Læsetid: 2 min.

Put noget nyt i kaffen

Gnags har for 20. gang været i studiet
22. marts 2003

Ny cd
Åh, hvor ville jeg gerne helhjertet kunne lide den nye Gnags-plade, deres 20. studieindspillede siden starten som det godes og uegennyttiges fortalere og ondskabens modspillere tilbage dengang i 1973, da verden var sort-hvid, og det var hippiernes samfundsopgave at omfavne selviskheden til døde.
Det er på dato et år siden Gnags udsendte deres forrige cd, Skønhedspletter. Den kom med sine sange om længsel efter lidenskab og engagement som et timet apropos til de største regeringsfjendtlige demonstrationer i mands minde. Og Skitsernes Drøm udsendes på et tidspunkt, hvor det sidste, man orker, er at fokusere på endnu et album fra et band, der naturstridigt naivt bliver ved at besynge en kærlighed af den slags, der insisterer på at rime på ærlighed. Hvem sagde kærlighedskanoner?
Denne anmeldelses indledende ønske hænger selvfølgelig sammen med min alder og min erfaring – undskyld! – men grunder sig også i respekt for den ukuelighed, der altid har været puttet i kaffen, når de skulle have sig en opstrammer i Gnags. Og efter sidste års nedtur, hvor de mistede fire millioner kr. på grund af deres managements konkurs, har de sagt ’fanden heller’ til sig selv og lavet en plade på eget selskab (igen) af lutter overlevelseskraft, som ren selvterapi.
Desværre er den nok bedst for dem selv.

Løftede pegefingre
Bevares, der er et par hjertevarme melodier – f.eks. bliver den U2-inspirerede »Når Kærligheden Kommer Til Byen« da et stensikkert P4-hit – og et til tider smittende samspil med trommeslageren Mads Michelsen som omdrejningspunkt, og dertil en genreubesværethed, der minder om, at Gnags spillede i Goa før byen blev navnet på en gren af electronica-musikken. For slet ikke at tale om de verdensmusikalske stier, som Gnags betrådte før branchen fandt på at bruge verdensmusik som forkortelse for den globale mangfoldighed. Men denne lytter møder ikke noget, han ikke har hørt før fra den kant. Og med mere kant.
Jeg ved f.eks. godt, at Peter A.G. Nielsen er fritænker, og at han hader løftede pegefingre præcis så meget som en, der selv har samme tendens kan gøre det.

Fodnoter i stereo
Budskabet er så klart som udsigten fra din barndoms drøm: Det Danmark, som lever under en karkludgrå lav himmel, trænger til kærlighed. Som det er nu, er danskerne nemlig bedst til se det trælse i alt, selv en lysende sommerdag kan vi slå ihjel med misantropi og mismod. Og fatter man ikke budskabet, er foredragsholderen Peter A.G. ikke bleg for at synge sine fodnoter ud i stereo: »Vil du vide mere om kærligheden, tjek P.’s første brev til K. kapitel 13«.
I den samme sang beder sangeren sig fritaget for et paradis på jord, hvor de hellige holder hinanden i kort snor, men som han sukkende tilføjer: »Hvem gider høre, hvad gamle nisser siger?«
Det gider denne gamle nisse som regel, for drømmen om kærligheden bliver vi aldrig færdig med, og man kan sagtens sammenligne Gnags med Grateful Dead – vejen er vigtigere end målet, men det er efter denne cd fristende, omend uelskværdigt, at spørge dette elskværdige band, om ikke det skulle tage sig selv på ordet og sige »her må vi desværre standse filmen...«

*Gnags: Skitsernes Drøm. Producere: Gnags m. Jens G. Nielsen. Simple Records/RecArt. Udkommer på mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her