ANALYSE
Der var protester fra humanitære organisationer, indvendinger fra menneskerettighedsforkæmpere og alvorlige miner fra et lille udpluk af politikere, da den amerikanske ambassadør for krigsforbrydelser gæstede Danmark i denne uge.
Men alt i alt kunne den selvsikre topdiplomat forlade landet med bevidstheden om, at der ikke er noget afgørende, uafviseligt pres fra dansk side for at få løsladt den 29-årige fange på Cuba.
Den danske statsborger sidder på 15. måned indespærret på Guantanomo-basen uden almindelig retshjælp, og det kommer den ulovlige kombattant nok til i nogen tid endnu. Med eller uden hjemmel i internationale konventioner.
Som Pierre-Richard Prosper forklarede under sit Københavner-besøg, kan amerikanerne naturligvis ikke slippe manden, medmindre man føler sig overbevist om, at han ikke stiger på det første og bedste fly med et højhus i sigte. Det hensyn synes indtil videre at stå over alle andre.
»Sådan noget som 11. september vil vel få alle til at tænke på en ny måde«, sagde Prosper.
Den nye måde, han henviser til, indbefatter ifølge kritikere et brud med basale, retssikkerhedsmæssige principper. Et skred, som kan aflæses i dele af også den danske lovgivning siden terrorangrebet på USA i 2001.
Nok er der langt fra Danmark til Guantanamo, hvor lejr-ledelsen er under mistanke for brug af psykisk tortur-lignende behandling af fangerne, men også på dansk grund trækker lovgivningen i en bestemt retning: Mere magt til myndighederne ringere retssikkerhed for borgerne. Den offentlige debat drejer sig i hovedtræk om, hvordan samfundet bedst beskytter sig imod trusler fra uønskede elementer. Omdrejningspunktet er ikke længere de mistænktes retsstilling.
I øjeblikket lægger justitsministeren sidste hånd på et nyt lovforslag, der giver politiet flere muligheder for at bruge anonyme meddelere i de kriminelle miljøer. Et kontroversielt forslag, der føjer sig til rækken af initivativer, VK-regeringen og den foregående SR-regering har taget på retsområdet. Målet er i fokus mere end midlerne.
Samme trend er at finde på udlændingeområdet. For at nå målet om blandt andet at nedbringe antallet af familiesammenføringer opererer myndighederne med øget brug af skøn hvilket i sig selv kan svække den enkeltes retsstilling
Skred i retssikkerheden
»Man bruger 11. september som løftestang for alle mulige folkeretlige og kriminalretlige tiltag i retning af større magt til staten og mindre sikkerhed for den enkelte borger. Det er mønstret,« siger Preben Wilhjem, tidligere folketingsmedlem for VS og forfatter til ph.d-afhandling og flere bøger om retspolitikken.
Med antiterropakken blev der sat helt nye standarder for myndigheders muligheder for at retsforfølge udvalgte borgere. Danmark er gået med til at udlevere egne borgere til retsforfølgning i andre lande, og bidragydere til humanitære organisationer risikerer retsforfølgning, hvis organisationerne er under mistanke for at yde tilskud til terrorformål.
»I et kort hug skete der et skred i retsprincipper og retsopfattelsen som er betydelig mere principielt og vidtgående end det, vi har oplevet i de foregående 80 år tilsammen,« mener Preben Wilhjem.
Flere initiativer er kommet til: Der er overvejelser om at forbyde den rabiate islamiske forening Hizb-ut-Tahrir, selv om politikerne i årevis har afvist at forbyde foreninger for eksempelvis nazisympatisører. Og i Socialdemokratiet taler retsordfører Morten Bødskov for et forbud mod rockere, som ikke længere skal kunne operere i ly af grundloven. »En ny situation kræver en ny politik«, lyder et af retsordførerens argumenter.
Lignende argumenter bruger politikerne som forsvar for de vidtgående myndighedsbeføjelser i den ny krig imod terror.
»Det er let nok at blive enige om, at rockerne og christianitterne og BZerne og terroristerne skal have en særbehandling. Men det helt elementære i principperne er jo, at de skal stå deres prøve, når det gælder de mennesker, vi i samfundet stort set er enige om er nogle dumme svin. Ellers er principperne ikke noget værd. Det er lemfældigt og grænseløst undergravende, at man bare opfinder begreber som ny krig. Og så er man ikke længere forpligtet som myndighed,« siger Preben Wilhjem.
Uklare rettigheder
Også på udlændingeområdet er der sket et skred. I paragrafferne om familiesammenføringer bruges således formuleringer som »medmindre ganske særlige grunde taler derimod.«
»Den enkelte ved ikke, om man er på den ene eller den anden side af grænsen,« som den radikale leder Marianne Jelved skrev i et af sine ugebreve under overskriften »Hvilket land vil vi, at Danmark skal være?«
Indtil nu har politikerne handlet på en fornemmelse af at matche folkets ønsker. Hos Det Radikale Venstre forsøger man imidlertid at rejse en folkelig debat om det rets-politiske skred i udlændingeloven. Partiet kører i øjeblikket en uretfærdighedskampagne med en række eksempler på afgørelser, der tvinger familier fra hinanden. Et eksempel drejer sig om en tyrkisk mor, hvis tre mindreårige børn og mand har opholdstilladelse i Danmark. Manden har arbejde, taler dansk og forsørger hele familien. Børnene går i dansk børnehave og skole. Kvinden fik afslag på sin ansøgning om familiesammenføring på grund af tilknytningskravet.
Udlændingestyrelsen skønnede, at kvinden ikke havde nogen »særlig tilknytning til en i Danmark fastboende person, som går ud over hvad selve slægtskabforholdet mellem ægtefæller, mindreårige børn og søskende normalt medfører«. Kvinden fik 15 dage til at forlade Danmark.
For nogle år tilbage ville familiens skæbne formentlig have rejst en folkelig protest. Lige som det vakte heftig og ophedet debat, da CDeren Arne Melchior før 11. september kom for skade at udtrykke sin forståelse for Carmi Gillon, den nuværende israelske ambassadør i Danmark.
Gillon havde som chef for den israelske sikkerhedstjeneste forsvaret og indrømmet brug af moderat fysisk pres i forbindelse med afhøring af formodede terrorister. En indrømmelse, som rejste et ramaskrig af forargelse og krav om retsforfølgning af manden med henvisning til, at Danmark har underskrevet internationale konventioner imod tortur.
Nu er tiden en anden, og de radikale kæmper en indtil videre noget ensom kamp for menneskerettigheds-principperne. Som en ophidset læser skrev til Marianne Jelved på spørgsmålet om, hvilket land, Danmark skal være:
»Bestemt ikke det land, du og dine meningsfæller ønsker. Tværtimod. Der skal strammes meget, meget mere. Vi skal frem til, at ikke én eneste tredjeverdensborger søger mod danske grænser. Og at en ganske betragtelig del af de, som allerede er her, pakker kufferten og søger andre bistandskontorer.«
*Helle Ib er freelancejournalist
tilknyttet Dagbladenes Bureau
