Læsetid: 3 min.

Olien eller verdensorden?

Den franske filosof Jeaun Baudrillard spørger: Hvad er grunden til krigen? Den amerikanske forfatter Gore Vidal svarer: Det er olien
20. marts 2003

International
Det var ikke sjovt. Men det viste sig snart, at det kunne bruges. Det gjorde det ikke sjovere for dem, der døde. Men som den franske filosof Jean Baudrillard bemærkede: Efter den 11. september 2001 er amerikanerne også ofre.
Ikke alene er USA verdens stærkeste stormagt, men netop som offer kan USA også tillade sig at bruge sin styrke. Sårbarheden legitimerer næste angreb. Den, der sætter sig i mod amerikansk militær offensiv, respekterer ikke dem, der døde den 11. september. Og slet ikke deres familier.
Det er forbindelsen mellem den 11. september og den nye krig mod Irak, som Baudrillard kommenterer i den franske avis Libération. Man forestiller sig kun vanskeligt, at Irak skulle være en stor træningslejr for al-Qaeda. Man har ligeledes vanskeligt ved at forestille sig det ’onde’ som noget, der kan udryddes med bomber:

En sikkerhedsorden
»Men hvad er så den endelige strategi eller det objektive mål med denne præventive aggression? Det er ikke for at foregribe en forbrydelse, genskabe det gode i verden eller ændre globaliseringens irrationelle kurs. Selv olien eller de geopolitiske hensyn udgør ikke den afgørende grund til krigen. Den afgørende definitive grund er, at amerikanerne vil installere en sikkerhedsorden, en generel neutralisering af befolkninger på basis af en begivenhed, der endnu ikke har fundet sted. Det er historiens afslutning, men ikke i den triumferende liberalismes tegn og heller ikke som den globale fuldbyrdelse af demokratiet – det er historiens afslutning på grundlag af en præventiv terror, som umuliggør oppositionelle handlinger.«

Præventiv strategi
Den præventive strategi udelukker modstanden, allerede inden modstanderen har vist sig som modstander. Men en stormagt baseret på eksklusion af modstand er sårbar.
Den møder ikke sine modstandere dialogisk. Den udfolder sig ikke ved at udveksle værdier og synsmåder med andre:
»En stormagt, som ikke er grundlagt ved andet end præventive angreb, sikkerhed, opløsning og kontrol, er i et symbolsk perspektiv sårbar... Den kan ikke længere sætte sig selv på spil, og til sidst vil den vende sig mod sig selv.«
Den amerikanske forfatter Gore Vidal ser anderledes konkret på USA og den 11. september. Og krigen mod Irak.

Det er olien
Vidal vurderer i det svenske tidsskrift Ordfront, at Bush-regeringen fandt terrorattentaterne belejlige. De kunne have reageret. Men det gjorde de ikke. Det er efter alt at dømme første gang i historien at fire fly er blevet kapret på samme tid. Og alligevel blev præsident Bush ikke omgående underrettet. Præsidenten sad og hyggesnakkede med elever i anden klasse på en kommuneskole i Florida.
Det gjorde han også, efter at det første fly klokken 08.10 havde torpederet et af tvillingetårnene i NYC. Efter at have citeret militære analytikere, journalister og sikkerhedsforskere konkluderer Vidal:
»Ifølge loven burde de amerikanske militærfly have været i luften omkring klokken 08.15. Hvis de havde været det, kunne de have skudt de tre kaprede fly der stadig var i luften, ned. Jeg synes ikke, det er overdrevent mistroisk at undre sig over, hvem eller hvad som afholdt flyvåbnet fra at følge den normale procedure i stedet for at vente en time og 20 minutter, indtil terrorattentaterne var et fuldbyrdet faktum og først da sende forsvarsflyvere i luften. Nogen havde åbenbart beordret flyvåbnet til ikke at forsøge at skyde de kaprede fly ned før... hvad?«
Man vil indvende at Vidal tænker konspiratorisk. At Vidal sætter tilfældige sammenfald ind i en konstrueret mesterplan: Men Vidal anticiperer kritikken og insisterer:
»Konspirationssnak er efterhånden blevet den gældende standardafvisning af de sandheder, man ikke må udtale.«
Og Vidals bud på sandhed er uacceptabelt for den almindelige konsensus: Amerikanerne kendte til angrebene, inden de fandt sted. De var blevet advaret, og de lod det ske. De brugte angrebene til at legitimere forsøg på at sætte sig i besiddelse af afgørende olieressourcer:

Amerikansk brutalitet
»Bush-Cheney-juntaen ville have en krig for at komme ind og dominere Afghanistan, bygge en olieledning og sætte sig på afgørende områder i Europa og Asien.«
I det tyske ugemagasin Der Spiegel vurderer den franske sociolog Emmanuel Todd, at den amerikanske æra er forbi:
»Amerikanernes dominans bliver snart brudt.«
Den krigskeptiske alliancen mellem Tyskland og Frankrig var første skridt:
»Det er afgørende, at den amerikanske brutalitet har skabt sin egen modstander. Der er opstået en ny global pol, som snart vil forbinde sig med Rusland.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu