Læsetid: 4 min.

Det sku være så let

– men så er det faktisk svært. For tiden gør dansk digtning sig kun sjældent i latterens grove kunster
14. marts 2003

(2. sektion)

Kommentar
Difficile est saturam non scribere – det er svært ikke at skrive satire, skrev den romerske satiriker Juvenal for snart 1.900 år siden. Senantikkens Rom bød på så megen dekadence og smålighed, var faldet så eklatant fra fordums storhed, at galden nærmest af sig selv flød til pennen. Mente Juvenal og skrev derefter en af litteraturhistoriens mest hæsblæsende angreb på verden omkring sig.
Alt fra romersk spekulationsbyggeri til hykleriske homoseksuelle står for skud. Og der bliver ikke sparet på det retoriske krudt. Tag nu fænomenet ’den græske husslave’, som Juvenal har et godt horn i siden på. Grækeren er falsk, honningsød og indsmigrende og en luskebuks af karat:
»Manden holder intet helligt, intet er sikkert for hans lem, ikke husfruen, ikke den jomfruelige datter, end ikke hendes forlovede med flødeskæg eller den hidtil artige søn. Hvis ingen af disse står til rådighed, forgriber han sig på sin herres farmor,« skriver Juvenal, her i en fri prosaoversættelse.
Det er artige sager. Det er også noget, store dele af den danske litteraturkritik med nærmest rituel forudsigelighed har sukket efter det sidste års tid. Man vil ikke have filigrandigteri og cafélitteratur, men engagerede bøger, der forholder sig til samfundet omkring os. Det skal handle om verden, lyder omkvædet. Vær så artig: Skønt ukorrekt, så det batter, er Juvenals grovkornede overdrivelser og åbenlyse fordomme i eminent grad engagerede i deres samtid.
Kritikerne sukker – også med rituel forudsigelighed – efter en realistisk litteratur, efter store samtidsromaner. Hvorfor ikke sukke efter den politiske satire? Efter latterens strategi?

På hovedet
Desværre sukker man forgæves for tiden. Set i forhold til de sidste 15 års danske litteratur bør Juvenals diktum nemlig vendes på hovedet: Selvom der har været nok at skrive om, er det kun blevet til få satiriske værker. Galden bliver i pennen, i dag er det åbenbart svært at skrive satire.
Ikke at genren er forsvundet. Jens-Martin Eriksen gør i Politiske texter et forsøg, og et par af Jan Sonnergaards noveller kan og bør læses som satiriske angreb – på universitetet, på politikerne. På magten, som det hedder. Katrine Marie Guldagers sidste digtsamling, Ankomst, Husumgade, har også ansatser, men når alt kommer til alt. er det ikke i satiren, hun henter sine kvaliteter.
Forsøg, men ikke helhjertede, og absolutte undtagelser. Vil man finde opfindsom, skarp, afsindig satire, der vender verden på hovedet og latter i maven, må man til de andre medier: tegneseriernes spalter, teateret, radio, tv, film, nettet. I bøgerne finder man den ikke. Mere.
Ikke at det er forfatternes skyld, de skriver det, de kan og vil, men ærgerligt er det. Også fordi der er eksempler nok i den danske litteraturs historie, som kunne gøre sig som forbilleder. Far Holberg, f.eks, eller Jens Baggesen, Poul Martin Møller og Hans Scherfig, der på hver deres måde viste satirens grovkornede elegance og evne til – som en forvandlingskugle – at antage enhver form, at udstille det latterlige i enhver sproglig stil.

Ølseby-Magle
De fire forfattere viste også, at satiren hellere bruger det hastige vid, vitsen og den udleverende parodi end litteraturens storladne former. Scherfigs roman Idealister lader således partiet Jazz-Pol afsløre sig selv med en helt debil slagsang. Den er på fire små linjer, for antydningens kunst er nok:

Man skal slappe a,
Man skal slappe a.
Hvorfor skal man det?
Ja man ska.

Et mindre kendt eksempel er Poul Martin Møllers Statistisk skildring af Lægdsgården i Ølseby-Magle, et af dansk litteraturs oversete mirakler. Skrevet omkring 1820 gør dens knap 20 sider sig ud for en geografisk afhandling. Ingen bondsk detalje er for lille, alt indfanges af videnskabsmandens årvågne blik, også børnenes kultegninger i lægdsgårdens køkken skal med. Og så sættes den tyske idealismens tankegods i spil:
»Et Fresco-Maleri, som træffes på køkkenvæggen, ridset med kul 5 kvarter fra gulvet, er ikke noksom individualiseret. Dog er det af filosofisk interesse, da det hjælper fantasien utroligt til at fatte den abstrakte forestilling om et firføddet dyr. Maleriet kan umuligt forstyrre det rene begreb ved at vække tanken om hund, hest eller ko. At kunstneren selv påstår, hans hensigt var at skildre den grå kat, omstyrter ej vor synsmåde. Geniet har henrevet ham uden hans bevidsthed og bragt ham til at fremstille en hel dyreklasse.«
Tonen er rar, næsten godmodig, men man skal ikke lade sig snyde: Hverken geografien, romantikken, den danske landbo eller litteraturen slipper helskindet ud af deres fællesmøde i Statistisk skildring af Lægdsgården i Ølseby-Magle.

Satirisk avantgarde?
Som man kan se, overtager Poul Martin Møller en tekstgenre, der ret beset ikke er litterær. Derved peger han uforvarende frem mod vor tids litterære eksperimenter. Nutidens smalle litteratur er nemlig fyldt med tekster, der udfordrer forestillingen om det litterære værk og genrernes udseende.
Men forskellen er til at føle på. Satiren bruger sin sproglige energi, legen med formerne og den indgroede skepsis mod alt for faste genrer til mere end det, der i den litterære debats jargon hedder »grundforskning i sprogets muligheder.« I stedet bruger den latteren som et redskab, der stikker til verden, groft injurierende eller underfundigt og forvirrende. Engagement og vittig æstetik i en og samme form, kort sagt. Som hos Scherfig. Eller i det bedste af nutidens teater-, tv- og radiosatire.
Satire er svær at skrive. For tiden er der ikke mange, der forsøger. Og det er børnelærdom, at kritikerne ikke bør afkræve en bestemt slags litteratur af forfatterne, der først og fremmest er forpligtede på deres eget talent. Alligevel: Man må håbe, at den satiriske åre ikke for altid er forsvundet fra dansk litteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her