Læsetid: 2 min.

Musik i børnehøjde

Nye plader med henholdsvis Grethe Agatz og Djanzz byder på charmerende musik for de mindste
11. marts 2003

Nye cd’er
Midt i disse års stigende og larmende strøm af børneudgivelser, hvor små piger og drenge i stigende grad agerer uniformeret efterligning af de voksnes showbiz, og hvor selv de små i før-skolealderen er blevet et skærpet mål for kommercielle producenter, kan man heldigvis stadig finde charmerende udgivelser, der tager de mindstes parti og i både ord og toner arbejder med kvalitet på børnenes præmisser.
Det er ikke mindst tilfældet med pladen Flyve, flyve, flyve – børnesange af Grethe Agatz, der består af 22 sange i en direkte og rytmisk inciterende stil. Sangene er skrevet tilbage i 50’erne og 60’erne af den musikpædagogiske pionér og i dag 90 år gamle Grethe Agatz, der har været en slags konsulent på projektet.

Venligt og jordnært
At mange af Agatz’ sange holder endnu, kan man forvisse sig om på Flyve, flyve, flyve og den for et par år siden udsendte Tigerdans. Begge plader har Frans Bak som musikalsk leder og arrangør for et udvalgt børnekor fra Øster Farimagsgade Skole, bakket op af et velspillende akustisk ensemble med Jan Rørdam (guitar o.a.), Hans Ulrik (sax, klarinet, fløjte m.m.), Jesper Bodilsen (bas) og slagtøjstrioen Drums Across.
Agatz’ sange, der i sin tid ofte blev skabt i en fri og fantasibefordrende interaktion med børn, er gjort af enkle harmoniske rundgange og melodilinjer bl.a. i spørgsmål-svar-form, og med brug af latin-, mambo, - boogie, og calypso-rytmer. Baks arrangementer ejer en luftig elegance og fremdrift, der garneres med fine instrumentale detaljer og Hans Ulriks melodiske soli, og de velsyngende børn skaber en venlig og jordnær atmosfære. Mange af Agatz’ sange er meget simple. Ikke desto mindre er de en helhed af musik og ord, som børn umiddelbart kan relatere til. De mindste vil elske musikken, men også voksne vil sætte pris på dens uanmassende lødighed.

Sprælsk junglejazz
Bag ved den godt sælgende Djanzz – Junglejazz for børn står Carl Quist Møller (slagtøj, effekter, fortæller), Palle Windfeldt (guitar, sang) og Sille Grønberg (sang, guitar, ukulele). Gruppens navn refererer til både dans, jazz og sigøjnerguitaristen Django Reinhardt. De har begået en sprælsk og skæg børne-jazzplade, der især i første halvdel bobler af swing og musikalitet. Her er ni sange og en enkelt musikledsaget fortælling (om rapanden Ægir der efter en del genvordigheder opfinder rap-musikken og vinder respekt!). Windfeldt og Grønberg har skrevet den velfungerende musik, mens alle tekster er skrevet af Carl Quist Møller, der ved siden af sit musikervirke også arbejder som animator, og naturligvis har malet det herlige cover og farvebillederne i teksthæftet.
Quist Møller er som perkussionist mest kendt fra Tango Orkestret, hvor også Windfeldt spiller, men har i øvrigt særlige gener for at kommunikere i børnehøjde. Hans vildtvoksende løgnehistorier og ditto Pinocchio-næse var en overgang et sikkert indslag i DR’s børneprogrammer. Djanzz er vel mest velegnet for børn til og med de første par skoleår, men musikkens veje kan være uransagelige: Gruppen er i maj måned inviteret til Iran, hvor den skal spille for et voksent publikum!

*Grethe Agatz: Flyve, flyve, flyve – børnesange af Grethe Agatz (SÅDAN’sk/Sundance 111-2)
*Djanzz: Junglejazz for børn (Djanzz 02) www.djanzz.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her