Læsetid: 4 min.

Et rigtig godt trip

De psykedeliske spasmagere Flaming Lips tryllebandt en propfyldt Amager Bio med et varmt, syret og spøjst show, fuld af visuelle gags og fede sange om robotter, det ydre rum og andre eksitienelle kvabbabelser
10. marts 2003

Koncert
Det er længe siden, at denne signatur har syntes en koncert var decideret for kort, men da den karismatiske Wayne Coyne, frontfigur i den amerikanske trio Flaming Lips – der kan fejre 20-års jubilæum i år – annoncerede, at det var tid til det sidste nummer, var den umiddelbare reaktion et spontant øv. Vi ville have mere, ville vi. Fordi ingen formår som Flaming Lips at sprede den ’fede vibration’, få folk i syng-med-humør og i den grad gøre sig til talsmænd for smilets berettigelse. På et tidspunkt forklarede den gode Coyne os sågar, hvorfor vi var verdens fedeste publikum.
Det er jo sådan, sagde han, at ethvert band mener, det har det bedst tænkelige publikum. Men som enhver ved, hvis man ser nogen, der smiler og har det rart, ville man ønske at man var i deres selskab.
Og det er lige præcis det, der adskiller Flaming Lips-publikummet fra alle andre orkestres publikum; det forlader simpelthen seancen med et smil så bredt som en tresporet motorvej. Og det holdt stik – det tog flere timer, før den vanlige sure Danner-maske atter ville indfinde sig, efter musikken holdt op med at spille.
Skæv uden stoffer, det er sgu også en kunst.

For både øjne og ører
Gruppen var naturligvis i byen for især at præsentere sit seneste album, sidste års uhyre vellykkede Yoshimi Battles The Pink Robots, som helt fair var at finde på rigtig mange af de obligatoriske lister over årets plader. Thi selv om pladens produktion er både cutting edge og syret som bare pokker, gemmer der sig noget så vaskeægte gammeldags som de mest fortryllende og dragende melodier nedenunder.
Man kan næsten sige, at gruppen særkende er dens evne til at tage disse fængende sange og producere dem til ukendelighed. Gruppens musik er i så høj grad en studiekreation, at man skulle tro, det ville være et problem at gengive det live.
Men ved hjælp af diverse præindspillede bånd og to hjælpemusikere lykkes det faktisk over al forventning trioen at genskabe den der særlige klanglige magi på scenen.
Det hjalp selvfølgelig på humøret, at de havde medbragt en række af deres favorite animal characters til at danse og gøgle rundt; ni mand høj iført dyrekostumer – rensdyr, bjørn, kanin, tiger, and, abe, elefant, mus samt et blåt fabeldyr (sikkert fra det ydre rum) gav den gas i hver sin side af scenen i en sådan grad, at en overophedet ungersvend ved min side entusiastisk og med jævne mellemrum råbte: »Kom så, hjort!« Det lo vi meget af.
Læg dertil et hav af kæmpeballoner og sølvkonfetti i spandevis samt nogle imponerende checkede og musikalsk set perfekt timede bagvægsprojektioner, der svingede mellem det uhyggelige, det smukke, det sexede og det rent ud bizarre – spændende fra et filmloop fra filmen Cool Hand Luke over Vietnamreportager til Teletubbies – og man vil forstå, at det var en fest for både øjne og ører.
Centralt står forsanger Wayne Coyne, hvis fistelstemme konstant lyder som om den synger på sidste vers, hvilket dog ikke er tilfældet.
Som en Neil Young på lykkepiller fistrer han rundt på scenen som en art budbringer for mellemfolkeligt samvirke på interplanetarisk basis, for det kan godt være gruppen stammer fra Oklahoma, men den lyder gerne og ofte som om den kommer fra det ydre rum.
Da han indledningsvist til »Yoshimi Battles The Pink Robots« fyrede en længere tirade af om, hvordan de fleste elsker at synge med på sine yndlingssange i privaten eller i bilen, men ofte ikke rigtig tør til en koncert, udløste han et sandt vækkelsesmøde af villige røster, der brølede med på linjerne om at »her name is Yoshimi/ she’s a black belt in karate working for the city/she has to dicipline her body/ cause she knows that it’s demanding to defeat those evil machines ...« Og for at drive pointen helt hjem, benyttede han en mimende hånddukke af en nonne til at få selv dem nede bagerst med. Manende og weird.
Og så fik vi både gåsehudsfremkaldende og definitive udgaver af ballader som »Do You Realize?« og »All We Have Is Now« blandt alle sangene om ondsindede robotter, fjerne galakser og egotripperne i Helvedes Forgård, hvilket kun var med til at gøre en på alle måder stor aften større.
»Vi er bare normale fyre, der prøver at lave interessant musik,« udtalte Wayne Coyne fornylig; det må siges at være lykkes. Et rigtig godt trip – se, denne anmelder smiler endnu!

*Flaming Lips, Amager Bio, fredag.
*www.flaminglips.com

FAKTA
Flaming Lips
*Flaming Lips blev dannet i 1983 i Oklahoma City af sangeren og guitaristen Wayne Coyne. Bandet albumdebuterede i 1985 med det selvfinansierede og -udgivne Flaming Lips. Siden er det blevet til 11 albums plus ep’er og compilations.
Plader som Transmissions From The Satellite Heart (1993), Clouds Taste Metallic (1995) og The Soft Bulletin (1999) er gode startpunkter for en tur i gruppens særegne univers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu