Læsetid: 6 min.

NEKROLOGER

21. marts 2003


Lars Passgård, 62 år
*Han fik en flyvende start som filmskuespiller. 20 år gammel medvirkede han i Ingmar Bergmans kammerspil Som i et spejl, hvor han spiller en berømte, men iskolde forfatters søn, Minus, der forføres af Harriet Anderssons skizofrene storesøster. Filmen kan iøvrigt ses i Harriet Andersson-serien på den kommende Natfilmfestival.
Her viser Passgård en rørende renfærdig uskyld, der giver vægt til filmens berømte (og berygtede) udgangspreplik: »Far talte med mig«. Det er Gunnar Björnstrand, der er faderen. Og to år efter i 1963 fik Passgård så en mere robust rolle som spirende rock-idol i Bo Widerbergs Barnevognen, hvor Ny Bølge-stilen holdt sit indtog i Sverige.
Passgård havde oplagt filmudstråling, men herefter var det primært teater- og tv-roller, han koncentrerede sig om. Han medvirkede kun i tre-fire mindre betydelige film i resten af karrieren, men sås oftere på tv – senest i nogle populære serier for et par år siden.
Uddannet på Malmö Stadsteater 1958-59 satsede han en del på arbejde i Danmark. Han fik et gennembrud på det danske TV-teater i Henrik lV, og i 1969 hentede Aalborg Teaters daværende direktør (og Passgårds gode ven), Ebbe Langberg, ham til de nordjyske, hvor han spillede en opsigtsvækkende følsom Hamlet i Kaspar Rostrups instruktion. En forestilling, han turnerede med.
Men ellers blev Malmö Stadsteater den faste base for en skuespiller, der næppe fik den fremtrædende position, som hans bedste præstioner lovede. Blandt hans mange teaterroller kan nævnes H. C. Andersen i Per Olov Enquists Fra regnormenes liv og Garcin i Jean-Paul Sartres Lukkede døre.
Ifølge den svenske kollega Lars Humble, var Passgård meget afholdt af dem, han arbejdede sammen med, »men inderst inde, tror jeg, et meget ulykkeligt menneske,« som Humble udtrykker det.
Pim

Niels Bjørn Larsen, 89
*Når Niels Bjørn Larsen løftede sine krogede arme i slutscenen af Sylfiden, sugede han nærmest livet ud af James. Hans timing var fænomenal og indeholdt en grotesk forsinkelse, der blev farlig, fordi han samtidig var så spontan – også helt oppe på galleriet blev tilskuernes åndedræt holdt tilbage. Paradoksalt nok gjorde netop denne ondskab ham så utrolig elsket.
Niels Bjørn Larsen blev uddannet ved Det Kgl. Teaters Balletskole. Hans mimiske og teatralske interesse førte ham dog hurtigt rundt i verden med den schweizisk-amerikanske Trudi Scoops Comic Ballet 1936-39, men han vendte tilbage til Kgs. Nytorv, hvor han var solodanser fra 1942 til 1986. Han blev senere en diplomatisk balletmester for Den Kgl. Ballet i den oprørte tid efter Harald Lander, fra 1951-56 og 1959-65. Her inviterede han udenlandske koreografer som Frederic Ashton med Romeo og Julie og George Balanchine med Søvngængersken til kompagniet. Han var desuden selv koreograf, skabte sin egen Niels Bjørn Balletten 1940, og han var samtidig også balletmester for Pantomimeteatret i Tivoli 1955-81. Som mimiker optrådte han ved kompagnier overalt i verden, i 1980’erne ikke mindst hos Peter Schaufuss ved English National Ballet.
Sammen med sin hustru, den nys afdøde pianistinde Elvi Henriksen, gjorde han et kolossalt arbejde for at formidle ballettens kunstart og Bournonville-traditionens hemmeligheder – ofte sammen med datteren, danseren og instruktøren Dinna Bjørn, der i dag er leder af Den Finske Nationalballet. Niels Bjørn Larsens Bournonville-hukommelse blev senest overført til Den Kgl. Ballet under hans og Kirsten Ralovs rekonstruktion af Konservatoriet i 1995. Han havde en sjælden sans for værdien af historisk bevidsthed om ballettens flygtige kunstart, og fra 1950’erne filmede han forestillingerne med Den Kgl. Ballet. Denne filmsamling er netop blevet overdraget Det Kgl. Teaters Arkiv og Bibliotek.
Internationalt havde han ry af at være ’ballettens Marcel Marceau’. Han var en efterspurgt mimisk stjerne i det internationale balletrepertoire. Dukkemageren Coppelius i Coppelia gjorde han til en verdensfjern fantast med en knækket livstråd, og hans Charlatan i Petruschka var gennemsyret af overleverens kynisme.
Men det var Heksen i Sylfiden, der blev hans livs rolle. Han dansede den første gang i 1956 og sidste gang næsten 50 år senere. Med nedstirrende hån og spyttende foragt – og en uomtvistelig forbindelse til de kræfter, der fører i døden. amc

Jean-Luc Lagardère, 75
*En af Frankrigs mest betydningsfulde forretningsmænd, Jean-Luc Lagardère, er død 75 år gammel. Han stod i spidsen for en koncern, der bærer hans navn.
Flagskibet var forsvars- og våbenindustri med så vigtige firmaer som Airbus, Ariane og Eurocopter.
Lagardère havde to altoverskyggende hobbyer: heste og biler. Den sidste passion udlevede han i 1960’- og 1970’erne, da han begyndte at fremstille racerbiler i firmaet Matra. I 1969 vandt Jackie Stewart en verdensmesterskab i Formel 1 ombord på en Matravogn, og det blev til tre sejre i Le Mans fra 1972-’74.
Netop dén succes slog Matras navn fast på den internationale scene og udgjorde den bedst tænkelige reklame for Matras egentlige hovedaktivitet: Våbenindustrien.
Det er her, Lagardère har etableret sin enorme formue (koncernen har en årlig omsætning på 13,2 mia. euro), blandt andet takket være Lagardères tætte kontakt til en række fremtrædende toppolitikere.
I de senere år har koncernen dog haft det som sit mantra at brede sine aktiviteter ud, og har blandt andet kastet sig over kommunikationssektoren. Lagardère er Europas førende udgivelsesvirksomhed med forlaget Hachette i sin stald og ikke mindst med opkøbet Vivendi Universal Publishing, som for tiden efterforskes af EU’s konkurrencemyndigheder.
Jean-Luc Lagardère vidste, at han snart skulle give stafetten videre og ønskede, at det skulle ske så gnidningsfrit, som muligt.
»Jeg vil forsvinde uden en lyd, det bliver en ikke-begivenhed for min virksomhed,« sagde han for nylig. I kulissen stod hans eneste søn Arnaud klar til at overtage.
Helt lydløst blev det ikke. Lagardére er i den forgangne uge blevet hyldet af det officielle Frankrig. Han var på fornavn med præsident Chirac, der omtalte Lagardére som »en kaptajn for Frankrigs erhvervsliv, med et udsyn mod Europa og hele verden.«
Sønnen har hidtil haft ansvaret for koncernen telekommunikationsaktiviteter og forventes at følge faderens linje.
Der er dog en vis usikkerhed om, hvorvidt han magter at løfte koncernens øvrige aktiviteter, samt om i hvilket omfang han formår at pleje de altafgørende politiske kontakter.re

Sylvia A. S. Tait, 86
*Fra 1920’erne og frem til 1950’erne var steroid-hormoner et af de varmeste emner indenfor kemien og adskillige medicinalvirksomheder blev grundlagt på baggrund af en enkelt syntese af steroidmolekyler. Mest kendt er nok steroid-syntesen fra 1951 af det hormon, der førte til p-pillen. Det drejede sig om rigtig mange penge og der var rigtig stor konkurrence i feltet. Ikke desdo mindre lykkedes det Sylvia A. S. Tait sammen med sin kommende mand James i 1953 at identificere hormonet aldosteron for næsen af en række skrappe konkurrenter.
Sylvia Tait var en ualmindelig dygtig biolog, der efter sin eksamen i 1944 blev involveret i at finde metoder til at måle østrogen ved forskningsinstituttet på Middlesex Hospital i London. Her mødte hun James Tait og i 1952 blev de to opmærksomme på en banebrydende, men overset metode til at måle mineralokortikoider. Det lykkedes dem at forbedre metoden vha. en anden spirende teknologi – kerneforskning, der netop havde gjort radioaktive natrium og kalium isotoper tilgængelige. Dermed var de i stand til meget nøjagtigt at lokalisere selv små mængder af det hormon de jagtede.
Ovenikøbet var de heldige med at nabolaboratoriet netop havde opfundet en metode, der gjorde det muligt at oprense selv meget små mængder biologisk materiale.
Og endelig kunne deres kollega, nobelprisvinderen Tadeus Reichstein, i medicinalvirksomheden CIBA i Schweiz bestemme strukturen af aldesteron for dem. Det var en imponerende præstation og et sjældent eksempel på internationalt samarbejde, der vakte stor opmærksomhed.
James og Sylvia grundlagde på Middlesex deres livslange samarbejde, der etablerede dem som dominerende i aldesteronfeltet i 35 år. Med deres ægteskab i 1956 fusionerede de til ’The Taits’ i forskningskredse, hvor deres unikke parløb blev beskrevet som hjernen og mesterkokken – han besad en enorm viden mens hun var den kreative skabende laboratoriechef. rkj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her