fornemmer i en historie, jeg læser.«
Betty Fisher og andre historier er baseret på en roman af den britiske krimiforfatter Ruth Rendell, som Miller opdagede, da han så Claude Chabrols Rendell-filmatisering Ceremonien (1995). Miller læste, hvad han kunne finde af Rendells bøger, og faldt for en af dem, The Tree of Hands, fordi hun stiller spørgsmål.
»Ruth Rendell udfordrer altid stereotyper og klicheer som f.eks. moderlig omsorg og det, at en mor skal elske sit barn og omvendt, at et barn skal elske sine forældre,« siger Miller.
»Man finder snart ud af, at det ikke altid forholder sig sådan i virkeligheden, og det giver anledning til mange konflikter og megen smerte og lidelse.«

Interessant fiktion
Alle er enige om det rigtige i, at man skal elske sine børn og sine forældre og være god mod sine omgivelser, siger Miller. Men hvorfor er der så krige, dramaer og tragedier, spørger han polemisk og svarer selv.
»Selv om vi er enige i princippet, så er der mange, som ikke respekterer eller efterlever disse uskrevne regler. De følger bare deres behov og impulser, og så går det galt.«
Det er et paradoks, og paradokser og modsætninger er ifølge Miller det materiale, som interessant fiktion, litteratur eller film, er gjort af.
»Livet er fuldt af paradokser,« siger han, »og jeg gik meget bevidst efter at punktere de moralske principper og stereotyper, som alle ellers kan enes om.«
Claude Miller kan godt lide at bruge en kriminalistisk intrige som udgangspunkt for sine film, der sjældent handler om selve forbrydelserne, men om mennesker fanget i deres eget eller andres spind som en konsekvens af den kriminelle handling. I Den søde syge (1977) var forlægget skrevet af Patricia Highsmith, en anden af den psykologiske krimis store damer, og Betty Fisher er altså baseret på en Ruth Rendell-roman.
»Som i tragedier er forbrydelser kulmination på overdreven adfærd,« siger Miller.
»Jeg har altid været interesseret i ekstremer og ekstrem opførsel, velvidende at disse ekstremer som regel vil føre til kriminelle handlinger.«

Dobbelt så sjovt
Den ekstreme opførsel understreges af de stiliserede miljøer, som Miller placerer sine karakterer i. Han siger, at han ville ønske, at han kunne beherske sig og være mere primitiv i sit udtryk, fordi det vigtigste for ham er en høj grad af realisme i personernes følelser.
»Jeg vil gerne formidle de følelser gennem billederne, og de måtte gerne være meget mere rå og kunne klare sig uden nogen form for stilisering,« siger Miller, der begyndte i filmbranchen som assistant for Godard og Truffaut.
»Men fordi jeg elsker film og filmsproget så meget og holder af situationer fra andre film, så har jeg det med, uden rigtig at være bevidst om det, at genbruge dem i mine egne film.«
Kærligheden til filmsproget skinner også igennem i Millers leg med fortællestrukturen i Betty Fisher og andre historier, der byder på mange karakterer og plottråde, som væves sammen.
»Det er en meget filmisk struktur, som jeg har stor fornøjelse ud af at arbejde med,« siger han.
»Filmklipning bruges til at skabe reaktioner, og det fører enten til en følelse af harmoni eller mangel på harmoni. I Betty Fisher var det ikke kun muligt at opnå det i klipningen, men også med selve plottet. Det er sjovt at lege med publikums følelser i klipningen, men her var det dobbelt så sjovt, fordi jeg kunne gøre det på flere niveauer.«

*’Betty Fisher og andre historier’ har premiere 21. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her