Rød maling

INFORMATION VISER i dag på sin forside (vend!), hvad det egentlig handler om, når Folketinget i denne uge vedtager, at dansk militær skal deltage i den USA-ledede krig mod Irak. Men det var ikke billeder som dette, der onsdag landede på forsiderne af toneangivende aviser som Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og B.T.
I stedet så man i varierende opsætning Danmarks statsminister skride hen ad gangen på den christiansborgske anden sal iført rød maling og den sammenbidt-kontrollerede mine, som kan være så karakteristisk for en presset Anders Fogh Rasmussen.
De aktivister, der stod bag maling-aktionen tirsdag, har først og fremmest opnået at gøre deres modstander til martyr og selv fremstå som fulde af foragt over for demokratiets ypperste symbol, det folkevalgte parlament.
Aktionen har skabt vanskeligheder for Enhedslistens folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som ikke alene undlod at tage afstand, men – inden hun begyndte at afvise enhver kommentar til sagen – direkte støttede den.
»Det kunne lige så godt have været mig selv,« sagde hun om aktivisterne til Berlingske Tidende.

INTERESSEN SAMLEDE sig omkring hendes person, fordi journalisterne uden for Det Udenrigspolitiske Nævns mødelokale havde noteret sig, at aktivisterne bar skilte, hvoraf det fremgik, at de var Pernille Rosenkrantz-Theils gæster. Selv siger hun, at hun ikke vidste, at aktivisterne slap ind på Christiansborg ved at henvise til hendes navn.
»Men jeg ville da have været stolt, hvis de var mine gæster,« tilføjede hun trodsigt over for Berlingske.
Pernille Rosenkrantz-Theil har sådan set ret i, at den skade, der tilføjes Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller, er for intet at regne mod de lidelser, som
USA’s, Storbritanniens, Danmarks og andre landes angreb på Irak, påfører uskyldige. Det er bare ikke sagens vigtigste pointe.
Aktivisterne er fantasiløse og uelegante både i deres aktionsform og i deres måde at skaffe sig adgang til Christiansborg. Aktioner mod krigen, der bryder med Folketingets spilleregler, skal naturligvis være fantasifulde og charmerende for at høste sympati ud over den hårde kerne af militante krigsmodstandere.
Når Enhedslistens folketingsgruppe møder op i smoking for at protestere mod politikernes bevilling af lønforhøjelser til sig selv, eller når en fredsdue slippes løs fra Folketingets tilhørerpladser under en debat om krig og fred, er det symbolske og henholdsvis humoristiske og smukke aktioner, som ikke skader nogen.

MEN EN aktion rettet mod statsministerens og udenrigsministerens person er krænkende og ubehagelig – hverken morsom eller fantasifuld.
Venstrefløjsveteranen Preben Wilhjelm karakteriserede i sin tid rammende tilsølingen af Mogens Glistrup under hans 1. maj-tale i Fælledparken som »brunskjortemetoder«.
I dagens avis tager han markant afstand fra maling-aktionen mod Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller. Det gør han ikke mindst på baggrund af den »mødeterror«, som han kalder det, han som ung aktiv på venstrefløjen var offer for i 1950’erne og 1960’erne. Dengang oplevede kommunister og SF’ere, at organiserede socialdemokrater mødte op for at dominere og splitte eksempelvis møder med en dagsorden, der var kritisk over for dansk NATO-medlemskab. Også venstrefløjen har interesse i en civiliseret møde- og parlamentskultur.

I TIRSDAGS kunne man i tv se en mor og en søn, der på hver sin måde mener at kæmpe for freden. Sønnen er en af aktivisterne bag aktionen mod de to ministre. Moderen er en del af den Fredsvagt, der i ubemærkethed har siddet foran Christiansborg siden oktober 2001 for at protestere mod USA’s krigsførelse.
Sønnen kom i tv ved at sprøjte rød maling på en minister. Moderen kom det kun i kraft af sønnens aktion.
Historien om mor og søn fortæller, hvor svært det i dag er for ubemidlede, fredelige aktivister at trænge igennem i medierne, hvis indslag iscenesættes af pengestærke interesserepræsentanter og deres spindoktorer.
Fotografen Peter Turnleys billede af irakiske soldater dræbt på tilbagetog fra Kuwait (vend!) er taget helt tilbage i 1991. Og selv om den krig, der måske er startet, når disse linjer læses, hurtigt får lignende konsekvenser for tusindvis af irakere, er det ikke billeder som dette, der vil komme ud fra Irak det første lange stykke tid.
Langt de fleste billeder, som strømmer ind på tv-stationer og avisredaktioner, vil forestille patriotiske mænd og kvinder, der kæmper mod tyrannen. Billeder af bombemål vil være taget på lang afstand og uden at vise krigens gru ned i den menneskelige detalje. Hverken de eller billederne af en tilsølet statsminister fortæller, hvorfor krigen burde forhindres.