Ny rock
Velholdte villaer bag snorlige hække, dyre biler i store carporte, klassiske designermøbler i skinnende forretningsvinduer og vajende master i en rummelig lystbådehavn. Signalementet passer på Hellerup. En velhaverby nord for København, som ikke ligefrem lyser af vitalitet, kreativitet og fantasi.
Men det er Hellerup, der har fostret rockkvartetten Mew, som for øjeblikket er aktuelle med albummet Frengers. Og med den udgivelse høster de fire drenge fra den forgyldte soveby ikke kun de første søde frugter af en millionkontrakt, som blev indgået med Sony forrige år de afslutter også endnu et kapitel i en otte år gammel historie.
De første ord i historien om Mew blev skrevet på en villavej i slutningen af 1994. Her besluttede kammeraterne Jonas Bjerre, Johan Wohlert og Bo Madsen sig for at danne et band, som skulle stå i opposition til den klæbrige popmusik, der dryppede fra radiostationerne. Forbillederne var således ikke FM-dengser som Boys II Men og Ace Of Base, men derimod indie-rockere som My Bloody Valentine, Ride og Pale Saints.
Jonas Bjerre genkalder sig den første tid med både reservation og afstand:
»Vi var måske lidt selvhøjtidelige i begyndelsen. Vi mente jo, at vi havde svaret på, hvordan rigtig musik skulle lyde. Men vi snakkede i det mindste ikke kun om det. Vi prøvede sgu selv at lave noget musik, som kunne leve op til de alternative forbilleder, vi havde.«
Ud af mørket
Det viste sig hurtigt, at de toner, der flød fra Bo Madsens guitar, Johan Wohlerts bas og Jonas Bjerres stemme, komplementerede hinanden på en måde, som kunne måle sig med forbillederne på den internationale indie-scene.
Men de talentfulde knægte havde svært ved at finde en trommeslager, som passede ind i lydbilledet. Det var således først, da den 16-årige Silas Graae trådte ned i øvekælderen i Jonas Bjerres forældres villa, at Mew blev en stabil enhed. Efter den rytmesikre ynglings entre i bandet gik der ikke lang tid, før der var tilbud om at stige op af kælderens mørke og ind på den oplyste scene på Backfish på Christiania. Her leverede Mew en gnistrende koncert, som betog publikum ikke mindst Jim Holm, som var direktør på Exlibris, Gyldendals pladeselskab. Efter koncerten fik Jim Holm de ambitiøse teenageres kragetæer samlet på en pladekontrakt. Og i januar 1997 kunne Mew endelig tage turen til Elsound-studierne i København, hvor debuten
A Triumph For Man blev til i tæt samarbejde med Damon Tutunjian, som på dette tidspunkt var forsanger i det amerikanske noisepop-band The Swirlies.
Resultatet af anstrengelserne blev 14 skæringer, hvor sølvrene guitarfigurer, blankpolerede basgange og hvirvlende trommemoduleringer blandede sig på måder, der ikke var hørt før i dansk rockmusik. Vel klang A Triumph For Man til tider af de udenlandske forbilleder, men Jonas Bjerres kuldeklare vokal gav sangene det sidste nøk, som gjorde debuten til en af de mest løfterige i 1997 og Mew fik ironisk nok også et hit på de radiostationer, de tidligere havde vendt ryggen, idet den snurrige »I Should Have Been A Tsin-Tsi (For You)« blev spillet flittigt på såvel P3 som The Voice.
På gaden
Jonas Bjerre mindes tiden omkring debuten som meget krævende.
»Jeg husker, hvordan vi kæmpede for at lave noget, som lød anderledes. Vi ønskede at lave en plade, der ikke lød som noget andet herhjemme. Måske var vi så besatte af at gøre det anderledes, fordi vi ikke ville være som alt andet i vor kedelige hjemby.«
Først to år efter debuten gik Mew atter i studiet for at indspille et album. Men forløbet gik ikke som forventet. Midt under indspilningerne valgte bandets protektor Jim Holm, efter skærmydsler med Gyldendals top, at forlade Exlibris. Og Mew gjorde det samme. I februar 1999 stod firkløveret på gaden med detaljerede sangskitser, men uden pladeselskab.
Mew valgte at stifte deres eget selskab. Denne beslutning krævede imidlertid mange arbejdstimer af kvartetten, og først i maj 2000 udkom Mews andet album under den megalomane titel Half The World Is Watching Me.
Det opslidende papirarbejde og den endeløse række af møder forud for udgivelsen kunne ikke høres på melodierne indspillet i Sweet Silence-studierne på Amager med Metallica-produceren Flemming Rasmussen bag knapperne. På Half The World Is Watching Me trådte Mew ubesværet ud af forbilledernes skygger og afslørede med kompositioner som »Mica«, »156« og »Am I Wry? No« en veloplagt popflair, som kunne gøre selv Pet Shop Boys skinsyge.
Millionkontrakt
Jonas Bjerre tænker tilbage på årene 1999-2000 med blandede følelser.
»Perioden omkring løsrivelsen fra Exlibris var forfærdelig, og det samme var alt det praktiske arbejde, vi lige pludselig selv skulle udføre. Men indspilningen af Half The World Is Watching Me gik til gengæld let, og da vi læste de begejstrede anmeldelser, så var alle de forudgående anstrengelser ligesom ligegyldige.«
Men anmelderne stod ikke alene med deres begejstring. I marts 2001 henvendte Sony sig med en international millionkontrakt, som Mew ikke kunne sige nej til. Og resultatet af dette storstilede samarbejde kan høres den 24. marts, hvor Frengers, som består af lige dele nye og gamle skæringer, udgives i Danmark et par måneder senere vil ører i resten af Europa, Japan og USA også kunne lytte til albummet.
Jonas Bjerre er spændt ved udsigten til den massive eksponering, som Frengers meget snart bliver udsat for.
»Der er lidt sommerfugle i maven. Men det er nu formidabelt, at vi efter alt sliddet omkring Half The World Is Watching Me nu bare kan lade andre gøre det triste kontorarbejde. Nu skal vi ikke gøre andet end bare sidde og håbe, at vores sære historie ender med international succes.«
*Frengers udkommer den 24. mar.
*www.mewsite.com
