Læsetid: 3 min.

Pinds spil

Statuen af søhelten, admiral Niels Juel, har fået det røde kort af fjenderne i kommunen
4. marts 2003

Stikord - Niels Juel
Det forlyder, at Københavns kommune vil flytte statuen af søhelten, admiral Niels Juel, der nu gennem mange år af sit otium så udmærket har dirigeret trafikken i Holmens Kanal. Det er selvfølgelig et noget mindre farvand, endda brolagt og asfalteret, end Østersøen og Køge Bugt, hvor han plaskede hjemmevant om og hvert øjeblik med fortræffeligt overblik gjorde livet surt og vådt for de svenske flådeenheder. Det var før, vi var blevet gjort landfaste med det Skaane, vi vedblev at føre krige om. Snart generobrede Niels Juel Gotland og tabte øen igen, og krigshandlingerne viste sig at være til ingen nytte, da svenskerne beholdt det hele selv uden flådemagt.
Men sådan fejrer vi historien, og i 1881 opstilledes Theobald Steins martialske monument, der har holdt stand i den voksende trafik af hestesporvogne, skinnevogne, busser og den accelererende privatbilisme. Finn Methling fortæller i sine farverige og livagtige barndomserindringer fra 1920’erne, Niels Juel og mig (1974) om sit første møde med søhelten, da familien flyttede ind i Holmens Kanal. Skønt endnu spæd førte han automobilet:
»Jeg parkerer lige under Niels Juel, som med løftet admiralstav dirigerer linie 1, 6, 9 og 10. Vi bliver siddende et øjeblik og nyder sceneriet... Niels Juel benytter en pause i trafikken til at fortælle mig, at Københavns kommune er ved at overtage de københavnske sporveje. Nu gik det ellers lige så godt. Jeg må trøste ham. Selvfølgelig har det private initiativ trods alt visse fordele, men det stod jo allerede i koncessionen, at kommunen havde ret til senere overtagelse, og De, Juel, har jo engang selv været ansat i det offentliges tjeneste, og det gik jo udmærket, især i Køge Bugt.«
Efter denne samtale kravlede Juel resigneret igen op på piedestalen ad kanonkugler, faner, sværd og våbenskjolde med løver og hjerter. Og er indtil videre, så vidt vides, blevet stående uden svinkeærinder, alt mens de genprivatiserede transportmidler har sværtet ham til i røg og damp. Med god grund har han måttet mindes de tider, da han gav agt på stormens brag og hejsede det røde flag, som Johannes Ewald formulerede det i romancen, der blev den nationale kongesang. Nu har han fået det røde kort af fjenderne i kommunen i et nyt spil Pind, hvor de tilsyneladende let kan bestå for Danmarks Juel i strid. De vil i stedet rejse et imaginært alter for biltrafikken.

Ved havnefronten
Juel skal bortvises fra kørebanen og transporteres gennem søheltekvarteret ned til udmundingen af Peder Skrams Gade – på havnefronten, hvor de andre bekæmpere af svenske flåder fører ned med deres gader: Tordenskjold, Cort Adeler og Herluf Trolle. Vi, der har opslået vores boliger her på flådens gamle værftsområde, vil savne Juel på den udsatte post med ryggen mod den Berlinmur, som omgiver Nationalbanken, men vil gå ned og hilse på ham stående med øjne og stav vendt i retning af det Sverige, vi har forsonet os med.
Han kommer da i selskab med andre af havnens berømtheder, David, som står derhenne og holder vagt ved det tillukkede pakhus for det hvide selskab af kändisser, som kun er støbt i gips, endvidere retorikeren Demostenes, der melankolsk kontrollerer sideindkørslen til det gamle Kongelige Bibliotek, samt Istedløven, der holder brølet igen over for Den Sorte Diamant, som til gengæld jævnligt genlyder af herlig musik. Niels Juel må nøjes med at holde takten for havnebusserne, der sejler deres egen sø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu