Læsetid: 5 min.

Mellem ret og sikkerhed

Efter det Tredje Rige har tortur været et absolut tabu i Tyskland. Nu bliver dette tabu diskuteret. Et tilbagefald til gamle tider? Snarere synes debatten at være forud for en europæisk udvikling
7. marts 2003

(2. sektion)

Tyskland
I mandags berettede Informations korrespondent Torsten Weper om et barnemord, som har udløst en voldsom torturdebat i Tyskland. For nu at sammenfatte historien ganske kort: Fredag den 27. september forrige år blev den 11-årige Jakob von Metztler bortført. Tre dage senere, mandag, blev kidnapperen anholdt, efter at politiet havde overvåget ham siden søndag aften. På dette tidspunkt gik politiet ud fra, at Jakob stadigvæk var i live. Efter endnu 24 timer, hvor kidnapperen havde nægtet at oplyse den 11-åriges opholdssted, mente politiet, at der måtte handles, idet de antog, at Jakob nu havde været uden mad og drikke i over 36 timer.
Wolfgang Daschner, vicepolitichef i Frankfurt og ansvarlig for afhøringen, besluttede at true gerningsmanden med »at tilføre ham smerter, som han aldrig havde oplevet før«.
Ifølge kidnapperens eget udsagn til sin forsvarsadvokat var han blevet konfronteret med, at en specialist allerede var på vej, og at der i øvrigt befandt sig »to store negre« i hans celle, som bare ventede på at voldtage ham. 10 minutter efter – uden at nogen havde rørt kidnapperen – oplyste han den 11-åriges opholdssted.
Det viste sig, at han allerede havde dræbt Jakob umiddelbart efter bortførelsen fredag eftermiddag.

En nødsituation
Politiets trussel om anvendelse af tortur under afhøringen blev først kendt for to uger siden. Wolfgang Daschner havde umiddelbart efter sin beslutning om at bruge dette instrument oplyst det til statsadvokaten.
Han var bevidst om, at dette skridt var i uoverensstemmelse med loven. Daschner påberåbte sig en nødsituation, hvor han måtte afveje kidnapperens rettigheder i forhold til den bortførtes – en samvittighedsafgørelse, som han om nødvendigt ville træffe igen. Daschners rapport er avisen Der Tagesspiegel nu kommet i besiddelse af. Siden – jvf. Informations artikel i mandags – har politiets handlen ført til en hidsig diskussion.
Intensiteten af denne debat giver nu selv stof til eftertanke og anledning til kommentarer. Ved nærmere betragtning er der faktisk ingen ledende politikere eller grupper i det tyske samfund, som plæderer for en reform eller indskrænkelse af grundloven, retsplejeloven eller de internationale konventioner, som Tyskland har undertegnet, og som forbyder tortur – ohne Wenn und Aber.
Nogle få politikere, for det meste dem, man med et engelsk udtryk vil betegne som backbenchers, har offentligt overvejet, om der ikke er grundlag for anvendelse af tortur, når man nu på den måde vil kunne forhindre for eksempel et terrorangreb, som ville koste mange tusinde menneskeliv.
En håndfuld jurister, deriblandt formanden for det tyske dommerforbund, har kastet sig ud i hypotetiske juridiske konstruktioner for således at støtte Daschners argumentation om en nødsituation. Mange, deriblandt Hessens ministerpræsident, Roland Koch, har udtrykt menneskelig forståelse for vicepolitichefens ageren, forbundet med et håb om, at han ikke vil blive dømt alt for hårdt.
At Daschner – samvittighedsafgørelse altså frem og tilbage – dog skal stilles for en domstol, fordi han med truslen om tortur har sat sig ud over de eksisterende love og ikke mindst forfatningen, hersker der bred enighed om i tysk politik og i den såkaldte politiske offentlighed.

Opblæst mediehistorie?
Alligevel bliver debatten ved med at fylde spalterne i de tyske aviser, hvilket kulturskribenten Burkhard Müller-Ullrich i en kommentar til Deutschlandradio, svarende til Danmarks Radios P1, nu har ført tilbage på, at tyskerne simpelthen mangler en »glad kynisme« over for staten, sådan som franskmændene og englænderne besidder den.
»På den ene side har vi indoptaget den statslige autoritet meget mere end andre folkeslag i Europa. På den anden side er vi åbenbart blevet meget mere allergiske over for selvsamme.« Debatten om den ’virtuelle tortur’: »Det komiske ligger i den kendsgerning, at vicepolitichefen er blevet en folkehelt, fordi han besluttede, at man ikke kunne lade være med at handle, uden han egentlig gjorde noget« – er ikke kun betænkelig, men har derudover noget hyklerisk over sig:
»Som om nogen havde godkendt torturens indførelse, kundgjorde mange kommentatorer deres gode sindelag med det eftertrykkelige budskab ‘Grib ind i tide’.«
Også den tyske justitsminister, Brigitte Zypries, som i debattens løb er blevet citeret forkortet og pludseligt fremstod, som om hun havde godtkendt Daschners anvisninger, svarede i fredags på spørgsmålet om, hvad hun synes om den intensive og vedvarende torturdebat:
»Jeg må tilstå, at jeg er forbløffet. Men jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig ved, om dette ikke også skyldes journalisterne. Hvis man følger de forskellige meldinger fra nyhedsbureauerne, får man jo en gang imellem det indtryk, at enhver jurist, der har bestået sit eksamen, nu offentligt bliver spurgt om sin mening. Dette tema er også ét, der bliver en smule forceret, og man spørger sig selv, om der bag dette ikke også står nogle bestemte interesser – nemlig dem, der gerne så dette spørgsmål taget op.«
Er torturdebatten altså kun en opblæst mediehistorie, en tysk refleks og selvbespejling, der i al sin egendynamik er faret vild? Et sådant spørgsmål ville man have svært ved helt at afvise, hvis ikke Daschners handlen mødte en så stor forståelse i selve den tyske befolkning.
Ifølge en meningsmåling fra Forsa-instituttet synes 63 procent af de adspurgte, at Wolfgang Daschner ikke skal straffes for hans brud på grundloven – et tal, der ikke kun står i kontrast til konsensussen i det politiske establishment, men som også rejser spørgsmål angående tyskernes retsbevidsthed og – ja, faktisk – deres forhold til staten.

Retsstat i forandring
Ethvert samfund må afveje sin sikkerhed og borgernes frihed i forhold til hinanden. En forandring i det ene vil typisk have en konsekvens for det andet. Og det er lige præcis denne balance, der for tiden synes at være under nyjustering.
Amnesty International konstaterer efter den 11. september en opblødning af retsstandarder i de vestlige samfund, hvilket amerikanernes behandling af fangerne på Guantanamo blot er det mest fremtrædende eksempel på. På samme måde betyder tolereringen af tortur i særlige tilfælde hos mange tyske borgere en afsked med ét af retsstatens bærende principper til fordel for en større sikkerhedsfornemmelse.
»Vores samfund er blevet mere præventivt orienteret«, sagde vicepræsidenten for den tyske forfatningsdomstol Winfried Hassemer for nyligt til Süddeutsche Zeitung. »Denne tendens er ikke først blevet født med den 11. september. Men vores behov for kontrol, vores risikoangst, vores beredvillighed til at gribe til skarpe modmidler, har efter min opfattelse taget til.«
En lignende tankegang præsenterede jura-professoren Wolfgang Hecker i den liberale Frankfurter Rundschau. Han forudser, at der i Tyskland ikke vil blive rørt ved det absolutte torturforbud i nærmere fremtid. Alligevel ser han anledning til bekymring: »Også overleverede principper fra den demokratiske retsstat kan kun hævde sig, når samfundet er med til at bære og således med til at bekræfte dem.«
Spørgsmålet er så bare, om torturdebatten i Tyskland udelukkende er en tysk debat?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu