(2. sektion)
Kritik
Det var en voldelig gestus, da værket fik vinger. Vildt virvar i Valby. Han tog værket og splittede det ad. Han rev siderne ud af bogen og nedbrød grænsen mellem kunstner og iagttager ved sende siderne ud til publikum som papirflyvere. Som en Jimi Hendrix, der satte ild på sit instrument, destruerede Performance-Poul bogen som medium. Avantgarde-Anders havde skrevet et værk om struktur og styring. Han udfordrede de faste former og den klassiske stil med det grænseoverskridende opus: Fra socialstat til minimalstat. Performance-Poul rev værket i stykker som happening, mens han beskyldte Avantgarde-Anders for at være blevet traditionalist. For i virkeligheden at være konservativ!
Anmelderne var uenige: Politikens C. Cordsen nøjedes med et handlingsreferat:
»Nyrup gav igen med at hive Anders Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til minimalstat frem og rive sider ud, efterhånden som han erklærede, at Venstres formand var løbet fra synspunkterne.«
I dagbladet Information anmeldte Martin Østergaard-Nielsen begivenheden anderledes impressionistisk. Han fremhævede Performance-Poul som en gadedreng, en enfant terrible på barrikaderne. En Rimbaud:
»Efter i ugevis at have virket helt opslugt af sin rolle som statsmand fremtrådte Poul Nyrup Rasmussen i aftes i Valbyhallen som det, han i virkeligheden er: en arbejderdreng der er rundet af Bevægelsen; en partiformand, der kom til posten ved et kup; en statsminister, der er villig til at føre en både beskidt og veloplagt valgkamp for at holde sig ved magten.«
Klaus Rifbjerg rystede på hovedet over Performance-Poul: Det var en lidt for historisk belastet gestus. Den almindelige kritik misbilligede Performance-Pouls happening i Valbyhallen: Hans overskridelse var reaktionær.
Piskummen endte som klassiker. Profaneringen blev sakral: Også det splittede værk endte som et kunstværk. Avantgarde-Anders solgte værket på auktion for 22.1o1 kroner.
Hitlisterne har overhalet kritikken. En toneangivende anmelder som Lotte Heise har kaldt justitsministerens aktioner for et »tilbageslag for kvindebevægelsen.« Og så alligevel: Lene Espersen er blevet kåret som årets politiker og årets kvindelige leder. Hun opererer i traditionen fra David Bowie. Man kan ikke destruere den maskuline orden ved at evakuere de klassiske positioner. Ved at agere som hverken mand eller kvinde.
Lene Espersen udfolder det offensive alternativ. Bowie sagde det først og Michael Strunge citerede Bowie som et motto: Turn and face the strange. Publikum bliver konfronteret med det fremmede og underliggørende, når Lene Espersen overtager den maskuline position ved at fremstille sig selv i jakkesæt og slips og erklære krig mod rockerne. Hun er hårdere end Henry Rollins og mere militant end Helge Adam Møller: Hun vil have højere straffe, og de blødsødne klynkende humanister kalder hun for hylekoret. Hun kan det samme som Margaret Thatcher, men hun kan også det modsatte. Den politiske scene er for skuespillere, der ikke identificerer sig med en defineret rolle men hele tiden varierer og genfortolker rollen i et spillende og legende opgør med forestillingen om det faste stabile jeg. Lene Espersen truer det moderne subjekt. Hun kan være fræk og feminin, og nogle gange kan man se hendes solbrændte kavalergang i åbentstående kjoler på tv. Lene Espersen er også blondine. Og hun er mor til et lille barn, som er installeret i Justitsministeriet, hvor embedsmænd bliver til babysittere. Alt, som er solidt, bliver flydende. Hendes lille drengebarn hedder det samme som en evangelist: Lukas.
Allerede inden hun blev minister, fusionerede hun den fine kunst med massekulturen. Hun overskred reglerne for, hvad man som kunstner kan tillade sig. Hun investerede sin kunstneriske integritet i en overskridelse ved at prostituere sig selv og dermed sit værk som model i en Carlsbergreklame. Den kvindesagskæmpende fortalerinde Elisabeth Møller Jensen advarede i Aktuelt imod, at tilværelsen som kamæleon ville blive for risikabel for den unge kunstner Espersen. Kritikere og anmeldere vil fastholde hende i en defineret rolle. Overskridelsen bliver en tom gestus:
»Lene Espersen bruger sig selv og er ikke bange for at smide sig hen over en kølerhjelm eller at stille op i en Carlsbergreklame. Men hvis hun skal udnytte den chance, hun har fået optimalt, tror jeg, hun er nødt til at tage lidt mere alvorligt, hvad det er for nogle fælder, der ligger i at udnytte det image, der hedder ung og smuk. Hun opfatter selv, at hun kan styre det, men alene dét, at hun fik tilnavnet den talende kavalergang viser jo, at det kan hun ikke. Hun er nødt til at analysere den kvinderolle, hun spiller.«
Avantgarde-Anders og Legende Lene vil dekonstruere kritikerbegrebet: De vil afsløre anmelderne som smagsdommere. Men deres værker er så komplekse og så situerede i en konstant smagsdømmende offentlighed, at de først og sidst holder kritikerne i live. Men de appellerer til nye standarder for kritik. De appellerer til kritikeren i øjenhøjde. Avantgarde-Anders har begået et hit med et omkvæd:
»Jeg giver ikke flere penge ud end dem, jeg har i lommen.«
