Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

14. marts 2003


A.R. Stokes, 83
*Fysikeren og matematikeren Alexander Rawson Stokes bidrog til at knække det 20’ende århundredes største biologiske gåde – hvordan alle levende væsner lagrer arvelig information. Svaret kom med løsningen af DNA’ets struktur i 1953, som i dag især tilskrives James Watson og Francis Crick, der i 1962 delte nobelprisen med Maurice Wilkins. Men mange andre bidrog, heriblandt Stokes.
Det er velkendt, at DNA-gåden var et kapløb om at nå først (dramatisk genfortalt af Watson i The double helix (1968)). Men samtidig var det en historie om samarbejde og konkurrence mellem to store engelske forskningsinstitutioner – Kings College i London og Cambridge University.
I 1947 var videnskaben ved at gennemgå dramatiske ændringer. På Kings College, der lå i skyggen af det traditionelle Cambridge, havde en af tidens største fysikere John Randall etableret et helt nyt laboratorium. Det nye var at anvende fysikernes strenge præcision på biologiske molekyler – biofysikken gryede.
Ingen anede dengang, hvad DNA egentlig var, men på Kings havde man idé om dets potentiale og mente, strukturen kunne løses med røntgenkrystallografi. Randall fik hentet Stokes, der var ekspert i røntgenkrystallografi, med på sit hold på Kings, hvor han sammen med to af de andre nøglefigurer Wilkins og Rosalind Franklin skulle arbejde med DNA. I et berømt eksperiment fra 1950 trak Wilkins forsigtigt en skrøbelig tråd DNA op fra en opløsning og fik underkastet det røntgenanalyse. Til alles glæde viste der sig et meget tydeligt prik-mønster, som Stokes pludselig en aften i toget på vej hjem fra arbejde gennemskuede. Med sine fantastiske evner for matematik viste han, at et sådan mønster kun kunne betyde, at DNA havde form som en spiral. Samme år mødtes Watson og Crick i Cambridge.
Her vidste man, at Wilkins, Franklin og Stokes arbejdede med DNA i London, hvilket ifølge den britiske gentlemanetik dikterede, at DNA var off-limits – man måtte samarbejde, men ikke konkurrere direkte. Det er stadig et delikat spørgsmål om Watson og Crick brød etiketten og ’lånte‘ Londongruppens arbejde, men under alle omstændigheder følte Stokes til sin død ikke, at han burde have haft del i nobelprisen – »hvis den kunne deles i 5.000 stykker skulle jeg have et,« sagde han. Røntgenkrystallografi alene var heller ikke nok. På Kings kunne man ikke afgøre, hvordan de enkelte atomer var placeret i forhold til hinanden, og man forsøgte hele tiden at opnå bedre billeder. Det var først, da Cricks kemiske viden om atomer og Watsons byggeklodsmodeller forenedes med Wilkins og Franklins klare billeder og Stokes spiralteori, det lykkedes. Den berømte artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature er derfor flankeret af en artikel fra Kings, som beskrev det eksperimentelle fundament for dobbelt spiralen.
Stokes fortsatte med at bruge sine matematiske evner til at tolke strukturen af biologiske molekyler indtil han i 1982 gik på pension som lektor ved Kings College. rkj

