Teater
Ved én af teaterlivets ulidelige tilfældigheder repertoireplanerne er lagt mindst et år tilbage i kalenderen døes der en del i disse dage, også på de københavnske scener. Den store forkromede samtidsanalyse er der imidlertid ingen grund til at tage hul på; det er snarere spektret fra tragedie til grotesk, sort humor der fristede, dengang Østre Gasværk så det almodovarske i Sergi Belbels ni år unge tekst og dens flyvske overblik over den tilfældige hverdagsdød.
Selvom tabslisten er lige så lang som Hamlets spiller den fængende danske titel med falske kort; Hamlet-monologen taler faktisk hallo! om den valgte udvej, selvmordet, mens dét ene, måske to af slagsen teksten præsenterer, begge snarere er konsekvenser af langtudtrukken risikoadfærd. Resten er resultat af uheldige omstændigheder. Det er nemlig dér Belbel vil hen.
Men allerede her er jeg ved at tage teksten for alvorligt.
Shit happens
Det samme kan ikke siges om opsætningen, der får en teatralsk meget underholdende forestilling ud af Belbels spanske suite for operationsteam og dødskramper. Og hvad havde man ellers ventet sig af ex-Danten Jesper Hyldegaard med den krøllede hjerne. Der er gang i wirerne i Jangaards rullende kakkelscenografi, mens ekkoer af Woyzecks løb for livet for et par sæsoner siden flimrer over loft og gulv uden at Ole Lemmekes kondition udfordres så hårdt som Spottags dengang. Løbe for livet gør han dog, forfatteren, arbejdslivet som stiger og falder i takt med idéernes ind- og udtog, uden at ænse en vis stikken i brystet.
Jakob Cedergrens junkie løber fra livet, Laura Bros fortumlede skolepige kløjs i livet, Morten Staugaards panikkende patient kan ikke nå det, Isa Holms ensomhedsstinkende sprut- og pillemisbruger opgiver det måske, Morten Staugaard og Bros patruljerende betjente kolliderer med det, og endelig jonglerer en skrækslagen Ellen Hillingsø med det foran Lemmekes kølerumskolde lejemorder.
I anden akt spoler Belbel filmen tilbage, tager stavepladen frem, de humanistiske briller på næsen og skruer nogle slutninger sammen, som Hollywood ikke kunne have lavet mere hjertevarme. Og kalkulerede, for man er en slyngel, hvis ikke man giver manden ret, og det sødt-enfoldigt modsatte, hvis ikke man breder hans fokus ud. Medmenneskelighed er desværre ikke enesvaret på ethvert fatalt øjeblik. Storbylivets komplikationsgrad stiger kvotientielt i en sådan grad, at selv en Frelsens Hær-soldat med en psykoterapeutuddannelse i civillivet, et handyman-talent i patrontasken, et førstehjælpsbevis i handskerummet og en cognaksdunk om halsen kan komme til kort. Shit happens. Og det vil det blive ved med.
Kort sagt: Belbels argumenter for sin gode sag er mere teatralsk tilspidsede situationsperler end vanvittigt gennemtænkte. Måske skulle det gå stærkt ligesom med hjælpen til den hjertekrampende forfatter. Først til sidst bruger dramatikeren ironien på livets egen ironiske facon, og det pynter på bundlinjen.
Hyldegaard får nok kapitlerne til at flyve, men ikke den samlede skuespillerfront. Personinstruktionen vakler fra det formidable hos talentlokomotivet Morten Staugaard og Isa Holms gennemarbejdede og flot holdte blandingsmisbruger eller Jakob Cedergrens intellektuelle junkie med det måske bevidste valg. Ole Lemmekes lejemorder er både et studie i sig selv og et anderledes selvstændigt bud end forfatterfiguren, der smager meget lemmekesk. Laura Bro når at gøre skolepigen medrivende på få replikker og des mere stumspil, men Ellen Hillingsø kommer først sent ind til et rolleliv og Line Kruse skulle bare have et ekstraår på elevskolen subsidiært en tevarmer over hovedet, hver gang hun går på scenen. Kruse råber, grimasserer og overspiller til fem høreværn på en skala fra et til fem.
Ærgerligt hun blev genoplivet.
*At dø eller ikke at dø
(Morir...) af Sergi Belbel. Ovs.: Simon Boberg. Bearb.& instr.: Jesper Hyldegaard. Scen.: Rasmus Jangaard. Østre Gasværk. Til 26. apr.
