Læsetid: 2 min.

Så smukt som Peles spil

7. marts 2003

SPOT
Tilfældet kan sagtens være musikalsk. Tillad at jeg bruger mig selv som eksempel – ikke at jeg kan spille så meget som Lille Peter Edderkop på klaver – men måske er det netop denne uvidenhed, der for mig forlener musik med et magisk skær. Også selv om jeg med kulturradikal skam at melde altid har været et uhelbredeligt popvrag. Alligevel havnede jeg midt i 70’erne som del af en tidsskriftredaktion, hvor Miles Davis var Gud, Weather Report hans disciple og Earth, Wind & Fire de skinbarlige fristere.
Det var ad den vej, jeg ’mødte’ Milton Nascimento, den nu 60-årige brasilianske sanger og sangskriver. Det var æoner før internettet og
amazon.com, og før begrebet ’verdensmusik’ var blevet en kommerciel faktor. Wayne Shorter udsendte i 1975 albummet Native Dancer, »featuring Milton Nascimento« som der stod på et omslag, der osede af eksotisme og varme lande.
Hvis man mest var til sydstatsrock, og det var jeg og mange andre (undskyld os!) dengang, vendte Milton Nascimento op og ned på det musikalske verdensbillede. Jeg forstod ikke et suk af, hvad han sang, og forstod dog det hele. Portugisisk blev pludselig den hemmelige kode til en musik, skrevet med hjertet til hjertet – præcis som hans navnebror Edson Arantes do Nascimento alias Pele spillede fodbold. Og i et land, der var plaget af et slet maskeret militærdiktatur og korruption, sang Nascimento ikke så få af sine sange som ordløse fraseringer – i protest mod ytringsfrihedens begrænsninger.

Native Dancer blev udsendt på et internationalt selskab, og vores altopslugende begejstring for Nascimento blev ikke mindre, da vi opdagede, at han allerede da havde en anselig produktion bag sig, plader, man ikke bare kunne bestille hjem, men måtte benytte tilfældige kontakter til at få fat i – en stewardesse på Varig f.eks. – og da pladerne så kom, var de et orgie i vellyd og udstyr. Og en åbenbaring også i den forstand, at det gik op for mig, hvor begrænset et pladeudbud jeg hidtil havde fundet mig i. Og bekendtskabet med brasiliansk musik blev udvidet, men stadig med Nascimento som den førstefødte, trods alt det jeg godt kunne høre hos f.eks. Tom Jobim.
Senere kom vi ikke til at få Nascimento for os selv, han lagde Copenhagen Jazzfestival ned ved flere lejligheder og blev hjerteven med Montmartres navnkundige Kay Sørensen – større modpoler er ikke set, men trods mange forsøg på at internationalisere (læs: strømline) Nascimento er han forblevet sin egen. Hans produktion er overvældende, og han er konstant på sporet af den endnu ikke brugte tid, men altid med en livline til sit lands traditioner, The Beatles og den amerikanske singer-songwriter-tradition. Han er både urskov og metropol.
I virkeligheden var det en underdrivelse, da hans nu afdøde kollega og soul-søster Elis Regina engang sagde, at hvis Gud var sanger, ville han synge som Milton.

DR2 18:15: Gyldne timer: Milton Nascimento ved jazzfestivalen i København 1983

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her