(2. sektion)
Med ensemble-filmene Boogie Nights og Magnolia markerede Paul Thomas
Anderson sig som et originalt navn blandt en ny generation af amerikanske filmskabere. Vi har talt med den 33-årige instruktør, der med sin seneste film, den absurde romantiske komedie Punch-Drunk Love, er gået efter det sære og sjove i stedet for det sikre
Interview
»Hils Lars fra mig. Han er den største instruktør!«
Paul Thomas Anderson kan placere både Danmark og dogme på landkortet, da vi mødes under Göteborg Film Festival for at snakke om hans nye film Punch-Drunk Love. Han har haft en festlig nat omgivet af fans på byens barer, men de trætte øjne lyser op under det umanerligt uregerlige morgenhår, når snakken falder på Lars von Trier.
Det viser sig, at PT Anderson, som han oftest kaldes, forelskede sig hovedkulds i Emily Watson, da han så Breaking the Waves. Det er grunden til, at han skrev den ene af hovedrollerne i Punch-Drunk Love til hende. Han er også vild med Björk i Dancer in the Dark, men hende har han til gode at arbejde med.
Emily Watson har i interviews sammenlignet arbejdet med Trier og PT Anderson. Ifølge hende er Trier mere skør, men det amerikanske enfant terrible er også quite screwed up. Han er kendt for ikke at ville give interviews, men det mærker man ikke noget til, mens han ihærdigt anstrenger sig for at få tømmermandshovedet i omdrejninger.
Det er nok formiddage som denne, han egentlig helst vil sidde og stene til en Adam Sandler-komedie. Dem så han mange af under færdiggørelsen af Magnolia, og det fik ham til at ville skrive en rolle til skuespilleren. Burt Reynolds fik comeback som porno-papa i Boogie Nights, og Magnolia gav Tom Cruise respekt som andet end action-ikon. Nu har PT Anderson forsøgt at få publikum til at se Adam Sandler i et nyt lys.
Buddingekup
»Alle spørger, hvorfor jeg ville arbejde med Adam Sandler. Der er meget nedladenhed i forhold til hans film, og det kan godt gøre mig lidt sur. Jeg er ikke filmsnob. Okay, hans film er ikke specielt godt lavet. De ser tit for jammerlige ud, men de er sjove, og Adam er selv både meget sjov og meget menneskelig. Jeg elsker, når han bliver sur i sine film, og det ville jeg gerne have, at han kom og blev i en af mine. Og jeg ville gerne give ham mulighed for at lave noget andet end det, man plejer at se ham i. Jeg kan godt lide at give skuespillere muligheder for at gøre ting, de ikke har gjort før.«
»Og så kan jeg godt lide ham som person. Det er vigtigt at omgive sig med folk, man kan lide, når man arbejder, for det skal være en sjov proces.«
En vigtig del af inspirationen til Punch-Drunk Love kom fra en artikel i Time Magazine om en mand, der regnede ud, hvordan han kunne udnytte et reklamefremstød med gratis fly-bonuspoint, når man købte bestemte produkter. Ved at købe for 3.000 dollar buddinger fik han bonuspoint til at være globetrotter resten af livet. PT Anderson blev så fascineret af tankegangen, at han ville møde manden og skrive ham ind i sin film.
Kaos og kontrol
»I virkeligheden er han helt normal, men det var da en speciel ting at gøre, og af en eller anden grund er budding sjovt. Mine film starter tit med sådanne episoder eller øjeblikke, som langsomt kombineres og tager form. I Punch-Drunk Love ville jeg gerne have budding-fyren med. Jeg ville gerne arbejde med Adam Sandler, og jeg ville gerne til Hawaii, så der rejser hovedpersonerne hen. Og så ville jeg gerne lave noget, der var meget anderledes end Magnolia. En kortere, mere enkel film.«
Det er lykkedes PT Anderson at lave en film på blot 90 minutter (Magnolia var 188). Filmen er også enkel i sit set-up, men den er alt andet end en klassisk, letfordøjelig romantisk komedie. Anderson har twistet genren i en aburd retning både i forhold til historie og stil. Først og fremmest med Sandler og Watsons bizarre par i centrum.
Sandler spiller en ensom forretningsmand, der i årevis har været trynet af syv søstre og temperamentsmæssigt er en tikkende bombe. Hans univers er fyldt af budding-indkøbene, afpresning fra en grisk call-girl (og hendes fire blonde brødre) og mystiske episoder, hvor et f.eks. orgel uden nærmere forklaring dukker op på hans fortov.
Pludselig dukker en forelsket Watson også op, og deres særprægede forhold fortælles i en stressende stil med kalejdoskopiske farvesekvenser og kakofoniske lydcollager.
Anderson er ikke meget for at analysere eller læse ting ind i sine film, men han antyder, at en del af det unikke univers måske stammer fra, at han forsøger at lade kaos og kontrol sameksistere, når han skriver.
»Det er rart at skrive tidligt på dagen, så man stadig har drømmene i kroppen, og verden ikke rigtigt er nået til én endnu. Jeg arbejdede meget med, at den her film ikke skulle blive for skrevet. Ting kan være vidunderlige, og pludselig er de over-skrevne og kedelige. Man skal ikke være så bange for at lade utrolige ting ske. Mange forfattere bekymrer sig alt for meget om ikke at skrive noget, der er out of character. Men vi gør alle sammen ting, vi ikke aner, hvorfor vi gjorde. Vi er alle sammen lidt mærkelige.«
»Jeg er meget glad for at skrive, fordi alt er muligt. Det er ensomt, men det er lidt som at planlægge en fest. Man tager den første del for sig selv, og siden vælter alle ind og påvirker filmen. Jeg elsker også det efterfølgende samarbejde, og det er altid sørgeligt, når det er slut. Faktisk prøver jeg at blive i processen så længe som muligt, for det er den, jeg kan lide. Jeg finder ikke meget tilfredsstillelse i, at filmen er færdig og får premiere.«
Musik som struktur
Musik er et centralt element i alle Andersons film. Boogie Nights var spækket med periodehits, og Magnolia var inspireret af en række sange af Aimee Mann. I Punch-Drunk Love er der kun én decideret sang; den bizarre ballade He needs me fra Robert Altmans Skipper Skræk-film Popeye. Anderson er en stor fan af Altman, og så er han ifølge eget udsagn nok desillusioneret musiker.
»Jeg elsker musik, og jeg elsker at finde musik og skabe lydsiden til mine film. I virkeligheden ville jeg nok gerne have været musiker, men jeg kan ikke spille noget. I Punch-Drunk Love havde vi en del musik med på settet, som vi lyttede til undervejs for at finde stemningen og rytmen i scenen. Hvis man har problemer med en scene, så hjælper det altid at tænke på den musik, man forestiller sig til den. Men lydsiden på den her film er bestemt speciel. Det er svært at sige, hvad der er musik, og hvad der er lyd-design. Det har vi brugt utroligt meget tid på at lege med i efterarbejdet.«
Anderson snakker meget om at lege og have det sjovt. Han stammer fra Studio City i Californien og elsker at lave film. En stor fanskare venter spændt på den næste, men hvad det bliver, vil han ikke afsløre. En ting er imidlertid sikker: Det skal være sjovt og det skal være snart.
*Se anmeldelsen af Punch-Drunk Love nederst på siden
