Læsetid: 3 min.

Med livet som indsats

Sangerinden Trine-Lise Væring har lavet en råswingende og intens plade om en voksen kvinde i et vadested, hvor debutanten Michelle Birkballe næsten hiver sine klicheprægede sange hjem på en livsglæde og -appetit uden lige
15. marts 2003

Nye cd’er
Det kan nok være sangerinden og sangskriveren Trine-Lise Væring træder i såvel klanglig som tekstlig karakter med sit seneste album, Trespassing, hendes første reelle udspil i singer/songwriter-genren efter en håndfuld jazzorienterede plader. Produceret til ug med kryds og slange af den seje Kæv Glieman, er det et funky og swingende udspil, hvor groove og melodi på flertallet af titlerne går op i den der famøse højere enhed, mens en fasttømret lille kvartet på det nærmeste koger bag hende; især bides mærke i Jonas Bergs finurlige keyboards og Thor Madsen stikkende gui-tar, men rytmegruppen er bestemt ikke ueffen – det er holdarbejde af fineste sortering fra start til slut.
Med 11 engelsksprogede sange om en moderne voksen kvinde på vej mod de 40 bryder Væring med den danske musikscenes Barbiedukke-syndrom, hvor det er lige meget om man er 21 eller ej, ens tekster skal guddødeme lyde som var man et tomhjernet pigebarn, hvis livsline er den eneste ene, ham, der kan tage én i sine arme og fylde det evige tomrum ud med lyserød, candy floss-dryppende kærlighed, kærlighed og atter kærlighed.

Med livet som indsats
Ikke for det – der er masser af sange om kærlighed på Trespassing; den er bare ikke lyserød. Her er farven blodrød, farvet af bitter erfaring parret med en indædt tro på, at det må og skal kunne lade sig gøre. Isnende effektiv er afslutningssangen »Odds & Ends« om at se sig selv i spejlet og forsøge at få det indre og det ydre til at passe sammen. Det er simpelthen med livet som indsats og lige så pinagtigt det er, når det ikke fungerer, lige så hårrejsende effektivt er det, når det – som her – forløses.
Men pladens trumfkort er og bliver Værings stemme, der med stor beherskelse formår at holde sig på den rigtige side af indlevelse, således at demonstrativt føleri og anden følelsesporno i vid udstrækning undgås; hun foredrager sine personlige – og som tommelfingerregel vellykkede – tekster med fornemmelse for det usagte, for den sigende pause og fuld af tillid til lytterens meddigtende evne. Det er stort.
Pladens svaghed er så, at et par af melodierne ikke rigtig folder sig ud, hvilket sættes yderligere i relief af dem, der fungerer.
Men som helhed et flot, modigt og anderledes udspil fra en moden kvinde, der står ved alder, erfaring og kunnen og samtidig kommer lytteren i møde som et ægte menneske.
I en helt anden af skalaen ligger debutanten Michelle Birkballe, der med gejst og gåpåmod søsætter karrieren med dette selvbetitlede debutalbum, der emmer af livskraft, energi og appetit.

Gejst og gåpåmod
Med 13 dansksprogede sange i den store udadvendte, dybt amerikaniserede mainstream-rocktradition er Birkballe ikke bange for at slå nogle skæve. Det gør hun også, især på tekstplanet – syntaks, Michelle, syntaks! – og musikken er heller ikke synderlig original; der er stort set ikke noget her, man ikke har hørt før. Og bedre, tilmed.
Og det er ikke, fordi de indforskrevne musikere ikke spiller det bedste – vitalt, ligefrem – de har lært, men sangene benytter alle som én i forvejen kendte stilgreb og skabeloner og er man til bare en spids musikalsk nytænkning er her intet at komme efter.
Birkballe bør bruge meget mere tid på sine arrangementer fremover... eller ende som kvindelig pendant til Christian, meterrockens ukronede konge og en anden notorisk syntaks-gangster. Til gengæld har hun en hæs og ekspressiv stemme, der med den rette sang svinger sig godt opad. Man kan snildt forestille sig, at hun på den rette scene vil være noget af et livstykke at bevidne.

Smittende livsglæde
Der ville dog ikke være nogen grund til at bruge spalteplads på Birkballe, hvis det ikke var for hendes forfriskende, ja smittende livsglæde og ofte gode ideer. Thi selvom man som undertegnede kan få myrekryb over de krøller, hun indimellem slår på sproget for at gøre det sangbart, skal det ikke dække over det faktum, at hun har øje for såvel den sigende detalje som det større dramatiske tableau. Hvis Birkballe gør sit hjemmearbejde bedre næste gang, kan hun sagtens lave en rigtig god plade.

*Trine-Lise Væring: Trespasse (Stunt/Sundance) Produceret af Kæv Glieman
www.vaering.com

*Michelle Birkballe (Recart Music/ HotHouse) Producer: Ikke akkrediteret. Udkommer mandag
www.michellebirkballe.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu