Læsetid: 4 min.

Nye tider, ny journalistik

Le Nouvel Observateur er ikke, hvad det har været. Det skal det heller ikke være, mener bladets chefredaktør. For verden har forandret sig
13. marts 2003

Medier
Frankrig har en lang tradition for politiske ugeskrifter, hvor den ideologiske og politiske debat står. Det går i disse år godt for blade som L’Express, Le Point, Match og Nouvel Observateur, der oplever en oplagsfremgang, mens dagbladssalget ligesom herhjemme er vigende.
Men, lyder kritikken, det øgede salg sker på bekostning af seriøsiteten og det politiske engagement. Disse blade er i dag for nyhedsorienterede og bruger for lidt tid på at sætte en politisk dagsorden.
Jean Daniel er chefredaktør har fra bladets start Le Nouvel Observateurs linje. Han ser udviklingen i bladet som helt naturlig udvikling.
»Det paradoksale er selvfølgelig, at blade som Le Nouvel Observateur oplever en oplagsfremgang, samtidig med at vores politiske – og måske samfundsmæssige – rolle er dalende. Men det hænger sammen med, at folk vender ryggen til engagementet i politisk forstand. I dag er der en stigende interesse for enkeltbegivenheder. Så hvor blade som vores tidligere var et forum, der gav talerum til de mennesker, der ønskede politisk indflydelse, beskriver vi i dag mere udviklingen i samfundet. Det handler jo også om at sælge aviser.«
Et af skudsmålene mod Le Nouvel Obs har været, at der er blevet brugt for meget spalteplads på indvandrerdebatten, og at det har været med til at piske en folkelig stemning op. Mange mener, at avisen er blevet småborgerlig på sine gamle dage.
»Ungdomsrøret spille en stor og afgørende rolle; men der er brug for fornyelse. Vi må beskrive de indvandringsstrømme, der gør sig gældende. For eksempel må vi beskrive de indfødsregler, der findes, og som er med til at ændre landskabet i de franske forstæder. Hvis man tager til Roubaix for eksempel, så har det ikke meget med fransk identitet at gøre i traditionel forstand. Den type samfundsforhold er i dag vigtigere end at diskutere politiske interesser.«
Jean Daniel mener, at reaktionerne over for bladets udvikling er præget af vanetænkning. I sin leder i seneste nummer taler han om ’De Immobile’.
»Det er alle de, som altid er utilfredse med udviklingen. Det er de, som opsiger abonnementer, fordi de er utilfredse. Det er alle de, som er nostalgikere. Det kan være fint, jeg har selv skrevet bøger, hvor jeg så tilbage. Men det er ikke den måde, vi kan bygge en fremtid op på for de kommende generationer.«

En stolt tradition
Bladet kom på gaden for første gang den 13 april i 1950, dengang som l’Observateur. Det var Claude Bourdet, daværende chefredaktør på modstandsavisen Combat, som i en leder i dagbladet opfordrede læsere, der måtte være interesserede i et nyt politisk ugeskrift, om at give sig til kende. 1.500 læsere viste interesse, og Bourdet forlod Combat til fordel for den nystartede Observateur.
I 1954 blev bladet af opretshavsmæssige grunde tvunget til at skifte navn til France-Observateur. Op igennem 60’erne oplevede bladet dog en oplagsnedgang. Samtidig havde konkurrenten l’Express lagt sin stil om og lavede et blad, der var mindre politisk manifest for venstrefløjen og mere nyhedsorienteret.
En række af journalisterne på l’Express havde netop søgt til l’Express på grund af den politiske linje. En del af disse utilfredse skribenter søgte derfor over til France-Observateur, som dog var i alvorlige økonomiske problemer.
Redningsmanden blev Claude Perdriel (som stadig ejer hovedparten af Nouvel Observateur). Han bidrog med penge, og samtidig blev avisen lagt om. Den 12. november 1964 udkom sidste nummer af France-Observateur.

En ny start
Samme år opstår det Nouvel Observateur med en lettere skrivestil, og med kendte skribenter, navnlig Jean-Paul Sartre. Jean Daniel begynder at tegne avisen.
I denne uge, næsten 40 år senere, udkommer Le Nouvel Observateur for 2000. gang og markerer dagen med et særnummer, der ser tilbage på de mest markante historier, bladet har bragt igennem 38 år.
Adspurgt om højdepunkter i bladets historie, fremhæver Jean Daniel ungdomsoprøret og en forside fra 1971, hvor så kendte kvinder som Simone de Beauvoir, Catherine Deneuve, Marguerite Duras og Jeanne Moreau stod frem og indrømmede, at de havde fået foretaget en abort. Det skabte stor debat.
»Hvis man ser tilbage, har vi dækket Den Kolde Krig og Algeriet. Vi var de første, der beskæftigede os med Soltsjenitsin og de sovjetiske dissidenter. Jeg mener ikke, at man kan påvise ét eksempel på, at vi har svigtet i de store diskussioner,« siger han.
Sådan mener han også, at det vil være i fremtiden, også selv om Le Nouvel Observateur har bevæget sig.
»Journalistikken er et symbol og et barometer for ændringer i samfundet. Det gælder så om at finde en balance mellem tilpasning og troskab mod sine idealer. Men der vil altid være nogle, der mener, at tilpasningen har ført til et svigt af idealerne.«

Aviser en magtfaktor
Le Nouvel Observateur har gentagne gange været involveret i mange kontroverser. En af de hårdeste kritikere af bladets linje, både i og uden for spalterne, var frem til sin død sidste år et af venstrefløjens ikoner, sociologen Pierre Bourdieu.
Bladet skaffede sig sin sidste større sag på halsen, da man kort efter Bourdieus død valgte at optrykke en hidtil ukendt tekst. Problemet var blot, at der var tale om et ufærdigt manuskript, som oven i købet bar påskriften ’må ikke offentliggøres.’ Familien havde ikke givet sit samtykke og indstævnede bladet, som tabte sagen.
Le Nouvel Observateur indgik for nylig et økonomisk partnerskab med Le Monde-koncernen. Mange frygter, at en række anerkendte franske medier er ved at miste deres uafhængighed.
Jean Daniel tager kritikken af Le Nouvel Observateur med ophøjet ro. Der er i den seneste tid udkommet en række franske debatbøger, der blandt sætter spørgsmålstegn ved journalisternes rolle og deres etik, navnlig deres uafhængighed af økonomiske og politiske interesser. Disse bøger har ført til en voldsom debat. Jean Daniel ser det dog ikke som udtryk for, at de skrevne medier spiller urent.
»Man kan mene, hvad man vil om disse bøger. Jeg synes ikke altid, at de er lige gode. Men de er udtryk for en erkendelse af, at aviser ikke bare er en modmagt, men også en magtfaktor i sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu