Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

7. marts 2003


Hank Ballard, ca. 75
*Af og til kan man dø og så blive husket for det forkerte
eller for det halve. Hank Ballard, som døde i søndags vist nok 75 år gammel, blev overalt mindet som ham, der skrev »The Twist« og dermed leverede lydspor til den dansedille, der om nogen legemliggjorde Kennedy-æraen og dens vilje til sameksistens på tværs af raceskel. Billeder af Jacqueline Kennedy, som gik rytmisk i knæ i en Cardin-dragt, gik kloden rundt, men det var ikke Hank Ballards originaludgave af »The Twist« hun dansede til.
Ballard udsendte som Hank Ballard & The Midnighters sangen allerede i marts 1959. Til at begynde med kun som b-side på singlen »Teardrops On Your Letter«. Året efter ny-indspillede Ernst Evans »The Twist« under navnet Chubby Checker, og så fik Ballards pladeselskab travlt med at reaktivere originalversionen, men Checker scorede hittet – og Ballard og ikke mindst det musikforlag, der havde ham på kontrakt, scorede kassen.
Ballard havde dog allerede smagt succesen. Og glæden ved at være landeplage.
I 1953 blev han sanger og sangskriver i ensemblet The Royals, som under tydelig inspiration fra Clyde McPhatter hittede samme år med »Get It« på det sorte marked. Det var en sang, som ret umisforståeligt handlede om sex, og glæden ved at få og give det.
For at undgå forveksling med tidens store sorte popnavn, doo wop-pionererne Five Royales skiftede Ballards band navn til The Midnighters. Og med det navn på pladeetiketten udfordrede de i 1954 de amerikanske moralbegreber uden at ville det. Samtidig med, at de spillede og sang ret saftigt med guitaristen Alonzo Tucker som en tydelig prototype for Chuck Berry’s stil og attitude.
Historien går, at Ballard var i studiet og havde skrevet en sang med den jordnære titel »Sock It To Me, Mary«. Produceren, som på det tidspunkt også altid var pladeselskabets vagthund, opponerede mod titlen, som forekom ham lige lovlig frivol. Ballard, som var i showbiz for at tjene penge, tog tænkehatten på. I det samme kommer lydteknikerens gravide kone, Annie, ind ad døren. Og så skiftede Mary navn til Annie, og sangen kom til at hedde »Work With Me, Annie«. Uden at Ballard dog underspillede budskabet:

Annie, please don’t cheat
Gimme all my meat
Oo-oo-wee, so good to me
Work with me, Annie
Let’s get it
while the gettin’ is good

Pladekøberne var ikke i tvivl om budskabet. Det var visse radiostationer heller ikke, men trods modvind hos en række programtilrettelæggere arbejdede Annie så godt for Ballard, at hun toppede rhythm & blues-listerne og cross’ede over til det hvide teenagemarked. Samt ikke mindst udløste en snes svarplader. The Midnighters hittede selv med den logiske »Annie Had A Baby,« men ellers kom der titler som »Roll With Me, Henry,« »Annie Pulled A Humbug,« »My Name Ain’t Annie« og »I’m The Father Of Annie’s Baby«.
The Midnighters blev også, efter at have set Chubby Checker løbe med »The Twist,« ved med at lave plader, men gik i opløsning i 1963. Motown og Stax stod klar til at modernisere den sorte pop med massekonsum for øje.
Ballard fik derpå i en periode fast arbejde som del af James Browns show, men resten af karrieren blev en dans på stedet med sporadiske comebackforsøg. I 1990 blev Hank Ballard alias John H. Kendricks indlemmet i rockens Hall of Fame, hvor han nu med garanti er alt andet end bænkevarmer.tobi

Svend Haugaard, 89
*En klassisk radikaler er gået bort, en af den slags, som mange stadig forbinder med Det Radikale Venstre, selv om partiet praktisk talt er udgået for dem.
Svend Haugaard blev landbrugskandidat i 1938, var derefter et år på Askov Højskole, blev selv lærer på Vrå Højskole 1939-45 og forpagtede et husmandsbrug i Resen ved Skive de følgende to år. Derefter blev han forstander for St. Restrup husmandsskole frem til 1966.
Under den tyske besættelse var han med til at stifte Fredsvennernes Hjælpearbejde og gjorde siden en humanitær indsats i Nordnorge og Polen. Organisationen kendes i dag under navnet Mellemfolkeligt Samvirke.
Haugaard var militærnægter og medlem af Foreningen Aldrig Mere Krig, som han var formand for fra 1949 til 1964 – det år, hvor han valgtes til Folketinget fra Skivekredsen, som han overtog efter den radikale nestor Bertel Dahlgaard.
Svend Haugaards pacifisme gav ham en klar profil. Han var i 1949 en artikuleret modstander af Danmarks tilslutning til NATO, og han fulgte siden – også som parlamentariker – med kritisk blik den nordatlantiske forsvarspagt.
Han var derimod ubetinget tilhænger af Danmarks tilslutning til Fællesmarkedet og ønskede det europæiske samarbejde åbnet mod Norden, Østeuropa og – især – den tredje verden.
Da den radikale Hilmar Baunsgaard i 1968 dannede flertalsregering med Venstre og Konservative, indsatte han – for at holde ro i sin egen lejr – sin bror Bernhard som formand for den radikale folketingsgruppe. Det udløste skumlen, og ved et kup i 1970 blev Bernhard afsat og Svend Haugaard indsat. Det var med til at svække Hilmar Baunsgaards autoritet i partiet, og Haugaard måtte vige, da Hilmar efter regeringens valgnederlag i 1971 gled fra Statsministeriet til den gruppeformandspost, der er partiets ledende, når det er i opposition.
Hilmar Baunsgaard blev mismodig under de følgende års radikal kævl og tilbagegang. I 1975 veg han gruppeformandsposten, der igen blev overtaget af Haugaard, som fik tilllagt ansvaret for partiets værste valg nogensinde, i 1977, hvor det røg ned på seks mandater.
Herefter blev Haugaard fortrængt fra lederposten af Niels Helveg Petersen, der returnerede til dansk politik fra en svingtur som kabinetschef hos den danske kommissær i Bruxelles.
I et mindeord skriver Niels Helveg om Haugaard, at hans loyale arbejde for De Radikale foregik »ofte under vanskelige vilkår«.dr

Horst Buchholz, 69 år
*Hollywood havde James Dean, Danmark havde Klaus Pagh – og Tyskland havde Horst Buchholz. Dengang i 1950’erne.
Han begyndte på toppen ved 21 år gammel at vinde skuespillerpris ved Cannes-festivalen for sit hovedrollespil i filmen om det opsplittede Tyskland, Himmel uden stjerner af Helmut Käutner, landets førende instruktør.
Buchholz blev 50’ernes ’unge mand’ i tysk film, temperamentsfuld og sensitiv, og en oplagt kandidat til hovedrollen i problemdramaet om de tyske ’læderjakker’, Afsporet ungdom (Die Halbstarken 1956). Men den ganske smidige og livlige Buchholz havde også prestigegivende hovedroller i tiårets større historiske film som Robinson skal ikke dø (1956) og Felix Krull-filmen efter Thomas Mann, En svindlers bekendelser (1957).
Han gik midlertidigt til engelsk og amerikansk film og var morderen i Hayley Mills-dramaet Hun så det (1959) og ivrig gunman i western-hittet Syv mænd sejrer (1960). Og han overspillede i Billy Wilders Berlin-komedie En to, tre og et lillebitte hop (1961).
Derefter dalede kvaliteten af roller og film, men ind imellem fik Buchholz alligevel vist sin kunnen (og sine manerer). Han nåede at være med i over 70 spille- og tv-film og sås som koncentrationslejrlæge i Robert Benignis Livet er smukt (1997). Pim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her