Læsetid: 4 min.

Ny protest på gamle sange

Midten af musikkens mainstream protesterer mod krigen mod Irak. De synger sange af Bob Dylan og Pete Seeger, men hvad betyder det?
11. marts 2003

Midten af musikkens mainstream protesterer mod krigen mod Irak.
De synger sange af Bob Dylan og Pete Seeger, men hvad betyder det?

Protest
De gamle sange huserer igen. På toppen af poppen. Det bliver sagt på tv og musikerne siger det også selv: det er ligesom modstanden mod Vietnamkrigen. Er det den gamle magi på spil igen?
Fredag aften skulle George Michael for første gang i 17 år spille på det celebre BBC-show, som de kalder Top of the Pops.Han skulle spille sin seneste protestsingle, som er en ny version af Don Macleans gamle protestsang fra 1971, »The Grave«. Don Maclean har udtalt, at han »er stolt af George Michael fordi han kæmper for fornuften og for livet.«
Så Michael havde inden sin optræden på Top of the Pops annonceret, at han og hele bandet ville bære T-shirts med teksten: »Nej til krig, ud med Blair.«
Men den gik ikke: En talsmand for BBC afviste at et fint show som Top of the Pops kunne blive forum for politisk propaganda:
»Vi tilbyder ikke George Michael en platform for hans politiske projekter; vi tilbyder vores seere en fantastisk mulighed for at se en international superstjerne.«

Crow, Madonna og Lou Reed
Rygter om samme censur verserede inden den amerikanske grammyuddeling. Sheryl Crow sagde ikke nej til noget som helst, da hun var på scenen. Hun har tidligere spillet for de amerikanske styrker i Jugoslavien: hun rejste til Europa og stod på en feltscene i militærtøj og sang »Leaving Las Vegas«. Men ved den amerikanske grammyuddeling havde hun et fredstegn om halsen, og på hendes guitar stod: Nej til krigen.
Siden lykkedes det rødhårede Bonnie Raitt mellem tak til pladeselskabet og tak til familien at flette kritik af en eventuel krig mod Irak ind i sin tale. Midten af den amerikanske musikindustri viser sig som modstandere af krig. Lou Reed, Missy
Elliot, David Byrne, Dave Matthews, Sheryl Crow og mange flere har under signaturen Musicians United to win without War skrevet under på erklæring som starter med ordene:
»Vi er løst defineret gruppe af musikere som mener, at Bush-regeringen i sin hast mod krig har ignoreret og undertrykt fornuftige stemmer og kritisk debat.«
Ifølge den engelske avis The Guardian har selveste Madonna allerede indspillet en video, som viser billeder af »lemlæstede irakiske kvinder og mænd og sårede irakiske babyer og børn«. Madonnas talskvinde Barbara Charone forsikrer dog, at der ikke er tale om George Michaelske dimensioner: »Madonna er revolutionær, og videoen er helt sikkert et klart signal om modstand mod krig. Men det bliver gjort i samme stil, som hun har kørt resten af sin karriere: udfordrende, men kontrolleret.«
Det kører ikke så godt for den rutinerede rocker John Mellemcamps karriere. Mellemcamp, der tidligere prydede sig med mellemnavnet Cougar, har alligevel skrevet og indspillet en antikrigssang under titlen »From Washington«. Men som Mellemcamp selv har udtalt:
»Jeg tror ikke, det er en sang som vil blive spillet på radioen. Ligegyldigt hvad, er fyre som mig ikke så meget i radioen længere.«

Seeger igen
Der var bud efter det gamle katalog i New York forleden. Ved en koncert på Manhattan spillede den gamle protestsanger Pete Seeger sammen med musikere fra bandet Sonic Youth sange fra en sangbog trykt i 1969: Vietnamsange. Rosanne Cash har netop indspillet en ny version af Bob Dylans »License to kill« fra 1983, og Paul Weller synger ved koncerter aktuelt Marvin Gayes »What’s going on«. De synger som om intet er forandret.
Men som Jon Pareles bemærker i en kommentar i The New York Times: folkerocken har slet ikke den samme appel længere. Den synges ikke længere på en generations vegne og den politiske indignation bliver nu artikuleret i andre genrer. Det er ikke protestsange, man rundt om på cafeerne hygger sig med i dag, mens rygende joints parkeres mellem strengene på en blomsterdekoreret spansk guitar:
»Der er stadig mange folkemusikere med spanske guitarer, som skriver aktuelle sange. Men det er mere end en generation siden at syng-medsangene på cafeerne var i nærheden af poppens mainstream. Hvis en sang med et politisk budskab i dag skal nå ud til et større publikum, skal budskabet serveres i hiphop-takter eller rythm-and-blueslyd, som kører på et groove eller smadres ud med heftige heavy metalakkorder.«
Den protesterende musik er ifølge Pareles rykket ud i nicher:
»Politik er flyttet over til punk og heavy hvor den forløser pubertære frustrationer eller til undergrundshiphoppen, hvor den indimellem dukker op hos rappere, som lever på ideen om musikeren som lokalsamfundets samvittighed.«
Den efterhånden omfattende antikrigsbevægelse har endnu ikke fået et hit. En sang, som alle kan synge med på, og som får de indforståede til at veksle fortrolige blikke, når den bliver spillet på radioen. Den eneste sang, der ifølge Pareles tenderer den status, er en sarkastiske vise som kredser om et simpelt refræn: »Bomb Irak«.

*www.moveon.org. for information om Musicians United to Win without War

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu