Læsetid: 4 min.

Rock

12. marts 2003


Kortere sagt
*Moloko Var undertegnede pladeselskabsdirektør – Gud forbyde det! – ville han til britiske Moloko nødtvungent fremkomme med en klassisk pladeselskabsdirektørbemærkning: »Dejlig plade I har lavet, men hvor er hittet?« Selvom der på gruppens seneste udspil, Statues, befinder sig 10 hidsige skæringer i grænselandet mellem pop, disco/dance, triphop og børneværelse-electronica – tilsat Roisin Murphys personlige vokal, som denne signatur altid har haft et blødt punkt for – savner man lige den der sang, der sætter sig direkte på harddisken. Omend den sprintende »Cannot Contain This« nok skulle kunne gøre sig på dansegulvet med sine elastiske rytmer, så indbydende det hugger...
Statues går således måske ikke direkte i blodet på lytteren, til gengæld belønner gentagne lytninger sig i rigt mål, thi her åbner gruppens klangligt særdeles finurlige univers sig langsomt, men sikkert og man får i processen oven i købet voldsom lyst til at danse, for det svinger som helhed som en motherfucker. Og overfedt coverfoto – årets skæggeste til dato. Borger som helhed for en fin aften i byen, når Moloko kommer til landet her til maj.
Moloko: Statues (Echo/Universal) Moloko spiller St. Vega, Kbh. 18.5.03. www.moloko.co.uk -lyn

*Simon Gylden At den gode Simon Gylden er en spøjs fætter er hævet over enhver tvivl. Det behøver man blot at høre den første skæring på albummet Bring Your Daddy for at forstå; »Small Woodsy Tune« hedder den og med sit skrammelfolkede præg, syng-med-melodi og bizarre dykkerdragtsvokaler tør man nok drage den konklusion, at den udgør en art hyldest til idolet Woody Guthrie, hørt gennem et Beck-på-svampe-filter. Heldigvis er Gylden mere og andet end spøjs, hvilket åbenbarer sig, efterhånden som man arbejder sig gennem de i alt 18 skæringer på dette på alle måde hjemmegjorte album, der på en gang lægger sig i og sprænger lo-fi traditionen.
Det kan som helhed karakteriseres som en art no depression-DK singer/songwriter folkrock (!), men lyder først og fremmest som en frodig og vildtvoksende musikalsk fantasis livtag med verden. Selvom Gylden fortjener en stor lytterskare, er han ind til videre bedst tjent med at lave sin musik dernede dybt i undergrunden, fjernt fra alfarvej og i pagt med den stilfærdigt anakistiske tilgang til musikken, der præger denne løfterige debut. Med Bring Your Daddy er Simon Gylden kommet rigtig godt fra start og har uden de store armbevægelser gjort verden til et lidt bedre sted at være.
Simon Gylden: Bring Your Daddy (Morningside Records)-lyn

*50 Cent På flere måder er det lykkedes hiphop-kunstneren 50 Cent at påkalde sig opmærksomhed, der ligger hinsides den, der normalt tilfalder en debuterende gangsta-rapper. Først og fremmest fordi han som den p.t. allestedsnærværende Eminems protegé havde et par skæringer på lydsporet til den fænomenalt populære film 8 Mile og dernæst fordi Eminem sammen med Dr. Dre står som co-producere på debuten med den sigende titel Get Rich Or Die Tryin’. Og så fordi albummet efter sin udgivelse blev indehaver af rekorden for den mest solgte debut nogensinde i USA – næsten en million eksemplarer blev langet over disken den første uge, den var i handlen.
Så man har vel lov til at spænde forventningerne højt, men selvom der er et par labert producerede spor her og der, byder albummet ikke på de store åbenbaringer. Det er de sædvanlige slåen-sig-for-brystet ordkaskader, man efterhånden kender til hudløshed fra den kant, og den der gangsterromantik er edderperkeme noget tyndslidt efterhånden. Drab, stoffer og kvindehad er sikkert guf for somme, men denne signatur er oven på Get Rich Or Die Tryin’ parat til en intensivt seks måneders kursus på Gandhis Akademi for Ikke-vold.
50 Cent: Get Rich Or Die Tryin’ (Shady/Interscope/Universal)
-lyn

*Melanie C Ak, ja de kryddersild, de kryddersild... efter opløsningen af Spice Girls kom den i forvejen mest velsyngende i flokken, Melanie C, langt bedst fra start med sin solodebut, Northern Star, der ikke blot indeholdt en stribe hits, men tilmed et par rigtig gode af slagsen. Og albummet var noget så sjældent som en høreværdig popudgivelse fra A til Z, så dets status som bestseller var faktisk fortjent – der var tale om popmusik et nøk bedre end det meste, der transmitteres via radiobølger.
Desværre kan det samme slet ikke sige om efterfølgeren, Reason, hvor Melanie C ellers slavisk følger samme model – i samarbejde med en række af tidens hotteste og allermest professionelle sangskrivere er hun kommet op med 12 skæringer lige til tidens søde tand. Problemet – og det er et problem – er, at ingen af dem matcher ørehængere som »Go!«, »I Turn To You«, »Northern Star« og »Never Be The Same Again«, selvom »Melt« da er næsten hæderlig. Og så fremstår Mel C ikke længere som det kvindelige svar på Robbie Williams, men bare endnu en overflødig popsild à la Emma Bunton, Victoria Beckham, Melanie B og Geri Halliwell, der alle har udsendt ligegyldige albums siden Spice
Girls’ forudsigelige bortgang.
Melanie C: Reason (Virgin) www.melaniec.net. -lyn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her