Læsetid: 2 min.

Moderskabets minefelt

Dygtigt iscenesat spændingsdrama om mødre, der svigter
21. marts 2003

(2. sektion)

Ny film
»Jeg tror, der er flere smertefulde konflikter mellem børn og voksne end mellem mænd og kvinder,« har den franske instruktør-veteran Claude Miller udtalt. Og i sin nye psykologiske thriller rører han – ligesom i Klassefesten fra 1999 – ved nogle ømme punkter: børn, der svigtes totalt af forældrene, i dette tilfælde mødrene.
Den højt besungne moderkærlighed har succesforfatterinden Betty i hvert fald ikke fået meget af fra sin mor, den sporadisk nervesyge (af porfyri) Margot – en sygeligt selvoptaget overklassekvinde med anfald af voldsom aggressivitet. Betty bærer endnu ar af moderens overfald.

Flere slags mødre
Nicole Garcia, der engang var ekspert i at fremstille hyperfølsomme unge piger, spiller denne Margot, så man stadig mærker en sårbar umoden kvinde bag moderdyrets egocentriske lunefuldhed. Og det giver de indledende scener mellem mor og den stadig skræmte datter en nerve og dobbelttydighed, der desværre ikke altid præger den vidtløftige fortsættelse.
Bettys barn dør, og Margot kidnapper et andet, misrøgtet barn – hvorved den sorgramte Betty får chancen for at realisere det moderskab, der måske er blevet hendes sidste redningsplanke. Men som titlen lover, skal vi også se andre historier: om en promiskuøs barpige og hendes rare arbejdsløse kæreste, plus en uheldig gigolo.
Der er en del drevent håndværk i den adrætte sammenvævning af historiernes mange tråde, men alligevel føler man sig ofte på et sidespor i forhold til hovedtemaet: moderskabet som en modsætningsrig gyserhistorie og en forpligtelse, der kan være både tragisk og opløftende. Med forbløffende mange overflødige nærbilleder skøjter Claude Miller gennem forfatterinden Ruth Rendells historie(r), der i Millers version konstant forgrener sig og til sidst må haste med at få alt til at falde lidt for afsnuppet på plads.

Betragtende børn
Sandrine Kiberlain underspiller velgørende sobert som Betty, men overbeviser med sit mærkelige tomme blik ikke helt som seriøs forfatter.
Til gengæld har Miller et sikkert greb om barneskuespillerne. Hans scener mellem barn og voksen kan minde om de endnu stærkere afsnit med Julianne Moore som fremmedgjort, fortvivlet 1950’er-mor i den biografaktuelle The Hours.
Begge film er inde på moderskabets tabubelagte minefelt af had og svigt. Drengebørn betragter deres mødre – skeptisk undersøgende, kontaktivrige eller tilsyneladende ligeglade. Børnene kan være en tillukket gåde, og det tjener Claude Miller til ære, at han ikke sentimentaliserer sine barneportrætter. Derfor kan han – trods alle sidespring – opnå en sært bevægende virkning, da den tavse dreng José endelig bekender kulør og til sidst kalder Betty til sig.

*Betty Fisher og andre historier. Instruktion og manuskript: Claude Miller efter Ruth Rendells roman Et barn savnes. Fransk (Gloria)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her