Læsetid: 2 min.

’Skriv hellere om Irak’

Thor Pedersen igen i politisk stormvejr efter mistanke om underhåndsaftaler mellem Farum kommune og Jysk rengøring
11. marts 2003

Det var en synligt irriteret Thor Petersen, der i går mødte den danske verdenspresse i Finansministeriets mødesal.
De smukke loft- og vægmalerier stod i klar kontrast til en ilter og lettere rødmosset minister, der ikke befandt sig godt med at være centrum for opmærksomheden. Anledningen var nye mistanker om urent trav i aftaler om udlicitering mellem Farum kommune og Jysk rengøring dengang Peter Brixtofte var enevældig by-konge i Farum og Thor Pedersen rengøringsdirektør.
Finansministeren afviste, at der var underhåndsaftaler mellem ham selv og Brixtofte som skulle sikre, at Jysk Rengøring ville få opgaven med at drive et ældrecenter i kommunen.
Kritikken af Thor Pedersen går ellers på, at hans tidligere højre hånd i Jysk Rengøring, udviklingschef Karen Schur, deltog i ansættelser af medarbejdere til ældrecentret Lillevang, tre måneder før rengøringselskabet vandt licitationen af driften i 1998. Schur var dermed med til at ansætte medarbejdere, hun senere skulle blive chef for. Men vel at mærke inden aftalen mellem Jysk Rengøring og Farum kommune var indgået.
Senest har flere venstrepolitikere ytret deres utilfredshed med Thor Pedersens rolle i Farum-sagen og offentligt opfordret statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstres ledelse til at forholde sig til anklagerne mod finansministeren.
Gudrun Laub og Jens Vibjerg, der er medlemmer af Folketingets kommunaludvalg krævede i går, at Venstres ledelse tager affære og fremlægger en redegørelse over for folketingsgruppen.

Pressen for ukritisk
Thor Pedersen hævder, at Karen Schur udelukkende deltog i samtalerne for at forklare de vilkår, der gælder i det private, fordi Lillevang netop skulle udliciteres.
»Det her handler derimod om, at nogle, og jeg vil ikke sætte navne på, er meget aktive med at skade mig politisk, og pressen er simpelt hen ikke kritisk nok. Det er lemminge-effekten. Når en kritiserer skal alle kritisere, helt uden at undersøge om der i virkeligheden er hold i påstandene,« siger Thor Pedersen.
Spekulationerne om ulovlige sponsorater af Farum Boldklub til gengæld for givtige aftaler med kommunen har fået ny næring efter den seneste uges afsløringer.
Men også her afviser Thor Pedersen skarpt anklagerne.
»Aftalen om sponsoraterne blev indgået efter, at jeg havde set Farum Stadion for første gang. Jeg blev meget imponeret og ville egentlig helst have købt hele langsiden, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, for der var rift om pladsen. Det var mig der tilbød at købe, fordi det ville være fornuftig reklame for os – ikke fordi der var lavet underhåndsaftaler mellem Brixtofte og mig,« siger ministeren.
Thor Pedersen afsluttede pressemødet med at henstille til medierne om at fylde pladsen med noget væsentligt som f.eks. Irak krisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her