Andrej Kivilev, 29
*Den professionelle cykelrytter Andrej Kivilev, der døde onsdag morgen som følge af et styrt dagen for inden i Paris-Nice, kørte uden hjelm. Det er den omstændighed ved tragedien, som alle kommentarer, nekrologer og reportager har hæftet sig ved, og i cykelsportens øverste institutioner arbejdes der nu intenst på, at gøre brug af hjelm obligatorisk. Et forslag, der tidligere, i 1991, er blevet afvist af rytterne selv, og som også nu vil støde på modstand.
Hjelmen er som en trykkoger om hovedet, som det er blevet udtrykt, og mange ryttere opfatter den simpelthen som en alvorlig hæmning for at de kan udøve deres erhverv optimalt.
En anden omstændighed, der har været knapt så påagtet, er, at Kivilov ikke havde hænderne på styret, da ulykken skete. En fransk rytter, Sandy Casar, som befandt sig tæt ved, har berettet: »Der blev ikke kørt særligt hurtigt. Kivilev befandt sig i den forreste del af feltet, og han havde hænderne bag om ryggen, måske for at stille på radioen, da nogen bremsede foran, og Andrej fik sig en ordentlig flyvetur uden mulighed for at beskytte sig.«
Men der er næppe nogen cykelledere, der vil indføre sanktioner mod den praksis, at rytterne undertiden fjerner begge hænder fra styret for enten blot at strække ryggen ud eller, proviantere fra cykeltrøjens baglommer eller – som her – justere det informationsgrej, der er blevet et af cyklesportens værktøjer.
Den kasakhiskfødte Andrej Kivilev blev kendt af også de blot mildt cykelsportsinteresserede, da han under Tour de France i 2001 deltog i en stor udbrydergruppe, som på en regnvejrsdag kom til mål en halv time før favoritterne. Og med sin glimrende egenskaber som bjergrytter forsvarede Kivilev sig senere så fornemt, at han sluttede Touren på en samlet fjerdeplads og gjorde sig til en fremtidens mand at regne med i de store etapeløb. En fremtid som nu ikke mere findes.
Sammen med vennen og landsmanden Aleksander Vinoukurov tog Kivilev i 1997 til Frankrig for at køre for et amatørhold i St. Etienne, men blev allerede året efter professionel. Festina, Ag2R og senest Cofidis er de franske mandskaber, Kivilev har kørt for – samtidig med, at han studerede jura og bl. a. skrev en afhandling om professionelle cykelrytteres kontraktforhold. I feltet nød han stor respekt for sit kloge hoved og sin venlighed. Kivilev efterlader hustruen Natalia og en seks måneder gammel søn.jul

Caroline Carlsen, 91
*Karen Blixens mangeårige husbestyrerinde, Caroline Carlsen, er død 91 år gammel. Hun fik ansættelse på Rungstedlund 1949 og blev den stabile og myndige instans som faktotum i det store, primitivt indrettede hus, til 1981, længe efter baronessens død. Efter testamentarisk tilbud fik ’madam Carlsen’ livsvarig bolig på ejendommen.
Hun fortalte sine erindringer om Karen Blixen til Frans Lasson, der udgav den livlige beretning i Blixeniana 1976, om dagligdagen, de mange gæster, det vekslende humør og helbred hos den tilsyneladende så fjerne og aristokratiske husfrue, der i mange henseende var meget mere menneskelig end almindelige folk ville drømme om at være, mente hun, og gengav rørende detaljer om
baronessens omsorgsfuldhed.
Madam Carlsen blev med sit bramfri styre som Caroline vært for Det Danske Akademi med sin fortræffelige kogekunst og traditionsbevarende effekt, vant til omgang med sære folk af alle slags, også med den række af hunde, som gennem årene deltog i husholdningen. Senest drejede det sig om et glubsk uhyre, der viste sig parat til i én larmende mundfuld at sluge mere spinkle medlemmer ved deres ankomst. Bortset fra Thorkild Bjørnvig, der kunne tæmme denne Pan med sit blik, lystrede den kun den langt mindre Caroline.
I alle bøger af biografisk tilsnit, skrevet om Karen Blixen, bl.a. hos Clara Selborn og Judith Thurman, møder man portrætter af den kække og trofaste hjælper og karakterfaste person. Efter sin fratræden dukkede hun undertiden op ved aftenmøderne til en kort hilsen, de senere år måtte man nøjes med en venlig tanke til den tro tjenerinde bag vinduerne i Rungstedlunds sidebygning. T.B.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu