Læsetid: 6 min.

Oliekrigen – slet og ret

Rationalet for og bag Bush’s, Blair’s og Fogh’s befrielse af det irakiske folk – og dets naturgoder
21. marts 2003

FRIE ORD
Allerede den 23. januar 1980 (altså mere end 21 år før den 11. september 2001 og før nogen havde mælet et eneste ord om en vis Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben) formulerede Amerikas Forenede Staters daværende demokratiske præsident Jimmy Carter den såkaldte »Carter-doktrin«, som siden har været officiel amerikansk politik, at uhindret adgang til olien fra den Persiske Golf er af vital interesse for de Forenede Stater, og at USA til beskyttelse af denne interesse vil anvende ethvert nødvendigt middel, herunder militær magt: »any means necessary, including military force.«
Doktrinen var foranlediget af, at Shahen af Iran året før blev styrtet af Ayatollah Khomeinis islamiske revolution, og den kom første gang i direkte anvendelse i 1987 under den iran-irak’ske krig 1980-1988, da iranske kanonbåde angreb kuwaitiske olietankere og den amerikanske flåde derfor under henvisning til doktrinen begyndte af eskortere olietankskibene gennem Golfen. Indirekte havde den dog fungeret fra begyndelsen af krigen, da bl.a. og ikke mindst den nuværende amerikanske vicepræsident Dick Cheney og nuværende forsvarsminister Donald Rumsfeld som dengang topledere i præsident Ronald Reagan’s administration formidlede USA’s støtte til – Saddam Hussein! Forskellige former for økonomisk hjælp, videregivelse af efterretnings-informationer og bidrag til opbygning af biologiske og kemiske våbenlagre (i forsvarsøjemed, forstås) blev fortsat ydet fra USA’s side, skønt de amerikanske ledere fra november 1983 af deres eget udenrigsministerium fik at vide, at irakerne brugte kemiske våben mod iranerne »næsten dagligt«. Det demokratiske kongresmedlem Dennis Kucinich fra Ohio i Repræsentanternes Hus har for nylig i en artikel udtryk det på denne måde: »Hvad var Irak’s nummer ét eksportartikel, da USA indgik en alliance med Saddam Hussein, solgte ham biologiske og kemiske midler, og endog ikke gjorde indsigelse, da han gassede sit eget folk (kurderne)? What was Iraq's number one export when the U.S. made an alliance with Saddam Hussein, sold him biological and chemical weapons agents, and then did not object when he gassed his own people?« Svar: Olien!

I august 1990 fandt Carter-doktrinen fra 1980 for anden gang direkte anvendelse, da Irak invaderede Kuwait og dermed truede Saudi-Arabien som rummer verdens hidtil kendte største olielagre, hvorfor USA indledte krigen Ørkenstorm mod Saddam Hussein. Som i dag var Paul Wolfowitz også dengang – under præsident Bush den ældre – viceforsvarsminister og ham var det, der »udviklede og gennemførte planer, som med succes skaffede over 50 milliarder dollar (næsten 370 milliarder kroner) i allieret finansiel støtte til krigen«, ifølge Pentagons officielle præsentation af ham. Allerede da tilhørte Wolfowitz den gruppe, der mente, at USA burde »fuldende jobbet« ved at rykke helt til Bagdad og smide Saddam Hussein på porten. Når han dengang ikke fik sin vilje, kan det netop skyldes frygten for Saddams biologiske og kemiske våben – som USA jo selv lige havde været ham behjælpelig med anskaffelsen af(!) – og som man åbenbart i dag efter ti års inddæmning, embargo og inspektioner af Irak ikke længere frygter(!) – skønt det udtrykkeligt er dem, der officielt begrunder krigen mod ham(!) Paul Wolfowitz’ argument er, at Irak, som det mest udviklede land i Mellemøsten, bør ændres fra et brutalt diktatur til et demokrati, der kan virke som inspirationskilde i resten af regionen, så også de andre udemokratiske lande (læs bl.a., Saudi-Arabien og Syrien) reformeres – i USA's geopolitiske interesser. Mellemøsten er for ham både olie og sikring af Israel. Videre skal USA med helst Tyrkiet som omdrejningspunkt udvide sin indflydelse i hele bæltet syd for Rusland og i de centralasiatiske republikker, så man holder Kina på afstand og Iran og Saudi-Arabien »indkapslet«.
Fordi herredømmet over Golfens olie, der samlet omfatter op mod måske 80 procent af alle Jordens hidtil kendte lagre, i de næste to-tre årtier kan holde hele den øvrige verden i en økonomisk og dermed sikkerhedspolitisk skruestik.
Ifølge World Oil Outlook, som det Internationale Energi Agentur (IEA) udgiver, vil den globale efterspørgsel efter olie i de næste 20-30 år stige gigantisk med 60-70 procent, og selv om der fortsat findes nye olieressourcer, sker det ikke i samme takt, som oliefelter tømmes. For hver tre udvundne tønder olie opdages der i dag kun to nye!

Dette er baggrunden for, at Rumsfeld, Wolfowitz og Richard Perle (nuværende formand for det Forsvarspolitiske Råd) allerede i 1998 (altså tre år før 11. september) i et brev til daværende præsident Bill Clinton ønskede øjeblikkelig krig mod Irak, med den udtrykkelige begrundelse, at Saddams eventuelle masseødelæggelsesvåben truer – hverken det irakiske folks menneskerettigheder eller direkte USA militært, men – »en afgørende del af verdens forsyning med olie« (a significant portion of the world's supply of oil will all be put at hazard). »Den eneste acceptable strategi er at anvende militær aktion, da diplomatiet tydeligvis mislykkes. På lang sigt betyder det fjernelsen af Saddam Hussein og hans regime fra magten. Det må nu være målet for Amerikas udenrigspolitik« (The only acceptable strategy is ... to undertake military action as diplomacy is clearly failing. In the long term, it means removing Saddam Hussein and his regime from power. That now needs to become the aim of American foreign policy).

Dette er baggrunden for, at Bush’s nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, som siden 1993 har haft en olietanker opkaldt efter sig, allerede i 2000 (altså halvandet år før 11. september) understregede, at »USA må mobilisere alle tilgængelige ressourcer – inklusive støtte fra oppositionelle kræfter – for at fjerne« Iraks Saddam Hussein. »Der er naturligvis ikke noget galt i at gøre noget, der kommer hele menneskeheden til gode, men det er på en måde en sekundær effekt. Amerikas forfølgelse af sine nationale interesser vil skabe betingelser, der fremmer frihed, markeder og fred« i hele verden.
Dette er baggrunden for, at Det Hvide Hus’ National Energy Policy Report fra foråret 2001 (altså flere måneder før 11. september) forudså, at USA i fremtiden vil blive nødt til at lade en stadig større del af sit energiforbrug dække gennem import. I rapporten, som også går under navnet Cheney-rapporten efter dens hovedforfatter, skønnes det, at det i 2020 vil være nødvendigt at importere to ud af tre tønder olie, hvis man vedvarende skal kunne forsyne de amerikanske (samt dermed også indirekte de britiske og danske) biler og flyvemaskiner med brændstof, opretholde en fortsat økonomisk vækst i form af lønforhøjelser, beskæftigelse og forbrug af naturgoderne samt sikre USA og dets allierede herredømmet over verdensudviklingen og fremskridtet i overskuelig fremtid. Rapporten anbefaler derfor, at den amerikanske præsident lader forsyningssikkerhed indgå som et primært strategisk komponent i den amerikanske udenrigspolitik. Det er i dette perspektiv, at man skal forstå, hvorfor Mellemøsten i den omtalte National Energy Policy Report udnævnes som værende af vital strategisk betydning for den amerikanske energipolitik.
Dette er baggrunden for, at den mangeårige britiske Mellemøstenkorrespondent Robert Fisk har givet ikke mindre end fem grunde til, at USA (og Storbritannien og Danmark) ønsker en krig i Irak: »Olie, olie, olie, olie og olie.«

Alligevel har disse fem grunde måske ikke været så fremtrædende i debatten om krigen herhjemme, som de fortjener. Omsider fik Anne Grete Holmsgaard fra SF i hvert fald dog sagt det under Folketingets debat i går: »Det er en krig, der skal sikre to ting: For det første sikre USA’s kontrol over Mellemøstens enorme olieressourcer. To tredjedele af verdens olieressourcer ligger i Mellemøsten, det er de olieressourcer, det er billigst at komme til i forhold til de olieressourcer, der f.eks. ligger i USA selv eller i det gamle Sovjetunionen. Og er der noget, USA frygter, eller den amerikanske præsident frygter, indenrigspolitisk, så er det stigende oliepriser. Det er det tætteste, man kan komme på en revolution eller et oprør i USA, det er, når benzinpriserne stiger. For det andet er det en krig, der skal give USA mulighed for at fastholde sin geopolitiske dominans og forhindre, at andre regioner, herunder Europa, formulerer et alternativ.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu