Læsetid: 6 min.

’Søvngængere på vej i krig’

En krig mod Irak kan komme til at betyde for vort århundrede, hvad 1914 betød for det 20. århundrede, siger filosoffen Jonathan Glover, som frygter ustabliteten i en verden af uautoriserede, forebyggende krige
10. marts 2003

En krig mod Irak kan komme til at betyde for vort århundrede, hvad 1914 betød for det 20. århundrede, siger filosoffen Jonathan Glover, som frygter ustabliteten
i en verden af uautoriserede, forebyggende krige

Da Jonathan Glover lige før det 20. århundredes afslutning skrev den stærkt roste bog Humanity – A Moral History of The 20th Century, var det med det forsigtige håb, at det nye, 21. århundrede kunne blive mindre brutalt.
Humanity er en bog om drivkræfterne bag den ophobning af krige, folkemord og massakrer, som gjorde det gamle århundrede til det blodigste i historien. Filosoffen Peter Singer, Princeton University, skrev i sin anmeldelse, at Glovers bog leverer en »overvældende argumentation for behovet for at forstå vor egen umenneskelighed og for at begrænse eller fjerne de måder, den kan komme til udtryk på.«
Allerede i det ny århundredes andet år gik verdens største magt i krig mod styret i et u-land, og i disse dage står verden på tærsklen til en ny krig med vidtrækkende konsekvenser. Til Information siger Jonathan Glover, at han frygter, at verden er på vej ud i noget, der i sin yderste tragiske konsekvens kan blive en ny version af den såkaldte 100 års-krig mellem England og Frankrig 1337-1453.
»Jeg frygter ustabiliteten i en verden af uautoriserede, forebyggende krige,« siger han.
Jonathan Glover er filosof, professor i etik ved King’s College, University of London, og leder af det britiske Centre for Medical Law and
Ethics. Som sådan har han ofte været i samtaler med læger og sygeplejersker om deres svære overvejelser, når der skal tages stilling til liv og død for patienter – fra nyfødte til gamle – der holdes kunstigt i live.
»Det er svært ikke at blive slået af forskellen mellem disse eftertænksomme og smertefulde overvejelser og så den forcerede måde, folk forholder sig til en krig, hvor tusinder vil blive slået ihjel. De mennesker, der bliver dræbt ved et angreb på
Irak, vil være mennesker, der ikke er så forskellige fra dem på hospitalerne, hvis liv vi forholder os til med så stor samvittighedsfuldhed,« skrev Glover for nylig i The Guardian.
»At slå mennesker ihjel må ikke overvejes, før alle alternative veje er afprøvet og har slået fejl. Er det at dræbe irakere virkelig det eneste instrument, vi har tilbage?«
Glover mener, at Bush og Blair
ikke har givet offentligheden svar på disse spørgsmål, men i stedet henviser til hemmelige efterretningsoplysninger og til, at deres tålmodighed er opbrugt:
»Argumenter som aldrig ville blive godkendt, hvis det handlede om at slukke for udstyret, der holder en kuvøsebaby i live.«
Universelle værdier
– Præsident Bushs sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice har retfærdiggjort USA’s vilje til militær enegang med, at USA's værdier er universelle?
»Efter min mening bør de værdier, som har ledt mig til at sige nej til dødsstraf, også være universelle, men jeg føler da ikke, at jeg dermed har ret til at anbefale et militært angreb på USA, som henretter temmelig mange mennesker. Et andet eksempel: På Guantanamo holder USA terrormistænkte fanget uden rettergang og anklage. Det er bl.a. blevet kritiseret af FN’s menneskerettighedskommissær Mary Robinson, som af samme grund blev presset væk fra sin post af USA. Men at USA har et sådant problem med menneskerettighederne, får mig ikke til at støtte et angreb på USA,« siger han.
Netop tankegangen bag den amerikanske regerings angrebsplaner får ham til at mene, at vi »står over for en af de vigtigste beslutninger om krig, der nogensinde er truffet.«
Ikke blot fordi en ’succesfuld’ krig kan udløse et langvarig fjendskabsforhold mellem Vesten og den islamiske verden og dermed, med Glovers ord, »komme til at betyde for vort århundrede, hvad 1914 betød for det 20. århundrede.«
På den baggrund finder han det dybt foruroligende, at vestlige ledere »på søvngængeragtig vis bevæger sig ind i beslutninger, hvis konsekvenser er mere alvorlige, end de begriber.«
Den afgørende grund til, at beslutningen om krig mod Irak er så skæbnesvanger, er at den vedrører det nye århundredes verdensorden.
De to landsbyer
»Den farlige verden, vi lever i lige nu, minder om den verden, 1600-tals filosoffen Thomas Hobbes beskrev. En verden, hvor der ikke var nogen instans til at opretholde fred, og hvor alle derfor vidste, at den stærke ville angribe den svage for at få fingre i hans ejendom. Min frygt for at blive angrebet af dig ville give mig en grund til at foretage et forebyggende angreb på dig. Ligesom min grund til et forebyggende angreb ville give dig en grund til at rette forebyggende angreb mod mig. En spiral af frygt og vold blev resultatet«.
»Hobbes svar på den situation var skabelsen af Leviathan, en hersker med absolut magt til at diktere den fred, der ellers var uopnåelig. Den reneste hobbesianske løsning ville være en social kontrakt mellem alle stater og grupper om at tildele én magten til at optræde som absolut hersker. Eftersom en sådan kontrakt er usandsynlig, bør vi i stedet ifølge Hobbes tage imod en naturlig fremvækst af en lignende supermagt med verdensdominans«.
»Kant indså, at den hobbesianske løsning ikke er den bedste, eftersom en hobbesiansk hersker ingen moralsk autoritet har. Sagt firkantet: Hvem har udpeget USA til at være global ordensmagt? Herskerens eneste virkemiddel til at skabe fred er ren styrke. Konflikter løses ikke, de undertrykkes med magt. Bliver herskeren svag, dukker konflikterne frem igen,« siger Glover.
»Kants løsning var en global føderation af nationalstater, som enedes om at give føderationen monopol på magtudøvelse. Denne magtudøvelse ville besidde moralsk autoritet, afledt af dens upartiskhed og fordi den baserede sig på aftaler mellem staterne«.
»Vi står over for et afgørende valg mellem disse to veje til at forsøge at sikre fred i den globale landsby. En hobbesiansk landsby – eller en Texas cowboy-landsby – over for en kantiansk landsby med en stærk ordensmagt bakket op af fælles lovgivning og retsinstanser.
– Hvad kan fortalerne for den kantianske verdensorden stille op?
»Det er bestemt ikke klart, at nogen dominerende magt nogensinde har været villig til at dele sin magt med basis i det kantianske princip. Men vi er i en så farlig situation, at vi desperat har brug for dette nye afsæt, og i det lange løb vil det være i alles interesse, også amerikanernes. «
»Hvis jeg var en amerikaner optaget af egne interesser, ville jeg meget nødigt havne i en situation som den, israelerne er i med palæstinenserne. Det er ikke rart at leve i Israel med konstante terrortrusler. Disse trusler får de på grund af voldsspiralen på begge sider, og det er svært at slippe ud af den. Hvis jeg var israeler, ville jeg ønske, der var en international myndighed til at forvalte Mellemøsten. Hvis jeg var amerikaner, ville jeg være ekstremt bekymret over risikoen for, at den islamiske verden og USA kommer ind i en voldsspiral, en storskala-version af det, der foregår mellem israelere og palæstinensere.«
– Du er stærk fortaler for EU som et bud på den kantianske landsby. EU har ikke været i stand til at yde meget fælles modspil til USA i den aktuelle krise?
»Det er skuffende. Jeg mener dog ikke, at Europa er så fundamentalt splittet, som de aktuelle uenigheder mellem regeringerne kunne tyde på. I hvert fald kan man pege på, at de europæiske befolkninger er betydeligt mere enige i deres – kritiske – syn på krigen end deres politiske ledere.«
»Og selv om der kan være mange begrænsninger og skavanker ved EU, er det værd at minde om det historiske perspektiv: Efter to verdenskrige med centrum i Europa ville det i 1945 have forekommet ganske utopisk at skabe et internationalt organ, der forvaltede Europas sager. Men det er faktisk skabt, og det er netop skabt, fordi vi efterfølgende indså de enorme omkostninger, vi under verdenskrigene betalte for ikke at have sådan et organ.«
»På den globale scene er FN, med alle sine svagheder, den embryonale form af en kantiansk landsby baseret på fælles lovregler. Man kan kun håbe, at vores prekære situation bevæger verdenslederne i retning af at styrke FN’s autoritet. Jeg er ikke så optimistisk, men alternativet er forfærdende og noget, man skal lægge oveni, når man tager stilling til en mulig krigs grusomheder,« siger Jonathan Glover.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her