Læsetid: 5 min.

Når man ikke genkender ansigter

Har man svært ved at genkende ansigter, kan det være, at man lider af Prosop Agnosi. Det skjules bedst ved at hilse venligt på alle, man møder
20. marts 2003

Tidens tand
Nogle er født med det. Mange erhverver det umærkeligt med årene og erkender først handicappets tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor det i virkeligheden har plaget dem i årevis. Atter andre, måske de fleste, rager det usvigeligt til sig i den tredje alder. Hvis de når så langt.
Det handler om Prosop Agnosi, et begreb og en betegnelse, det kan være godt at kende. Det kommer af græsk: Prosopon betyder ansigt, og Agnosi betyder manglende evne til at genkende sanseindtryk. Eller, sammensmeltet og på dansk: Manglende evne til at genkende ansigter.
Det er jo ikke sikkert at du, kære læser, har denne lidelse. Men så har sikkert din sidemand, eller din far, eller i hvert fald din farfar den. Spørg en af dem om han ikke kender dette, at en person kommer hen og hilser hjerteligt på ham.
Og han aner ikke, hvem den venlige mand er. Der udspinder sig en samtale, gennem hvilken den glemsomme anstrenger sin hjerne for at komme i tanke om, hvem det er, han står overfor. Gennem hele forløbet håber han, at den anden vil røbe et eller andet, der kan bringe ham på sporet.
Hvis han for eksempel henviser til en navngiven fælles skolelærer (der er ikke noget i vejen med din sidemands, din fars eller din farfars øvrige hukommelse), så er afsøgningsområdet allerede indskrænket til en gammel skole eller måske endda en klasse.

Prosop Agnosi-våbenet
Men er det nu Hans eller Per eller Ole eller Nils, der står der og er så venlig? Efter en stund tager de to hjerteligt afsked med hinanden uden at mysteriet er løst for den ene af dem, og sikkert med gensidige ønsker om at man må have det godt og ofte måske endda med håbet om at ses en dag under mere private former.
Jeg lider selv heraf og har gjort det i mange år. Værst synes jeg det er, når jeg træder ind i et selskab og hilser rundt og begynder at præsentere mig, før det går op for mig, at jeg udmærket kender de fleste af dem, jeg præsenterer mig for.
Mens de på deres side har kendt mig i mere end en menneskealder. Så er det jeg tyer til forklaringen om, at jeg lider af Prosop Agnosi. Da de færreste kender dette begreb eller dets betegnelse, har jeg allerede fået et lille overtag. I hvert fald føles det sådan, så længe de andre tålmodigt lytter til min forklaring og lader som om, de har glemt min pinlige præsentation af mig selv for et øjeblik siden. Til gengæld er jeg, ved nu at fortælle om det, ifærd med at sætte dette ’våben’ over styr. Hvis det ikke allerede har slidt sig selv op.
Vi er mange i klubben. Ved en reception fornylig fortalte en veninde mig, at hun netop havde iagttaget en ung mand, da han trådte ind i lokalet, og havde undret sig over, at han nikkede så venligt specielt mod hende.
»Hvor kender jeg dog den unge mand fra og han mig?« havde hun spurgt sig selv. Først lidt senere var det gået op for hende, at det var hendes egen søn. En kendt skuespiller fortalte mig, da snakken faldt på denne specielle form for glemsomhed, at han en dag havde passeret en venligt smilende og nikkende dame på Gammel Kongevej. Da de begge vendte sig og så efter hinanden, gik de nu hinanden imøde og hilste mere hjerteligt med:
»Nej, hvor dejligt se dig!« og »Hvor ser du godt ud!« og endda et frækt:«Du ligner dig selv!« Men den gode skuespiller kunne ikke komme i tanke om, hvor han kendte damen fra. Efter flere indkredsende, men resultatløse, forsøg som: »Hvad laver du så nu?« eller »Hvor længe er det siden vi sidst så hinanden?« bed han hovedet af al skam og sagde:
»Du må undskylde! Men du må lige minde mig om, hvorfra det er vi kender hinanden?« »Det skal nok vise sig at være fra de fire år, du var gift med mig og jeg med dig«, lød svaret.

Udfarende kraft
Prosop Agnosi kan også optræde som en udfarende kraft. Det var stadig på Gammel Kongevej, det foregik. Jeg havde netop lettet på kasketten for Asta Nielsens mindeplade, der sidder over indgangen til hendes fødested lige overfor Planetariet, da min kone sagde:
»Står der ikke en mand dér, vi kender?« Der stod ganske rigtigt en mand og talte i mobiltelefon. Da jeg nu alligevel havde hånden ved kasketten, lettede jeg på den igen, stak ham et håndtryk i forbifarten samt et »Snak bare videre!«
Hvilket manden så gjorde med et stort smil. Lidt efter spurgte min kone: »Hvem var det?« »Aner jeg ikke. Jeg synes du sagde, det var en vi kendte?« »Det troede jeg også«, sagde hun. Det kan da heller ikke udelukkes, at vi gjorde. Eller at han kendte os. I hvert fald så manden meget tilfreds ud med, at vi havde hilst på ham.

Vær udfarende
Her er måske, kære lidelsesfæller – hvoraf jeg vil tro der er en del blandt Informations trofaste og, i sagens natur, aldrende læserskare – løsningen på vores problem: Vær den udfarende kraft! Sørg for at være den, der under alle omstændigheder hilser først.
Mange vil så stå undrende tilbage og tænke: »Hvor kender jeg dog det menneske fra?« – og således vil vi, let og elegant, have skubbet lidelsen over i fjendens lejr. Hvis fjenden altså er alle dem, der kan true med at hilse på os, uden at vi aner, hvem de er.
Der er ikke noget forgjort ved at hilse, hverken til højre eller venstre. En halvmørk støvregnseftermiddag i marts i år gik jeg gennem Frederiksberg Have og havde den næsten for mig selv. På stien ved søen nedenfor slottet kom en mand imod mig. Allerede på afstand kunne jeg se, at det var en ældre herre. Nærmere på var det åbenlyst, at det drejede sig om en invandrer, formodentlig fra Mellemøsten. Det var afgjort ikke en jeg kendte, og han så trist ud.
Helt tæt på lettede jeg på min kasket og hilste med et »Goddag-goddag!« – og sjældent har jeg set et af naturen og måske naturlige grunde formørket ansigt lyse så kraftigt op og kvittere med så stort et smil.
Jo, der er mange gode grunde til, at vi bør hilse noget mere på hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her