Læsetid: 11 min.

Når en far skyder sit barn

Skandinaviske mænd dræber også deres kvinder. Men de modtager ikke bifald fra slægten. Det gjorde derimod faren til svensk-kurdiske Fadime. Hendes død var ikke et universitelt udtryk for ’vold mod kvinder’. Det var kulturelt betinget, siger norsk antropolog i ny bog
15. marts 2003

Fadime var en af vor tids martyrer. Lad os takke Gud for Fadime, for at hun gennem sin styrke og kærlighed til livet gav mod og kraft til så mange.«
Sådan rungede domprovstens ord i Uppsala Domkirke, da den svensk-kurdiske kvinde Fadime Sahindal blev begravet sidste år.
Det må have lydt som en hån i ørerne på de tilstedeværende medlemmer af slægten Sahindal, som tæller cirka 300 alene i Sverige. Under retssagen mod Fadimes far, der stod anklaget for mordet på sin 26-årige datter, ville ingen i slægten med undtagelse af én – søsteren Songül – vidne. En hån, fordi Fadime i deres øjne havde kastet en ubærlig skam over slægten ved at forelske sig i en svensk mand, og siden blev mediekändis ved offentligt at berette om, hvordan broren og faren havde truet hende på livet.
»Denne Fadime, hvad hun har gjort mod mig, jeg forstår ikke, hvordan jeg skal forklare det for jer,« sagde en desperat Rahmi Sahindal, der havde erkendt mordet på datteren Fadime, under retssagen i Uppsala tingsrätt, 12.-15. marts sidste år.
»Havde du sådan en datter, ville du også skyde hende,« fortsatte den forpinte mand via sin tolk og forsøgte at appellere til rettens forståelse.
Men hvordan kan det at dræbe sit eget kød og blod blive »den endelige løsning«, som Rahmi Sahindal sagde det i retten? Og hvad får en mor til at vidne til støtte for en mand, som har dræbt deres barn?
Det er disse spørgsmål, den norske antropolog Unni Wikan forsøger at besvare i sin bog, For ærens skyld. Fadime til ettertanke. Ved hjælp af en meget liberal offentlighedslovgivning har Wikan, professor ved Socialantropologisk Institut, Oslo Universitet, med feltarbejde i bl.a. Egypten, Oman, Yemen og Norge haft adgang til politiets rapporter fra afhøringer forud for retssagen.
På grundlag af disse afhøringer, forklaringer i retten, Fadimes egne udtalelser før hendes død samt en detaljeret etnografisk viden om æresdrab, skriver Wikan en analyse, der skal få omverdenen til at forstå, hvad der ligger til grund for farens tilsyneladende »meningsløse og uhyrlige påstande.« Vi skal forstå, at de ikke kommer fra et monster, men at det er et menneske i dyb nød, der taler. Et menneske om hvem Fadime selv sagde, »stakkels far,« som antropologen skriver i bogens forord.
Unni Wikans bog er ikke et forsøg på at relativere kulturen. I en artikel i det norske dagblad VG beskrives hun som en kvinde, der går sine egne veje i Norges indvandrerdebat, som også hendes forrige bog handlede om. Dengang det ikke var velset at sige noget ufordelagtigt om traditioner og kultur uden at blive stemplet som racist, kritiserede Unni Wikan både kultur og traditioner, skriver Hanne Skartveit i VG:
»Hun var længe en af de få stemmer, som forsvarede unge indvandrerkvinders ret at træffe deres egne valg.«
Nu hvor det ikke længere er kontroversielt at sige, at menneskerettigheder er vigtigere end kultur og tradition, går Wikan videre til de næste, som ikke har stemmer i den offentlige debat; de der begår overgreb, forældregenerationen. Hvorfor lader de ikke børnene leve deres eget liv? Hvorfor opretholder de en ære og skam-tradition, som fører til tragedier i familien, ikke blot når det handler om drab, men også om arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber.
Faren så sig selv som offer og Fadime som den, der begik overgreb, fordi hun var en hore og udbasunerede slægtens vanære i medierne og tilmed i selve den svenske Riksdag, hvor hun holdt en tale to måneder før sin død.
Retspsykiateren fastslog, at faren var »naiv og primitiv.« Selv sagde han, at han var en syg mand. Det troede hverken sagkundskab eller retten på, og faren blev idømt livsvarigt fængsel på trods af en ankesag, hvor han pludselig hævdede, at det ikke var ham, der skød Fadime i hovedet den 21. januar 2002 foran moderen og Fadimes to yngre søstre, hvoraf den mindste var 13 år.
Unni Wikan er ikke i tvivl; der var rationalitet bag farens handling.

Familien Sahindals problemer begyndte i 1996, hvor Fadime mødte svensk-iraneren Patrik på et datakursus. De blev forelskede, først i skjul, siden blev de mere uforsigtige og et år senere blev de set af Fadimes far på gaden. Fra den dag kunne Fadime ikke komme hjem. Hun flyttede i egen lejlighed. Her opsøgte Fadimes bror hende og truede hende på livet. Det fortsatte over telefonen, hvor selv hendes yngste søster kaldte hende en horedjævel.
Fadime valgte at gå til medierne med sin historie, fordi hun mente, at offentlighed kunne beskytte hende, hjælpe andre i en lignende situation, og fordi politiet i første omgang ikke tog drabstruslerne alvorligt. Sagen blev taget op i 1998 og broren blev dømt – men fik på grund af sin unge alder, 17 år – kun en bøde på 20.000 svenske kroner, det samme som faren blev idømt. En måned senere døde Patrik ved et trafikuheld.
Men allerede en uge efter dødsulykken blev Fadime slået ned af sin bror. Han fik fem måneders fængsel for det voldelige overfald.
Unni Wikan mener, at Fadimes bevidste brug af medierne var kraftigt medvirkende til, at hun blev dræbt. Familiens skam blev udstillet, og den blev udsat for fordømmelse i det svenske samfund. Den yngste søster beskrev det som at blive gjort til et medlem af en monsterfamilie. Fadime følte sig overvældet af mediernes interesse, og i flere år inden hun blev myrdet holdt hun sig væk fra deres søgelys. Talen i Riksdagen i 2001 var en undtagelse, og hendes optræden ved konferencen om integration blev endog hemmeligholdt.
Æresdrab er ikke uundgåeligt, påpeger Wikan. Og familier prøver ofte at finde andre løsninger. Fadime blev sendt i eksil, og måtte ikke se sine søstre og mor eller vende tilbage til Uppsala. Men Fadime brød også det eksil, hun var blevet påbudt og mødtes i smug med sin mor og to søstre fuldt vidende om
truslen, og det var også dem, hun var sammen med på mordnatten til en afskedskomsammen, inden hun skulle rejse til Kenya et halvt år i forbindelse med sin uddannelse.

Faren så ingen anden udvej end at genoprette æren med et drab. Men han var ikke alene om nå til den beslutning. Slægten, som stammer fra tyrkisk Kurdistan, har boet i Sverige i over 20 år og har en magtfuld bastion i hjemstavnsområdet.
»Æresdrab handler om en kollektiv tradition. Morderen handler på vegne af et større kollektiv. I min analyse af Fadime-sagen kommer jeg frem til, at det var Fadimes far, der førte pistolen, men andre magtfulde personer i slægtens hierarki var medvirkende til mordet, fordi de sagde, at det var nødvendigt,« siger Unni Wikan.
I bogen gennemgår hun andre sager om æresdrab i Sverige, bl.a. på de to kvinder, Sara og Pela, der blev ofre for æresdrab i henholdsvis 1996 og 2001. Her var beslutningen om, at de skulle dræbes heller ikke truffet af individer, argumenterer Wikan – i det ene tilfælde var det to mindreårige mandlige medlemmer af slægten, der begik udåden – for som mindreårige kunne de ikke straffes så hårdt.
Den svenske offentlighed vidste, at Fadime var truet på livet. Hun havde selv fortalt det og endog forsøgt at skabe forståelse for sin fars og brors situation, som en del af en tradition, de ikke kunne sige sig fri for.
»Jeg har ødelagt hele slægtens liv. Nu vil ingen gifte sig med piger i min slægt. Alle piger er horer… At dræbe mig er den eneste måde, hvorpå de kan få deres ære og stolthed tilbage,« sagde hun i 1998.
Fadime udtalte også, at alle i hendes slægt mente, at det var det rigtige at dræbe Sara. Morderne var martyrer i deres øjne.
Det handlede om magt og kontrol med kvinders seksualitet, strenge hierarkier og lydighed over for de ældre i slægten.
Men Saras død fik ingen konsekvenser for svensk politik. Myndighederne konkluderede, at vold mod kvinder var et universielt problem; kulturelt betinget vold findes ikke, ej heller æresdrab.
»Svenskerne ville ikke høre. Sverige er et vældig politisk korrekt land, og man var meget bange for at sige noget, som kunne tolkes som racisme og bange for at stigmatisere udsatte grupper. Derfor nægtede man at tage alvorligt, hvad kvinder selv berettede om æresdrab i deres kultur.«
Argumentet om, at kultur ikke spiller nogen rolle for vold mod kvinder, og at mænds overgreb på kvinder også er et grundlæggende problem i f.eks. Norge, Sverige og Danmark, kom bl.a. fra venstreintellektuelle røster i debatten både efter Sara-mordet og mordet på Fadime. Herhjemme blev der ført en lignende diskussion: Når skandinaviske mænd dræber kvinder, fokuserer man på individet. Hvorfor inddrage kultur, når det gælder indvandrermænd, lød spørgsmålet.
Men jalousidrab er ikke det samme som æresdrab, understreger Unni Wikan. Og de, der har fremført sådanne argumenter, har i virkeligheden været med til at bedøve offentlighedens opmærksomhed over for de indvandrerpiger, der lever med trusler fra familien.
»Man har misforstået, hvad æresdrab går ud på. Jeg er enig i, at vold er vold uanset, hvem der begår den. Men vi skal forstå den specielle kulturelle kontekst, et æresdrab begås i. Det forekommer i mange samfund, men det er barnets egen familie, dem, barnet forventer den største beskyttelse af, som dræber. Når en dansk, svensk eller norsk mand dræber sin kone, er der ingen, der klapper. Men ved æresdrab er der ganske få, men betydningsfulde få, der klapper. Der er en gruppe omkring dig, som synes, det er flot og nødvendigt. Det er en helt afgørende forskel,« siger Unni Wikan.
I bogen citerer hun bl.a., professor i religionsvidenskab, Jan Hjärpe, som en stemme, der taler imod det universielle perspektiv: »Derfor applausen, når mænd ’vasker skammen af’. Det sker selv om æresdrab anses som en afvigelse, og ikke normalt inden for de pågældende grupper.«
I en række lande, f.eks. Jordan, Saudi-Arabien og Afghanistan, er der tilmed love, der betegner æresdrab som nødværge, derfor straffes det ikke.
Fadime og de andre kvinders sager udstiller også et vestligt restsystem, som ikke er gearet til at håndtere æresdrab, fordi det fokuserer på drabsmanden som individ, mener antropologen: »Vi bør lære af dette og for fremtiden undersøge et miljø og ikke bare slutte, når man har fundet drabsmanden.«
Gradbøjning af ansvar og mildere straf med henvisning til kultur er Wikan inderligt imod. Samtidig håber hun, at man med forståelse af baggrunden for æresdrab, kan forebygge, at det sker.
»Vi kan bruge forståelsen til at identificere de magtfulde personer i en gruppe, som er dem, der kan træffe beslutninger om drab eller ikke drab. Skal disse personer i slægtens magthierarki nås, kan det bl.a. ske gennem indvandrerforeningerne, de har jo kontakt. Og de burde påtage sig et ansvar. I Fadimes tilfælde burde de have været på banen tidligt, for man viste jo, at Fadime var truet på
livet. Et æresdrab kommer aldrig som et lyn fra en klar himmel. Det er altid annonceret på forhånd.«

Fadime-mordet rystede det svenske samfund og førte til en debat om fejlslagen integration i en velfærdsstat, der ellers havde det som mærkevare.
Rahmi Sahindal var et eksempel på en totalt fejlslagen integration, mener Wikan. Trods 20 år i Sverige, de fleste tilbragt på det svenske arbejdsmarked, talte han dårligt svensk. Konen slet ikke. Han repræsenterede en kulturel tradition, der står for hierarki, ulighed, klanstruktur, patriarkat, brug af vold for at løse konflikter, og dermed er i opposition til den skandinaviske velfærdsmodel.
»Denne observation kan være med til at stemple bestemte grupper. Hovedparten af de kendte æresdrab i Sverige er begået blandt kurdere. Derfor er det vigtigt at få frem, at kurdere ikke er én gruppe. Og fra de familier, hvor vi har rapporter om æresdrab, kan det dokumenteres, at flere i familien har været aldeles fortvivlede og ude af sig selv. Der er stærke kræfter i de grupper, hvor der forekommer æresdrab, som prøver at forhindre det. Når æresdrab sker, resulterer det ofte i splittelse af familien, fordi nogle medlemmer bryder med den,« siger Unni Wikan.
Æresdrab er heller ikke et fænomen, der kan tilskrives islam. Det forekommer blandt kristne, muslimer, hinduer og buddhister. Et offer for æresdrab i Sverige var kristen palæstinenser.
Wikan finder, at mødrene i familien kan være vigtige formidlere mellem to kulturer. Sådan som Fadimes mor, Elif Sahindal, var.
Hun elskede sin stærke datter så meget, at hun, trods den åbenbare fare, valgte at mødes med hende flere gang i løbet af datterens eksil. Hun var årsagen til, at datteren kom til Uppsala på mordnatten, og hun forsøgte at kaste sig imellem manden og barnet. Ved synet af den døde datter skreg hun: »Det er min skyld«. Hun nægtede at vidne i den første retssag for i ankesagen at stå frem og bekræfte mandens forklaring om, at der var en anden gerningsmand.
Men morens rolle er den omsorgsfulde, der tager sig af det enkelte barn, mens farens er mere distanceret og autoritær. Derfor kan mødrene blive vigtige brobyggere i det flerkulturelle samfund, mener Unni Wikan.
Omvendt er hun bekymret for sønnerne i indvandrerfamilierne:
»Sønnerne har til opgave at tage vare på deres søstres ærbarhed. Jeg har været inde i flere sager i Norge, og man ser ofte, at fædre kan være blidere stemt end sønnerne. De unge mænd står på ære og traditioner, som de endnu mere intensivt end i oprindelseslandet fører videre. De er mere konservative. Derfor er det meget vigtigt, at vi er opmærksomme på de unge mænds situation og forsøger at stimulere dem til at uddanne sig. For der er en tendens til, at æresdrab i højere grad begås blandt uddannede mennesker.«
Men først og fremmest bør den vigtigste erkendelse i kølvandet på Fadimes tragiske skæbne være, at menneskerettigheder altid står over kultur, pointerer den norske antropolog. I bogen citerer hun den fransk-libanesiske forfatter Amin Maalouf:
»Traditioner fortjener kun respekt i det omfang, de selv er respektable, det vil sige, såfremt de respekterer alle mænds og kvinders fundamentale rettigheder.«

*For ærens skyld. Fadime til ettertanke. Unni Wikan, Universitetsforlaget, Oslo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her