Læsetid: 4 min.

Magtens arrogance

Man kan ikke udelukke, at Frankrig som supermagt ville henfalde til ’magtens arrogance’ ligesom USA. Men de nyeste signaler tyder på, at franskmændene mener det alvorligt, når de går ind for en verdensorden, hvor magtanvendelse kun er sidste udvej
21. marts 2003

(2. sektion)

Frankrig
I Frankrig har vi ikke olie, men vi har ideer.« Det blev det officielle Frankrigs slogan efter det første oliechok i 1970’erne, og det aktualiseres i dag som et underforstået postulat om, at en vis amerikansk politiker fra det olierige Texas er blottet for ideer og intelligens.
Typisk fransk åndshovmod? Måske, men det er ubestrideligt, at Frankrig har ideer, og hvis Frankrig var verdens førende magt – politisk, militært, kulturelt, økonomisk og teknologisk – må man antage, at disse ideer og fransk kultur ville blive ’solgt’ ude i verden med samme energi, som the American way of life er blevet det siden Anden Verdenskrig. Med en førende stilling for det franske sprog ville de franske medier naturligvis have stor gennemslagskraft, og den franske vilje til at påvirke verden er der ingen grund til at tvivle på.
De franske politiske og økonomiske ideer, der måske ville gå deres sejrsgang – det er selvfølgelig tilladt at tvivle – adskiller sig fra den angelsaksiske liberalisme i dens forskellige afskygninger fra Adam Smith til Milton Friedman. Troen på statens mere eller mindre dominerende rolle er indgroet i denne tusind år gamle nationalstat, og den dukker op i forskellige former fra Colbert (Ludvig den 14.’s ’statsminister’) til Napoleon og de Gaulle. Den lever videre i en ny og moderniseret form i Frankrigs rolle i det internationale samarbejde i dag.
Under fransk dominans kan der ikke blive tale om, at WTO, OECD og EU kaster sig ud i en løbsk globalisering og deregulering, en snigende nedbrydning af nationalstaterne. Kulturelle produkter skal ikke behandles som almindelige handelsvarer, kulturelle investeringer ikke underkastes samme liberalisering som andre investeringer, og statsstøtte til kulturlivet – f. eks. film – skal ikke forbydes som ’konkurrenceforvridning’, men beskyttes.
Tanken om at være førende i verden er slet ikke fremmed for Frankrig, og de ’universelle’ ideer, som den franske elite er stolt af, stammer fra oplysningstidens store navne som Voltaire, Rousseau og Diderot – fornuftsdominerede ideer, frihedsideer, emancipation fra fyrstevælde, adelsvælde og kirkevælde, kamp mod obskurantisme.
Napoleon havde sin egen måde at eksportere franske ideer på, og den dag i dag vil mange nok have svært ved at tro, at Frankrig som supermagt ikke ville henfalde til ’magtens arrogance’ – som USA. Men hvis man lytter til de nyeste signaler – som ikke bør identificeres med Chirac, men med praktisk talt hele det politiske spektrum – kan man med en vis sandsynlighed gå ud fra den hypotese, at Frankrig ligesom Tyskland har lært af fortiden og mener det alvorligt, når man går ind for en international retsorden baseret på kollektiv kontrol, en verdensorden, hvor magtanvendelse kun er sidste udvej, og hvor FN har det sidste ord.

Napoleons ’unilateralisme’ og Bismarcks magtpolitik – det er George W. Bush, der i dag har overtaget disse metoder fra det ’gamle Europa’, mens den politik, som Frankrig er blevet den førende talsmand for, repræsenterer den virkelige fornyelse, en moderne og fremtidsrettet vision. Den blev i øvrigt først lanceret af en amerikaner, der var forud for sin tid – præsident Woodrow Wilson – ved den Første Verdenskrigs slutning. Den led nederlag dengang, først fordi USA’s Senat sagde nej til amerikansk deltagelse i Folkeforbundet, derefter i 1930’erne, fordi denne organisation manglede magtmidler mod Mussolini og Hitler – og i øvrigt ikke havde noget Sikkerhedsråd.
Frankrig er alt andet end en pacifistisk magt, ikke modstander af magtanvendelse til forsvar for en international retsorden. Frankrig har mere end noget land slået til lyd for ’retten til indblanding’ til forsvar for menneskerettigheder og bevarelse af freden – men med det ’gamle Europas’ bevidsthed om fortidens synder og afsky for eventyrpolitik. Magtanvendelse skal ikke finde sted efter forgodtbefindende nårsomhelst og hvorsomhelst.
På den anden side skal magtanvendelse heller ikke udelukkes. Pacifisme har et dårligt navn i Frankrig, og med sine atombomber og sin mægtige rustningsindustri vil Frankrig ikke fremme almindelig afrustning, men tilstræbe væbnet fred. Filosoffen og sociologen Raymond Aron (1905-83), der stadig regnes for en autoritet, formulerede den tese, at »udenrigspolitik er uadskillelig fra potentiel magtanvendelse og fra reelle eller potentielle handlinger, der har deres pris«.
På verdens mest eksplosive skueplads, Mellemøsten, vil Frankrigs dominans betyde en afgørende forskel. Modsat USA, der yder Israel ubetinget støtte, vil Frankrig tvinge Israel til at respektere FN-resolutionerne fra 1967 om tilbagerækning fra de besatte områder. Frankrig går ind for sikkerhedsgarantier for Israel, men tilstræber et godt forhold til – og indflydelse i – den arabiske verden. Og ønsker frem for alt at undgå konfrontation med denne.

Fransk kulturel indflydelse og fransk livsform vil for mange stå som et forfriskende alternativ til amerikansk, men det beror måske på Frankrigs gamle og traditionelle udstråling.
Realistisk må man regne med Frankrig på godt og ondt, og Frankrig er både kulturliv og sportsidioti, både raffinement og vulgaritet. Originale film og klichemættede soap operas. Men det franske sprog og franske medier med international gennemslagskraft ville åbenbare ukendte sider af det franske univers. F. eks. humoren – Frankrigs hemmelige våben.
Frankrig har ideer, og de går ofte på tværs af de amerikanske (der ofte lugter af olie...). Bortset fra det ville Frankrig som eneste supermagt også have nationale politiske og økonomiske interesser at varetage (bl. a. at skaffe sig olie).
Frankrigs storhed og gloire vil vi høre meget om. Fransk unilateralisme vil forekomme i visse sammenhænge, og det ville være for naivt at forestille sig en perfekt verdensorden under fransk ledelse, en utopisk Pax Gallica.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu