Læsetid: 4 min.

Mellem Eufrat og Tigris

Der er noget storslået i, at den vestlige civilisation måske provokerer sin egen undergang netop der, hvor den opstod
14. marts 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Your World Today på CNN og BBC World har slugt en del af min tid i den forløbne uge. Ikke specielt fordi jeg dér har søgt inspiration til denne klumme. Nok nærmere fordi den langvarige nedtælling til den tilsyneladende uafvendelige krig ikke har kunnet undgå at opskrue frygten for, at lunten hvert øjeblik kan være brændt ind til krudtet og braget kommer.
Man vil jo helst ikke tages med bukserne nede, og af naturlige grunde er CNN og BBC hurtigst ude med det seneste nye – hvis man altså ser bort fra Al-Jazeera, som jeg ikke kan tage. Jeg har nu også svært ved at tage navnlig CNN, men måske håber man et eller andet sted, at det seneste nye måske kunne være noget opmuntrende.
Og der har da været nogle små opmuntringer som de to amerikanske diplomater, der har taget deres gode tøj og er gået i protest mod deres regerings politik. Eller den voksende modstand mod Tony Blairs blinde loyalitet over for Bush. Det bliver spændende at se, om der er en eneste dansk politiker fra den borgerlige fløj, der stiger ned fra en taburet i protest, hvis Fogh Rasmussen selv uden FN’s sanktion fastholder sin og regeringens solidaritet med de krigsgale mennesker i Washington.

Det forkerte sted
Ingen skal nu få mig til at ligge med hovedet i skødet på Jacques Chirac. Hans motiver er lige så røgede, som Bushs er spegede. Egentlig er det pudsigt, at netop de to kamphaner har det tilfælles, at de er kommet til magten på lige lidet glorværdig vis. Jeg ville ikke købe en brugt cykel af nogen af dem. Jeg har det rigtig dårligt med den lobbyisme og de armvridninger, bestikkelser og trusler, de tager i anvendelse for at lokke eller tvinge Cameroun, Guinea og Angola over på netop deres side. Lande, som har været så uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt – nemlig i FN’s Sikkerhedsråd.
I skrivende stund kommer så charmetrolden Donald Rumsfeld på skærmen og erklærer, at USA da godt kan undvære Englands soldater. Han ville sikkert gerne forsøde tilværelsen for Blair. Men Blair bruger ikke sukker i teen, så det blev i stedet til ørkensand i maskineriet. Og USA står fast på, alene om det så skal være, at foranledige, at den vestlige verden inden for en overskuelig fremtid kommer til at ligne en blanding af Israel og Palæstina.
Fantasierne om, hvad der kan komme, er ikke til at ryste af sig. Det nytter ikke engang at stikke hovedet i busken. For billederne af de tungtlastede kampfly, der ustandseligt letter fra hangarskibene og øver sig i at droppe deres dødbringende last, har desværre allerede bidt sig fast på nethinden.
Ligesom de tunge tanks, der tøffer rundt i ørkenen og med deres erigerede kanoner signalerer voldtægt af en befolkning, der også har været så uheldig at bo på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Et sted, som var det rigtige sted, dengang det var den rigtige tid, og det hed Mesopotamien, der netop på grund af sin beliggenhed mellem Eufrat og Tigris blev civilisationens og kulturens vugge, og menneskene levede der i velbehag, og den eneste olie, man interesserede sig for, var olivenolie.
Når mine værste anelser løber af med mig, ser jeg det storslåede i, at den vestlige civilisation måske provokerer sin egen undergang netop der, hvor den opstod. Fremtidige historikere, hvis der bliver nogen, vil tale om det grafisk smukke i dette cirkulære historieforløb.
Hele tiden kører tanker rundt i mit hoved om alle de penge, dette koster. Og om, hvad de kunne være brugt til. Og om, hvad de måske kunne have afværget. Eller jeg begynder at fantasere om de mængder af energi, der skal til for at holde alle disse krigere i gang.

Lort over ørkenen
Tænk på de ton af burgere, de oceaner af colaer, de bjerge af brød og de grusgrave af popcorn, der må flyves ind hver dag for at holde liv i sådan en hær! Slik og tyggegummi kommer formodentlig i skibsladninger. Øl og spiritus står det sikkert sløjt til med, med den præsident, der efter sigende selv fik, så hans Stetson passede, mens han ikke deltog i Vietnamkrigen. For ikke at tale om tobak, der snart er helt forbudt i det hjemland, hvor det opfattes som farligere for omgivelserne, at en mand tager sig en smøg, end at han trækker sin skyder.
Iblandt fantaserer jeg også om, hvor meget 300.000 soldater skider hver dag. Flyver de det mon hjem, hvor det hører til? Eller ryger det alt sammen direkte ud i Golfen? Hvis de var rigtig smarte, så spredte de det ud over ørkenen og gjorde den frugtbar. Derved kunne de gøre mere gavn end med alt det andet lort, de ellers har tænkt sig at droppe i området.
Your World Today! Eller, som Kierkegaard skriver et sted: »... efter slige Mirakler vil Verden neppe staae til Paaske.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her