Læsetid: 2 min.

Sagt om Dr. Spin

14. marts 2003

(2. sektion)

*P.I.S. Satireføljetonen Politiets Indsatsstyrke kørte på tv for et par år siden og er for nylig udkommet på dvd. Stilen er dokumentarisk i en sådan grad, at man ved første øjekast nemt forledes til at tro, det hele er virkeligt. Et par minutter i selskab med indsatsleder John Schmidt og hans håndgangne mænd er dog nok til at ødelægge dén antagelse. Den jaloux indsatsleder, den evigtglade skarpskytte og det alt for perfekte nye medlem af styrken er nogle af de bærende elementer i en serie, der er en af de senere års største satiresucceser.

*Gramsespektrum Duoen Simon Bonde og Peder Pedersen lavede i sidste halvdel af 1990’erne en lang række sketches og sange under navnet Gramsespektrum. Gennem et par år på radioens P3 og siden som fast indslag i musikprogrammet Okay Tone lancerede de elskede og savnede figurer som hiphopperne Gert K og Mads, bademestrene Glenn og Shorty m.fl.. De er også kendt for sange som »Bademestrenes Storhedstid«, »Midt i en drøm« og »Vi jagter dig«. Gramsespektrum er desværre for længst opløst, men kan stadig opleves på cd’en Gramsespektrum – Greatest Hits 1996-98.

*Mandrillen Da Casper og Mandrilaftalen indtog tv-skærmene tre gange ugentligt i 1999, blev Danmark hurtigt delt i Mandrilelskere og -hadere. Der var ligesom ingen middelvej, for programmet er det mest afsindige længe (nogensinde?) set. Elskerne glemmer aldrig Casper Christensens endeløse række af underlige gæster i studiet – fra Lars Hjortshøjs vejrhanekneppende Broder Salsa med den fine stemme over Frank Hvams dybt selvbebrejdende Lars Krimi til Lasse Rimmers Svenne O Lotta. Sidstnævnte var altid god for et rekordforsøg, der på forhånd var dømt til at mislykkes. Til gengæld satte Mandrilaftalen vel nok rekord som den mest syrede satire, der tænkes kan. Udvalgte afsnit er tilgængelige på dvd.

*Banjos Likørstue I den mest rektumorienterede ende af skalaen finder vi likørdrengene Jan Elhøj og Simon Jul Jørgesen, der ligesom Gramsespektrum debuterede i radioen og endte på DR2. Mest kendte blev de nok som ungdomsreporterne Kim og Kenned (den ene kolerisk, den anden fræk som en slagterhund), men mange af deres figurer var ubetalelige. Som kokken Pølle, der hver uge – og med 500 gram margarine som udgangspunkt – lavede grusom mad til en kendt. Senere stod de to unge mænd bag satireprogrammet Torsdag i 2eren, og i dag er Jan Elhøj rockeren Mini i DR2’s nye satireføljeton Rockerne.

*Børneradio Rugekasse for megen af den satire, der senere bliver kendt gennem tv. Det er her, det sner. Dagligt kl. 18.03 til 19 i radioens P3.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her