Læsetid: 5 min.

Omringet i San Francisco

Fælden klapper for en fredsmarch. Information var med på gaden i San Francisco i weekenden, hvor 90 blev anholdt
24. marts 2003

Protest
SAN FRANCISCO – Da politiet slår ring om os, kommer det som et lyn fra San Franciscos klare blå forårshimmel. Det ene øjeblik er de nogle hjelme bag en bilrude, en skrattende stemme langt væk i en megafon; det næste står de der, med ansigter under hjelmene, og lige for næsen af os, lige meget hvor vi kigger hen.
USA er gået til angreb på Irak, og San Francisco er gået i baglås. Her i byen har der ikke bare været demonstrationer, byen har været én lang demonstration siden Bush sagde »let’s rock« til general Franks og gik hjem og spiste aftensmad med Laura i sit store hvide hus. San Francisco vil ikke i krig.
Men det her er ikke engang den store demonstration. Det her er kl. 5-demonstrationen, der er blevet et sted at mødes på vej hjem fra arbejde, og det er ikke engang krigens første dag. På førstedagen blev 1.300 mennesker arresteret, men de var bevidst ulydige. De lænkede sig fast og stod i vejen og prøvede at lukke byen ned. Det gør vi ikke. Vi hører en slags tale foran stormagasinet Macy’s hvor forbrugerne forbruger uanfægtet videre, og bagefter går vi op ad Market Street i en glad, lang demonstrationsslange. Fordi det er San Francisco er vi en noget broget flok: Stinkende gadebumser spadserer til min ene side og en jakkesætklædt mobiltelefonist til min anden, maskerede palæstinaunge foran og kvindesagskvinder med sørgebind bagved. Selv en blokfløjtenist fløjter rundt og prøver at overdøve hippiernes tamburiner.
Demonstrationer er demonstrationer. Man ved ikke rigtigt hvor man går hen, men det er hyggeligt og kildrende at gå der i den store flok. Folk smiler. I dag er det rarest at være midt inde i flokken, for over vores hoveder snurrer to helikoptere med en truende rumlen, og ude på gaden kører busser med kampklædt politi; passive, men vagtsomme. Inde i flokken føles det som om man går inde i et rum sammen med dem, man holder sammen med. Forude råber de i en megafon, at vi skal blive på fortovet, ellers bliver vi arresteret. Det er o.k.
Ved Polk Street drejer demonstrationsslangen rundt om hjørnet. Jeg troede vi var på vej til bøssekvarteret Castro, men who cares. Det er en demonstration. Festen er, hvor vi er. Det er et ræs at nå lyskrydsene, for hvis vi spærrer for trafikken, har politiet lov at arrestere os, og de vil desuden rigtig gerne benytte lejligheden til at skille slangen ad, når der kommer et rødt lys imellem os.

Fanget
Ved et af krydsene kommer en fyr løbende og råber, at vi går den forkerte vej, at vi skal vende os om og gå tilbage. Men man kan ikke vende en menneskeflok på den måde. Vi går videre. Jeg kigger mig over skulderen og ser, at politiet har dannet en kæde bag ved mig. Dele af flokken er bag ved kæden. Så ser jeg, at de også venter på os i en kæde foran. To minutter senere er vi omringet.
Helikopterne rumler hånligt, og stemningen imploderer. Fra at være kække, syngende og trodsige bliver vi kollektivt små og bange. Den lange bølgende demonstrationsslange bliver til en frysende menneskeklump i en ring af uniformer, der rykker tættere og tættere på, mens vi rykker tættere og tættere sammen. Halvdelen af vores flok er blevet skåret fra, og hos os der er tilbage skifter kampråbet øjeblikkeligt, fra »WE WANT PEACE!« til »LET US GO!« Men det vil de ikke.
Jeg går hen og spørger en af uniformerne, om jeg må få lov at forlade demonstrationen. Han markerer med hænderne, at jeg ikke må komme tættere end halvanden meter på ham, og ryster på hovedet. Venligt, men bestemt. Flere prøver, ingen får lov. En autonom type ved siden af mig råber: »Kom, vi går allesammen hen imod dem, så bliver de nødt til at slippe os igennem. Jeg tæller ned nu: 10-9-8-7,« – autonomtypen får de fleste til at tælle med, men bliver afbrudt af en af dem, der blev arresteret dagen før: »Det var præcis det vi gjorde i går. Hvis vi begynder at storme dem, er vi i hvert fald sikre på at blive arresteret. Måske har vi stadig en chance, hvis vi venter.«
Og så venter vi.

Håndjern
To timer senere står vi stadig og kigger på hinanden. Os med vores skilte og badges og mobiltelefoner, politimændene i en tæt ring rundt om, og bagved dem en lille flok tilskuere, der har opdaget at vi er blevet fanget. Jeg låner en telefon og ringer hjem for at sige, at det ser ud til, vi bliver arresteret. Mit Fulbrightvisum er betinget af, at jeg ikke »involverer mig i upassende politiske aktiviteter«, og jeg er ikke så vild med at tænke på, om en arrestation mon hører til i den kategori.
Endelig ankommer salatfadene, og politiet fører demonstranterne én efter én hen til fotografering og ID-tjek, før de bliver lagt i håndjern og sat på jorden for at vente på at blive kørt afsted. Det virker som galimathias, for vi er mindst 300 mennesker i menneskeklumpen. De kommer til at ID-tjekke hele natten. Vi får noget tid til at gå med at undre os over en kæmpe brandbil, der møver sig ind i ringen med udslået stige og projektører – indtil latteren breder sig, da folk får øje på en fyr, der bliver fisket ud af en af trækronerne, hvor han har gemt sig for at undgå at blive arresteret. Vi klapper, mens fire af de kampklædte fører ham væk.
Mens mængden langsomt skrumper og politiblitzen lyner, roder jeg panisk min rygsæk igennem en sidste gang og finder mit pressekort i en bunke papir nede i bunden. Jeg viser det insisterende til den myndigste af betjentene og får ham overtalt til at lukke mig ud, selv om han er lige skeptisk over ordet ’udløbsdato’ og mit lille blå kort. Uden for ringen kommer den jakkesætklædte mobiltalende hen til mig, han slap ud minuttet før ringen blev lukket. Han hedder Van Jones og viser sig at være en lokal helt. Jones er gammel borgerrettighedsaktivist og direktør for Ella Baker Center for Human Rights. Han har også fået tv-stationerne tilkaldt.
»Det her er den situation, vi har brugt ti års arbejde på et undgå,« siger han til kameraerne.
»De arresterer folk uden at have advaret dem, uden at have nogen sag mod dem, og uden selv at have noget forsvar mod alle de sagsanlæg, der kommer bagefter.«
Assistant Police Chief Alex
Fagan Sr. Udtaler sig: »Vi er gået fra hvad jeg ville kalde lovlige protester til totalt anarki. San Franciscos politi har brugt 450.000 dollar på at tage os af demonstrationerne.«
Ingen demonstranter blev arresteret i New York i weekenden. 65 blev arresteret i Chicago, 26 i Washington seks i Portland. Og 900 i San Francisco.
Da jeg går væk fra den frysende menneskeklump, der venter på at blive kørt på stationen, føler jeg mig som en forræder. Men det her er trods alt San Francisco: Der er en demonstration til imorgen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her