Læsetid: 5 min.

New York, New York

Martin Scorseses nye film, ’Gangs of New York’, er en på mange måder stor film om fødslen af et moderne Amerika. Men den er bestemt ikke uden problemer
21. marts 2003

(2. sektion)

Ny film
»If I can make it there I can make it anywhere,« crooner Frank Sinatra i ’New York, New York’, sangerens hyldest til amerikanernes mentale hovedstad.
Måske lige med undtagelse af Woody Allen har ingen amerikansk filminstruktør brugt mulighedernes by New York som både kulisse og hovedperson i sine film med lige så stor effekt som Martin Scorsese.
Fra de tidlige forsøg som instruktør, Who’s That Knocking at My Door, over gennembruddet, Mean Streets, og hovedværket, Taxi Driver, til King of Comedy, After Hours, New York, New York og Bringing out the Dead har Scorsese sat sine historier om mennesker på randen af samfundet i scene med storbyens skyskrabere i baggrunden.
New York som sindstilstand lige så meget som fysisk lokalitet – »I’m in a New York state of mind,« som Billy Joel synger.
I sin seneste film, Gangs of New York, er det den smertefulde fødsel af det moderne New York, som Scorsese prøver at skildre med alle melodramaets kulørte virkemidler og rå kraft fra den brutale gangsterfilm.
»America was born in the streets,« lyder filmens slaglinje og mere end antyder Scorseses forsøg på også at sætte nutidens USA ind i en historik sammenhæng.

Stammekrig i gaderne
Det begynder godt med inciterende rytmer på lydsiden, mens vi ser stammekrigere gøre sig klar til kamp i deres mørke grotter. Anført af præsten Vallon (Liam Neeson) er banden De døde kaniner klar til at slås med De indfødte om Five Points-området i et af New Yorks fattigste kvarterer.
Året er 1846, og da Vallon for øjnene af sin lille dreng bliver slået ihjel af De indfødtes brutale leder, Bill the Butcher (Daniel Day-Lewis), i et blodigt opgør, er det slut med De døde kaniner.
16 år senere vender sønnen, Amsterdam Vallon (Leonardo DiCaprio), efter et børnehjemsophold tilbage til Five Points. Han finder sig en bande og får hurtigt indyndet sig hos Bill, nu områdets ukronede og i høj grad enerådige konge.
Borgerkrigen rumler i baggrunden, værnepligten truer, og uroen ulmer hos New Yorks fattige befolkning downtown, mens de rige gemmer sig uptown. Korrupte lokalpolitikere står klar på kajen og tager imod de tusindvis af indvandrere fra Europa, ikke mindst irere, som til nationalisten Bills store utilfredshed ankommer til New York i overvældende antal hver dag.
Bill tager Amsterdam til sig som en søn, men hævntørsten lurer i den unge mand, og et opgør synes uundgåeligt. Samtidig forelsker Amsterdam sig i gadetøsen og lommetyven Jenny (Cameron Diaz), et forhold, som kun kompliceres af, at hun skylder Bill sit liv.

Balancegang
Alting er så stort og overdrevet hos Scorsese, at karikaturen indimellem truer med at vælte filmen. Ikke mindst i den personlige historie, som har fået alt for meget plads.
Daniel Day-Lewis er forrygende som Bill the Butcher. En brovtende, udannet, men ikke uintelligent skikkelse, der regerer sit lille kongerige med frygt. Han er født i New York, og hans far døde i kampen for Amerikas uafhængighed, og Bill mener, at han har større ret til landet end de mange indvandrere.
Day-Lewis spiller ham som selvoptaget, brutal og alligevel med strejf af følsomhed, især i forholdet til erstatningssønnen Amsterdam. Bill er næsten for overvældende, men på forunderlig vis også en troværdig karakter, fordi Day-Lewis udstråler så megen rå kraft og personlighed. En fascinerende mand, man gerne vil møde, men helst ikke komme på tværs af.
Men hvor Bill the Butcher-figuren bliver en vigtig del af Scorseses historiefortælling, forekommer affæren mellem Amsterdam og Jenny helt unødvendig. Amsterdam (en spinkel figur løftet udmærket af DiCaprio) og Bills komplicerede forhold spejler i lille format New Yorks vanskelige situation – byen hed New Amsterdam før New York – men Jenny bidrager ikke stort til den historiske (og vigtigste) del af Gangs of New York.
For så vidt leverer Cameron Diaz varen som en strid bitch med en hemmelig drøm om et normalt familieliv. Men hendes karakter forstærker kun de melodramatiske undertoner i filmen og fjerner fokus fra Scorseses fascinerende projekt.
Man kan spørge sig selv, om den fire timer lange udgave af Gangs of New York ville have haft en bedre balance, eller om Scorsese og hans klipper, Thelma Schoonmaker, burde have klippet den endnu kortere. I hvert fald får man indtrykket af, at instruktøren, der har forsøgt at få realiseret filmen i 25 år, har mistet overblikket over sit mægtige materiale.

Farverigt
Han vil fortælle om personer og hændelser, som har gjort New York til, hvad den er i dag – en historie, som ikke tidligere er blevet fortalt på film, i hvert fald ikke med det format. Han vil også fortælle en personlig udviklingshistorie om fædre og sønner og hævn og tilgivelse iblandet en smule romantik og kærlighed.
Det første lykkes for Scorsese, hvis man ellers kan se gennem fingre med, at han skamløst omskriver dele af historien og energisk tæver sine pointer ind i hovedet på publikum: Korruption, racisme, undertrykkelse og selvtilstrækkelighed er det tvivlsomme fundament, som De Forenede Stater er bygget på og er nødt til at løsrive sig fra for at give plads til demokrati og tolerence.
Det er ikke kun banderne, men også de lokale, statslige og føderale jurisdiktioner, som i filmen kæmper om magten over New York. Og det politiske og offentlige system er skrøbeligt og underlagt mere eller mindre lyssky personer.
Vi møder avismanden Horace Greely, gøgleren og cirkusbaronen P.T. Barnum og den demokratiske politiker Tweed. Farverige personligheder, som giver filmen og det minituøst genskabte New York liv og publikum en illusion af, at vi faktisk ser historien folde sig ud for vore øjne.

Tyk symbolik
Filmen prydes af Michael Ballhaus’ elegante billeder, Schoonmakers montagesekvenser, som højner dramatikken, og en gennemført scenografi af Dante Ferretti, elementer, som er med til at placere os i New York for 150 år siden.
Der er næsten virtuose kranskud, hvor vi i ét klip følger immigranterne, som lige ankommet til New York mødes af hån og opportunistiske politikere, der fisker stemmer med brød og varm suppe. Stadig omtumlede efter den lange rejse fra Europa skriver de under på nu at være amerikanske statsborgere og bliver så indrulleret i nordstatshæren og sendt om bord på et andet skib med kurs mod krigen. De må sige farvel til deres grådkvalte familier, mens de ser på, at kiste efter kiste med døde soldater, sidste uges kanonføde, løftes ned på kajen.
Gangs of New York slutter, uden at jeg skal afsløre for meget, med et kig ud over Hudson-floden mod Manhattan. Langsomt forvandler 1800-tallets New York sig til en skov af skyskrabere, med Twin Towers demonstrativt lige i midten. På lydsiden synger U2 om »The Hands That Built America,« og under rulleteksterne, idet musikken stopper, hører man storbyens signaturlyde, bilhorn og skrigende undergrundstog.
Det er på sin vis et smukt og poetisk øjeblik. Det er også, som resten af filmen, overtydeligt i sin symbolik og lige ved at være for meget.

*Gangs of New York. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Jay Cocks, Steven Zaillian, Kenneth Lonergan. Amerikansk (Grand, Dagmar, Palads, Empire og CinemaxX i København og en række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu