Læsetid: 4 min.

Et sjældent rockdyr

Peter Belli fik lørdag pladebranchens ærespris for at have gjort en forskel
3. marts 2003

Portræt
På en aften, hvor prismodtagernes begejstring for det meste var vendt mod det eneste, der betyder noget i de kredse – fjernsynet – var det direkte gammeldags rørende i lørdags at se Peter Belli fjerne en tåre bag bedstefarbrillen, før han ad den røde løber begav sig hen til Hans Otto Bisgaard for at få en krammer og en statuette som tegn på, at han har gjort en forskel igennem 40 år i dansk rock og pop.
Årets æresprismodtager kan ikke have sagt de mange, meget unge tilskuere i Forum noget, men ingen undgik at blive berørt af Bellis stolthed og taknemmelighed.
Når man i dag ser Peter Belli ulasteligt habitklædt som dansk rocks ældre statsmand, er det ikke til at tro, at han i 1964-66 fik danske mødre til at dobbeltsikre kyskhedsbæltet på deres teenagedøtre. Men enhver, der så Belli i Hit House, ved, hvad jeg taler om.
Med Belli fik dansk pigtråd en stemme af den slags, man kan rive sig på, og som performer havde ingen set hans lige. Han investerede sig selv og sin slanke, sultne krop i musikken og kastede forrentningen i hovedet på tilskuerne, der forlod koncerterne både berigede og tømte.

Han giver hånd
Det ironiske i alt det her var, at Belli allerede dengang var en høflig fyr, der gav hånd. Han var også temmelig uskyldig i den forstand, at der ikke var noget beregnende over ham. Han opførte sig som han gjorde, fordi han ikke kunne lade være.
I december 1964 lancerede Peter Belli & Les Rivals deres debutsingle på monopol-tv-kanalens program »Kig Ind.« I et land, der var meget mindre end nu, blev Belli et enten-eller begreb. Mange så den Prins Valiant-langhårede sanger som en potentiel samfundsomstyrter og trussel mod al offentlig moral.
Tempoet var højt, presset var stort, og efter opslidende turneer i Finland og Skotland – som ikke foregik i limousiner – gik bandet i opløsning.
I virkeligheden var Belli ved et skiftespor. Der kom stadig flere studenter i rocken, og Belli var realist nok til at vide, at han snart måtte finde sig et nyt kongerige. Da 1965 gik på hæld, var han i fuld gang. Redskabet var Thøger Olesens fordanskning af Kinks-hittet, »Well Respected Man«, som blev til »Helt Igennem Respektabel«. Pladen var et chok.
I mangt og meget kunne reaktionerne sammenlignes med, da Dylan samme år gik over til at spille elektrisk. Belli blev kaldt forræder. Mod hvad, mod hvem? I virkeligheden er sangen en mildt satiriserende sang over bedsteborgerskabets mappedyr, men sunget med den nerve, der gør den til mere end pop.
Ideologierne havde grebet kunsten, og beatmusikken troede, den kunne forandre verden. For Belli var det nok bare at forandre en stemning, forbedre øjeblikket.
Op gennem 70’erne indtog han så sit nye land. Dansktop blev et skældsord alle andre steder end i de hundredtusinder af hjem, hvor musikken var et møbel som alle andre. Belli fik store hits med sange som »Ingen Regning«.
Måske var der af og til lidt for for meget genbrug af samme datoudløbne recept, men bag Mor Dags-platterne og bingopladerne bankede et hjerte non stop for hr. og fru Danmark, og Belli sang underlægningsmusik til folkesjælen. Man kaldte genren dansktop, men kunne lige så godt have sagt ærlig sentimentalitet, for det var det, det var, og sådan det lød. Og Belli lod sig aldrig indrullere som bannerfører for stokrosenationalismen.
De intellektulle kunne ikke lide al den inderlighed, og Belli blev yndlingsmål, når der skulle fremdrages eksempler på folk, der havde kappet deres rødder. Kritikken var galt afmarcheret. Belli lagde ikke mindre energi og ærlighed i sit arbejde nu end før.
Ideologisk var 80’erne mere generøse end de stramtsiddende 70’ere. Og ved Grammy-festen i 1989 var Peter Belli med som surprise. Det var et gyldent øjeblik, da han sang linjerne: »Den gamle gøgler rejser nakken, løfter læben til et kys, sangen flyder stille i hans bryst...
Albummet Yeah kom to år senere, og Belli havde tegnet sin cirkel færdig. Og havde selv ført pennen hele vejen. Comebacks er for folk, der har været væk. Derfor har Belli ikke gjort comeback. I sin karrieres sensommer kombinerer han sin spontane glæde og nysgerrighed ved rocken med det talent for at fortælle historier, som var hans særkende som dansktopkunstner.
»Ta’ Mig Som Jeg Er« synger han et sted. Det ville være dumt andet, for ingen er som Peter Belli.

*Torben Bille er formand for IFPI’s Ærespriskomite, og dele af denne artikel indgår i begrundelsen for at give Peter Belli årets ærespris.

* Peter Belli
Sanger, f. 19. juni 1943. Pladedebut 1965 med singlen ’You’d Better Move On’. Dansktoptræffere som »Ulven Peter« og
»Ingen Regning«. Seneste album Talisman, 1997, og Ny Dag På Vej, 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu